The beagle has landed

Fødderne på dansk grund igen og det der skulle være et fladt sneklædt landskab i december er afløst af noget, der minder om en gennemsnitlig dansk oktober eller november. To piger som jeg boede på værelse med i Cape Town, hvoraf den ene ligesom jeg har gået på Hellebjerg idrætsungdomsskole, havde advaret mig lidt om den fraværende danske vinter, men alligevel blev jeg ret overrasket, da jeg tjekkede internettet med nyheder og vejrudsigt fra Danmark.
Jeg brugte de sidste dage i Afrika og de første dage i Danmark på at tænke over, hvad der egentlig er sket de sidste fire måneder. Hvad kan jeg tage med fra sådan en tur? Spørgsmålet er vel snarere – hvad kan jeg ikke tage med? Ganske få ting er svaret. Hver eneste dag bragte nye oplevelser, erfaringer og indtryk, som jeg med tiden nok vil indse, har påvirket mig mere end jeg har regnet med – både fagligt og menneskeligt. Kan jeg sætte ord på det? – kun i utilstrækkelig og ufuldendt form. Hvis du selv har haft en speciel oplevelse, kan det sikkert være svært at dække alle de aspekter, facetter og momenter, som gjorde oplevelsen unik.
Jeg så en hverdag, som jeg aldrig før har set og heldigvis var det over længerevarende tid (i Namibia), som giver en bedre mulighed for at kunne gå i dybden med den verden og forstå de folk, der lever i den. I et af mine andre indlæg her på bloggen kaldte jeg de 5 uger efter tiden i Namibia for en spurt gennem Afrika, og det giver også oplevelser - sjældent dybdegående men på en måde også berigende. Jeg var tit begrænset til det jeg kunne se gennem den sammensatte tape (også kaldt vinduet!) i minibussen. Det er let at sige, "at man har fået udvidet horisonten", men hvad betyder det, når folk siger det? – det er en af grundene til, at jeg kun kan beskrive turen i utilstrækkelig og ufuldendt form.
Hvordan forklarer man det indtryk det giver, når man i 14 dage befinder sig i det område, hvor verdens måske højeste AIDS-procent florerer (41 % i området på grænsen til Angola i det nordlige Namibia)? Kan man sætte ord på det, når man underviser en klasse, hvor omkring halvdelen af børnene har mistet mindst en forælder og kun sjældent får morgenmad, og skal gå op til fem kilometer for at komme i skole? Hvilket indtryk vil det give dig, hvis du for første gang ser en township, når du ved, at to kilometer derfra ligger et nyt præsidentpalads til flere millioner statsejede og forkertbrugte dollars? Hvad siger du til et barn, som kigger op på dig og på lidt lommefilosoferende manér spørger, hvorfor han selv er sort, og jeg er hvid? Hvad holder folk i gang i fattigdommen, og hvilken påvirkning får man, når man ser deres evne til at nøjes med det de har, og holde tankerne fra det de aldrig kan opnå? Hvad skal jeg mene om, at Coca-Cola og kirker er det eneste, som man kan være sikker på at se i praktisk talt alle landsbyer? Hvordan reagerer jeg, når en aggressiv hunelefant angriber min bil, når jeg svømmer ved siden af øjet på en hvalhaj, og når jeg i kort sekund har øjenkontakt med dødens gab? Hvorfor blev jeg stærkere knyttet til tilfældige folk, som jeg mødte på turen, og hvorfor var der nogen, som jeg gjorde en indsats for at undgå?! Kan jeg med de nødvendige og relevante ord beskrive den fornemmelse det giver, når jeg for første gang ser en lærer afstraffe et barn fysisk? Hvad med Sydafrikas hårrejsende statistikker fra trafikken og Johannesburg? Hvad med kolonitidens spøgelser som stadig hjemsøger de nu selvstændige lande, stupide turister og faren for landminer i Mocambique?
I visse situationer bliver man tavs, og man har brug for nogle sekunder til at fordøje det. Ofte kan jeg ikke sætte det i perspektiv, da jeg ikke ved, hvad jeg skal sammenligne det med. Uanset oplevelsernes brutalitet eller skønhed er jeg glad for at have oplevet det, og jeg føler mig rigere men ikke mæt på oplevelser. Alle refleksioner kan jeg ikke gengive her, da det til dels vil fylde for meget (!), men også fordi jeg ikke altid kan beskrive det med de rette ord og vendinger. De fleste oplevelser er også subjektive, hvilket betyder, at du sikkert vil opleve situationen anderledes end jeg oplevede den. Man ser forskellige ting, og dine øjne vil sikkert opfange andre signaler end mine og omvendt.

Når man har været væk fra Danmark i et stykke tid er der visse ting, som man "glemmer" om det at være dansker. Jeg håber ikke, at jeg træder nogen over tæerne ved at sige, at danskere er blandt de mindre sympatiske rejsefolk. En grov generalisering måske, men jeg blev lynhurtigt mindet om det, da jeg sad og ventede på flyet fra Frankfurt til Billund, som var forsinket. Gennem mine andre rejser rundt (især i Europa) har jeg tit oplevet danskere som ret utilfredse, brokkende og til tider lidt ubehøvlede, hvis tingene ikke lige fungerer (præcis) efter planen. Jeg har spekuleret lidt over hvorfor: Er det dårlig opdragelse, (for) høje forventninger, den høje levestandard eller tilstanden, hvor man ikke rigtig ved, hvad man skal sige, og så er det oftest lettere at brokke sig end at være tavs optimist?
Min reaktion var at sætte mig over i et andet hjørne af ventesalen, da jeg egentlig sad og blev lidt trist til mode på grund af hr. og fru Danmark, som ikke kunne komme hjem og den sædvanlige danske ironi og sarkasme blev krydret med en del eder og forbandelser over flyselskabet.
Når alt dette er sagt skal det selvfølgelig siges, at masser af danskere rejser rundt og ganske fornuftigt suger til sig at de oplevelser de får, og hvis plan A ikke fungerer, som man har tænkt sig, er man dog stadigvæk i live!
Der var to små leveregler, som jeg hurtigt fik indopereret, da jeg stiftede bekendtskab med afrikanernes måde hvorpå de planlægger og gennemfører fx transportsystemet eller uddannelsessystemet. "When in Rome – act like the Romans" og "I ain’t gonna stop the rain by complaining". Visse ting ligger ganske enkelt uden for ens egen rækkevidde, og man kan egentlig bare stå og vente på, hvad der sker og handle derefter. Det hører vel til det, man kalder for kultur og normer, og man kommer til at kæmpe en hård kamp mod årtiers (århundreders) underforståede leveregler og livsopfattelser, hvis man ønsker at ændre på det. I vores foretrukne transportform, minibussen, gjaldt reglen f.eks. om, at "når bussen er fuld, kører den". Så står man der med alle sine talenter og vaner fra Danmark og tænker på, hvor dumt det er at vente her i op til 5,6 eller 7 timer på at blive transporteret 400 kilometer, når man ønsker at være på stedet så hurtigt som muligt. Resultatet er og bliver, at man ikke kan gøre noget, så hvorfor egentlig bruge en masse tid og energi på at brokke sig?
Rejsen i Afrika er nu slut, og jeg har haft stor glæde at kunne skrive her på bloggen. Det er udfordrende og spændende at sætte ord på hverdag, som jeg siden 15.august har forsøgt at etablere på et andet kontinent. Når jeg engang får styr på alle mine billeder fra turen (ca. 2500!), håber jeg på at kunne lægge nogle af de bedste shots ind, da det for dig som læser sikkert giver et bedre indtryk af turen.
Endnu engang vil jeg sige tak til de folk, som har lagt små kommentarer ind her på hjemmesiden eller skrevet til mig på hrgroen@hotmail.com.

“You’ll never see the end of the road while you’re traveling with me”

Et naesten skraemmende faktum er ved at gaa op for mig – jeg skal snart forlade Afrika og saette foedderne paa dansk grund igen. Hverdagen vil starte og boblen, som jeg har levet i hernede, vil snart briste og tyske verber, bakkerne i Aarhus og juleraeset venter lige om hjoernet. Hvad goer jeg saa for at skubbe det kolde Europa ud af tankerne? Gaar paa jagt efter opfyldelse af nogle drengedroemme, som paa et eller andet tidspunkt skulle afproeves. Gennem det meste af min barndom har jeg set naturprogrammer paa TV og vaeret fascineret af de store rovdyr i Afrika – paa landet og i vandet.

Kruger National Park byder paa alt hvad man kan forvente af Afrikas beroemte dyreliv, og det var med stor glaede (naermest undren), at vi spottede en leopard, som for det meste er meget sky og kun nataktive. Selve Kruger er 360 kilometer lang og 60-70 kilometer bred, og lige nu arbejder man paa at lave en gigantisk park i samarbejde med Mocambique paa tvaers af landegraensen mellem de to lande. Vegetationen er paa denne tid af aaret taet, groen og frodig, hvilket goer det til en stoerre udfordring at spotte dyrene i forhold til Etoshas lange og oede sletter med en sparsom maengde skjulesteder. De sjaelde og truede sorte og hvide naesehorn saa vi 20 af (!), og store elefantflokke med aggressive moedre angreb paa et tidspunkt vores bil, da vi kom for taet paa en unge. Resultatet blev hjulspin og et adrenalinkick, da elefanter let kan lave kartoffelmos af en bil, hvis de har lyst. Paa et tidspunkt maette vi i sikker afstand koere efter en stor hanelefant i 20 minutter, da den aabenbart mente at asfalten var det bedste at gaa paa og vi havde ikke lyst til at overhale...Afrikas maaske sjoveste dyr, kamaeleonen, saa vi ogsaa samt flodheste, krokodiller, vandboeffler, vandbukke, giraffer, skildpadder, bavianer, zebraer, gnuer, kuduer og utallige impalaer.

Ved Gaansbai Cape Town, som er den sidste destination inden Europa, var det tid til at moede verdens maaske mest beroemte, berygtede og misforstaaede draeber. Med det karakteristiske Miguel Indurain-smil, en snigende og naesten usynlig tilstedevaerelse har den hvide haj fascineret masserne og dannet grobund for myter, rygter, nysgerrighed, frygt og kult. Ordren fra kaptajnen gik paa, at vi skulle holde oeje med graabrune skikkelser ved vandoverfladen, og i de foerste fem minutter efter tunstykkerne bliver sat i vandet, har man oejne paa stilke, og alt hvad der roerer sig i vandoverfladen, bliver intuitivt tolket som den store hvide haj. Foerst da jeg havde besluttet mig for at den ikke kommer lige foreloebig bliver vandoverfladen brudt af en kolos paa 4-5 meter, som ganske elegant aabner gabet, saetter taenderne i tunen og traekker den ned i dybet. Hvad goer man saa? Man hopper i en vaadedragt og saetter foedderne ned i hajsikret bur fyldt med bidemaerker og venter paa at den naeste skal komme forbi. 10 minutter er en evighed at vente paa noget, som kan komme fra alle taenkelige retninger og som ved hvor du er men ikke omvendt. Naar man ser taenderne og de sorte oejne gennem dykkermasken, gyser det lidt og jeg ved ikke helt, hvilket ben jeg skal staa paa. Med et enkelt slag med halen forsvinder den fra min sparsomme synsvidde i vandet, og jeg ser den ikke igen. Tilbage paa baaden kan jeg i en folder fornoeje mig med, at der er stoerre chance for at blive slaaet ihjel af en faldende kokosnoed end ved et angreb fra the great whtie!

Paa den hoejhellige 12. december skulle et af Cape Towns vartegn bestiges. Det 1073 meter hoeje Table Mountain skulle forceres paa en klatretur i sveddryppende 1 time og 20 minutter. Paa toppen ventede beloenningen i form af udsigten over hele Cape Town, hvis 3 millioner indbyggere er presset sammen mellem bjergene og stranden i en tynd men lang stribe af rigmandsvillaer, hoejhuse og lange boulevarder. Det legendariske Robben Island, hvor Nelson Mandela sad faengslet ligger et stykke ude i bugten til stor glaede for de obligatoriske blitzende japanere og tyskere. Cape Town er og et turistmekka/helvede og ligesom paa New Zealand er man aldrig i tvivl om, at der er japs i naerheden. Om 4 aar kommerCape Town til at danne en smuk skueplads for en af vaertsbyerne ved VM i fodbold.

Den sidste tid i Afrika skal nydes og en ting ved jeg med sikkerhed. De mange oplevelser, kilometer, indtryk, kulturer, inspirationer og forskelligheder har givet mig lyst til mere og isaer Nordamerika lokker. Af mine lidt spontane og til tider vilde ambitioner ser jeg mig selv i Nordamerika inden for en overskuelig fremtid.

Updatehilsen til min gamle gymnasieveninde Birtchen og Juliane Siv Korterman Jauch, som hjaelper mig med at soege bolig i Aahus, men jeg har vaeret vaek.

The gentle giant

I vores tur gennem Afrika, som nogle gange minder om en spurt, naaede vi til Mocambique, hvor vi paa forhaand havde udset os oestkysten, som goer sig bemaerket ved sine lange hvide sandstrande og fremragende snorkleforhold. Vi snorklede ud for en oegruppe (Bazaruto archipelago) og saa en masse farverige fisk og enkelte koraller langs et rev. Dejligt at se det indiske ocean, som laenge har vaeret paa min (uendelige) liste over steder jeg gerne vil se.
Hoejdepunktet paa turen ned langs oestkysten kom, da vi naaede Tofo omkring 400 kilometer nord for hovedstaden Maputo. Verdens stoerste fisk, hvalhajen, ventede paa os taet paa kysten, og vi saa hele tre af dem. De svoemmer gerne taet paa overfladen, hvor de nogle gange aabner deres enorme gab for at spise plankton. Jeg svoemmede i omkring 30 sekunder ud for det ene oeje paa to af hvalhajerne inden de forsvandt ned i dybet. Mit bedste gaet er, at de var omkring 8 meter, men de fuldvoksne kan blive 15-18 meter. Desvaerre havde vi ikke tilladelse til at roere dem, men det var meget fristende at tage fat i en af finnerne og glide med. Stor oplevelse igen igen, og den naeste date jeg har under overfladen er ved Gaansbai, Cape Town hvor den store hvide haj huserer.


Morgenstemning ved det indiske ocean

Mocambique er ligesom Malawi et af verdens fattigste lande, som blev haerget af en altoedelaeggende borgerkrig gennem 17 aar, hvor de vaerste efterladenskaber bestaar af landminer, som man endnu ikke har fjernet. Det er strengt forbudt at gaa en tur ud i landskabet, da ingen har kortlagt landminernes lokationer, og man skal holde sig til de stier der allerede er der, og bedst muligt blive paa de asfalterede omraader. Den sydlige del af Mocambique er dog vaesentlig forbedret, og det taette oekonomiske samarbejde med Sydafrika ser ud til at goere landet en del gavn. Den nordlige del af Mocambique er derimod sat en del aar tilbage i udviklingen, og der er vist ikke udsigt til, at der sker noget lige foreloebig. Derfor valgte vi ogsaa at undgaa den nordlige del, da vi skulle videre fra Malawi, og vi maaske kunne sidde fast paa ubestemt tid, da transportsystemet heller ikke rigtigt fungerer paalideligt.
Ligesom Malawi er Mocambique et meget smukt land med rullende groenne bakker med smaa traer og etagemarker, og enkelte gange har man en naesten uendelig udsigt over landskabet helt ud til det indiske ocean.

Lige nu er vi tilbage i Sydafrika, hvor vi har lejet en bil og er paa vej ind i det folk beskriver som verdens maaske bedste nationalpark – Kruger National Park.

Updatehilsen til Signe, Peter og Asger

Conquest of paradise

De to smaa oeer Chizumulu island og Likoma Island i Lake Malawi blev i omkring en uge skueplads for den danske viking, som i al beskedenhed valgte at kalde dem for paradis. Lange hvide sandstrande med mangotraeer og smaa palmer udgjorde sammen med de majestaetiske fiskeoerne, farverige firben og et naesten ubegribeligt antal insekter omgivelserne ved verdens niendestoerste soe. Danmark synes at vaere reduceret til et koldt og regnfuldt sted meget langt mod nord, og badevandet i ferskvandsoeen maa vaere et sted over 25 grader. Der var gode snorklemuligheder i soeen, og smaa orange, blaa, gule og sandfarvede fisk dominerede sammen med lilla krabber klipperne under overfladen. Jeg har dog flere ambitioner hvad dykning angaar efter Sarai og jeg fandt en bog om de bedste snorklesteder i verden. Mocambique, som er vores naeste maal, udmaerker sig ved de uendelige hvide sandstrande med koraller og fisk i alle taenkelige stoerrelser og farver. Verdens stoerste fisk, hvalhajen, er den naeste store oplevelse, som (forhaabentlig) venter. Efter at have laest en artikel I National Geographic om hvidhajer, er jeg ogsaa sikker paa, at det er noget der skal proeves – enten i Mocambique eller Sydafrika ved Cape Town.

Selve Malawi falder ganske godt i min smag. Rolige og imoedekommende folk som for det meste registrerer vores tilstedevaerelse som muzungu, som betyder hvid mand! I forhold til nogle af de andre lande vi har rejst rundt i, ser befolkningen i Malawi ikke ens tilstedevaerelse som en stor pengemaskine, men de fleste folk vil i stedet gerne snakke og bare spoerge hvordan det gaar, og hvor man kommer fra. Af og til har jeg indtrykket af, at vi er havnet i en gigantisk zoologisk have, da folk ganske indiskret stirrer undrende paa os. Isaer boernene er sjove, og man kan paa lang afstand hoere, at de har spottet en muzungu!Befolkningen i Malawi er meget cykelivrig og alt ligefra boern, hoens, braende, fisk og 3 meter brede straa bliver transporteret paa bagagebaereren. Ofte er det gamle rustne herrecykler, som bearer den til tider urimelige vaegt! Malawi er et af verdens fattigste lande hvad angaar BNP pr. Indbygger, men folk virker ikke til at vaere alt for paavirkede af de svaere forhold – det er maaske et spoergsmaal om tilvaenning og indstilling(?).

Det danske islaet i Malawi bestaar af Carlsberg (!), som er det suveraent stoerste bryggeri i landet. Alle ved hvad Carlsberg er, og naar jeg siger, at jeg kommer fra Danmark nikker folk genkendende, og siger at de gerne vil komme til Danmark og drikke oel!

Updatehilsen til moedregruppen paa seminariet
Line – socialminister og minister for udviklingsbistand
Helle – kultur- og boligminister
Kirsten – energiminister og minister for ligestilling

Okavangodeltaet

Tiden i Namibia er (desvaerre) slut og turen gaar nu videre til Botswana, hvor Okavangodeltaet var foerste stop. Sarai, min hollandske rejsemakker, og jeg valgte for tre dage at blive transporteret ud in the middle of nowhere for at leve af tun og vand og sove i telt taet paa loevernes jagtomraader. Vores kyndige (og ubevaebnede!) guide Nelson tog os med i sin mokoro (en slags kano) rundt i Okavangodeltaets smaa labyrinter af smaafloder og sumpe. Tre gaasafarier blev det til og vi saa zebraer, gnuer, elefanter, strudse og friske dyrespor fra blandt andet loever og hyaener. Vi gik rundt med en smule nervoesitet og adrenalin, da loever ganske lydloest og naesten usynligt kan bevaege sig rundt i det gule graes, men Nelson vidste aabenbart hvad han foretog sig.
Senere demonstrerede han sin kunnen og viden naar det drejer sig om at jage tre fuldvoksne hanelefanter vaek, som ellers var paa vej ind i vores lejr. Ganske behaendigt klappede han med vores hjaelp hoejlydt med haenderne, og det var aabenbart nok til at skraemme de store dyr vaek. Elefanterne valgte i stedet at graesse 100 meter vaek, hvor det naeste hold turister en halv time senere skulle slaa deres telte op.


Selve landskabet paa de smaa oeer i Okavangodeltaet baerer ogsaa praeg af elefantaktivitet, hvor de paa bedste bulldozermaner ploejer sig vej gennem det taette buskads og efterlader tydelige spor paa naesten alle buske og traeer.


Show off-flodhest med aabent gab - som skabt til turister!

Turen gaar nu videre til Lake Malawi, men for at komme dertil skal vi forest lige stifte bekendtskab med transportsystemet og vejnettet i Zambia…

Updatehilsen til Rasmus og Katrine

Update igen!

Beklager min manglende evne til at opdatere og jeg kender en vis fru Krogh paa Borgergade 17 i Stouby, som nok er lidt bekymret!
Siden sidst har jeg vaeret i Katima Mulilo i det nordoestlige Namibia, hvor vi ogsaa lige slog et smut forbi Victoria Falls paa Zimbabwe-siden. Stort at se et af verdens syv vidundere og et inferno af vand og vanddampe. Et utilgiveligt dyrt sted maa man sige, og der er ingen tillid til den zimbabwiske dollar saa alt bliver maalt og vejet i US-dollars. Horsebackriding og en kanotur paa Zambesi-floden blev det til for mit vedkommende og jeg kom meget taet paa en stor hanelefant, som aabenbart syntes saa godt om vores selskab, saa den besluttede sig for at foelge efter os, da vi proevede at forlade den!

Katima var ikke et vildt ophidsende sted, og eleverne havde en noget anderledes mentalitet end i Windhoek. Mange af dem var svaere at snakke med selvom alle taler engelsk. Jeg tror bare folk var mere individuelle og (reserverede?) end i Windhoek. I hvert fald savnede jeg hovedstaden mens jeg var i Katima, men jeg ville ikke vaere denne oplevelse foruden. Der var kun faa initiativer til aftenaktiviteter saasom fodbold, volleyball, netball, kor eller lignende som vi eller aktivt tog del i i Windhoek. Vi moedte selvfoelgelig ganske soede og aabne folk i Katima, men alt i alt var det svaerere at begaa sig rent socialt i nordoest. Et af de mindre charmerende traek ved Katima (maaske hele Namibia?) var, at der laa skrald over alt trods forsoeg paa at informere om ”do not litter”. Efter en mindre opsang (!) fra Marie-Louise lykkedes det at faa ryddet op paa skolen og det saa ganske paent ud i vores oejne da vi forlod stedet. Vi tror det skyldes at folk ganske enkelt ikke er vant til at se skraldespande, der hvor de kommer fra.
Ganske pludselig blev der ogsaa lukket for vandet, hvilket betoed at folk ikke kunne komme i bad eller fx. vaske deres bestik eller tallerkener. Skolen havde ikke betalt vandregningen, vi badede i Zambesi-floden paa et krokodillesikret sted for at slippe af med svedlugten og for at blive koelet ned i den ulidelige middagshede.

Tilbage i Windhoek nu, hvor vi mangler at skrive en evalueringsrapport inden vi kan tage af sted. Jeg overtalte vores hollandske medstuderende til at vi skal rejse rundt sammen i det sydlige Afrika selvom hun skulle hjem i starten af november. I stedet rejser vi til Botswana, Lake Malawi, Mocambique og Cape Town. Paa et eller andet tidspunkt siger jeg farvel til hende, da hun skal hjem til Nederlandene den 28.november.

Updatehilsen til de to Niels Leo-juniorer!

Harnas Foundation

Lige en indledende bemaerkning: jeg har en del billeder af dyr fra Harnas, som jeg regner med at laegge paa bloggen senere, men jeg sidder paa en ret dyr turistinformation i Katima Mulilo, saa jeg haaber I kan vente.

Inden turen til Caprivi tog Jonas, Saraj og jeg af sted til Harnas, som er et reservat omkring 300 kilometer oest for Windhoek. Vi tog af sted omkring 3.45 (!) for at vaere der i ordentlig tid til at se de forskellige dyr blive fodret. Gode professionelle rammer saa vi, og dyrene saa ud til at trives. Mit foerste moede med dyrene var tre meget nysgerrige vortesvin som aabenbart syntes godt om smagen af mine knae – har endnu ikke vasket mine shorts, og der sidder stadigvaek vortesvinsavl paa dem. I en flok paa 25 manguster fornoejede nogle af dem sig ogsaa med at bide i mine snoerrebaand.

Sammen med et ungt schweizisk aegtepar som gennem 22 lande havde koert hele vejen fra Schweiz i en firehjulstraekker langs den afrikanske vestkyst, saa vi surikater, bavianer, loever, geparder, leoparder, vervet monkeys og wild dogs blive fodret.


Efter rundturen spurgte jeg om det var muligt at se loeveunger og det resulterede i endnu en lille rundtur i en slags baghave til de bygninger, hvor personalet holder til. Vi kom meget taet paa dyrene, og fik lov til at roere naesten dem alle sammen. Verdens naestaeldste gepard (24 aar), som engang har vaeret med en James Bond-film, gik rundt i baghaven, og mr. Nielson (opkaldt efter aben i Pippi Langstroempe) sad paa min skulder og legede med min krave.
Med en blanding af aerefygt og barnedroemme gik jeg ind i en indhegning til to loever (5 maaneder og 12 maaneder gamle) og klappede dem. Meget legesyge dyr og Jonas fandt ud af, at man ikke skal vende ryggen til dem, da det aabenbart taender deres jagtinstinkt. Den lille loeve paa 5 maaneder sprang op paa ryggen af ham, da han paa boejede sig ned for at tage et billede og han faar et ganske fint lille ar paa laenden efter moedet med en loevenegl! Heldigvis havde vi vores guide med ind i indhegningen og han vidste praecis, hvordan man skulle haandtere og taemme dem. Den lille loeve paa 5 maaneder gaar dagligt gennem en stoerre opdragelsesproces, og den skal hver dag vaenne sig til moedet med mennesker. Som ”mor” havde loeverne en labrador, som gik rundt med dem i indhegningen, og de saa ud til at fungere ganske godt sammen og de to loever respekterer deres ”mor”som var hun en af deres egne.

Et af de lidt sjovere moeder paa Harnas var med to danske piger, som var de foerste (udover Marie-Louise og Anja), som vi snakker dansk med siden vi forlod Danmark for to maaneder siden. Annette (fra Hjoerring som kender Line Friis Rasch fra min seminarieklasse i Aarhus) og Signe arbejder som frivillige paa reservatet, og skal dagligt hjaelpe med fodring og pasning af dyrene, vedligeholdelse af stedet og turistrundvisninger. Et populaert sted at arbejde naar man er ung og vi moedte omkring 25 unge fra blandt andet Norge, England, Tyskland og selvfoelgelig ogsaa Danmark.

Updatehilsen til Birgit, Lasse og Laerke (fortsat god studietur i Italien)

Moses Van Der Bal

Vi har nu overstaaet vores praktik paa de to skoler Hermann Gmeiner og Moses Van der Bal. Jeg har skrevet lidt om Hermann Gmeiner, saa her kommer et par ord om Moses Van der Bal

Kort beskrivelse af skolen: 1400 elever (!) fra foerste til syvende klasse. Nogle af boernene bor ikke i naerheden af skolen og skal saaledes gaa 5-6 kilometer hver morgen og eftermiddag for at blive transporteret. Foraeldrene har ingen bil og har ikke raad til at saette dem i en taxa selvom det kun koster 6.50 kr, men for et gennemsnitlig foraelder er det en udgift der ikke bliver prioriteret. Omkring 50 % af boernene har mistet mindst en foraelder (sandsynligvis paa grund af AIDS) og omkring halvdelen af boernene er ogsaa fejlernaerede. Der findes specielle hjem for foraeldreloese boern, hvor nogle af boernene ogsaa bor. Haarde facts kan jeg kun konstatere, og der er vel ikke noget at sige til at de har koncentrationsproblemer paa grund af sult eller sociale problemer. Boernene er dog som forventet fantastiske og med en blanding af aerefrygt og nysgerrighed kommer de hen og siger, at de efter en del research har fundet ud af at hovedstaden i Danmark hedder ”Cobenhargue”. Igen er mine lyse haar paa arme og ben til stor glaede og forundring for eleverne, som meget gerne vil have en lille haarproeve med hjem! I de fleste klasser skal boernene deles om boegerne og i mine samfundsfagtimer er der omkring 15 boeger i klasser paa op til 45 elever. Eleverne har heller ikke blyanter eller notatpapir.
En speciel situation haeftede jeg mig ved i min laererinde Miss Tjikas samfundsfagstimer. I starten af ugen virker hun til at vaere en haard, kontant men ogsaa retfaerdig laerer der forstaar at holde klassen i et fast greb. En pige kommer for sent og efter et ”you’re waisting my time – sit down” i en haard tone faar pigen de foerste to slag paa ryggen og derefter en lussing. Der stopper det ikke og laereren finder en stok frem, som hun bruger til at slaa paa elevernes aabne haandflader, hvis de ikke kan svare paa spoergsmaal om naturressourcer i Namibia. Raekke ned og raekke op faar hver enkelt elev et slag hvis de ikke kender svaret eller svarer forkert.
Man bliver ramt af et sug i maven og mellemgulvet naesten inden lyden fra slaget naar oerene og paa nethinden bliver slaget gentaget i slowmotion. En blanding af lamslaaethed og overraskelse rammer én og man forsoeger virkelig at finde en grimasse der kan passe. Allermest har man lyst til at storme ned gennem klasselokalet for at rive stokken ud af haanden paa hende og give hende af samme skuffe, men i stedet valgte jeg at udvandre. Jeg gik direkte til skoleinspektoeren og konfronterede hende med situationen, og i loebet af den samtale med hende finder man ud af, hvordan systemet nogle gange fungerer hernede. Det er ikke bare saadan lige at fyre en laerer i landet – foerst kommer laereren igennem en raekke mundtlige advarsler, dernaest skriftlige advarsler og til sidst kan han/hun fyres hvis bestyrelsen paa skolen finder det noedvendigt! Hun pakkede ogsaa haendelsen ind i ”welcome to Africa” eller ”people can get away with murder in this country”. Alt hvad jeg fik ud af moedet med skoleinspektoeren var at Miss Tjika blev indkaldt til endnu en samtale – min oplevelse var bestemt ikke enestaaende og Miss Tjika er kendt (berygtet) for at behandle eleverne paa den maade...Med skuffelse og ophidselse i stemmen forklarede jeg hende at saadan burde systemet simpelthen ikke fungere, og at vold mod boern og vold i det hele taget er forbudt og strafbart i landet.
Jeg har ikke den store fornemmelse af i hvilken grad volden mod boern florerer i landet og hvor mange laerere der praktiserer det, men jeg ved det foregaar, og den mest venligsindede laerer kan pludselig skifte ham.

Alt i alt var det i loebet af vores tre uger i praktikken spaendende at se en anderledes skoleform, selvom der var visse oplevelser jeg gerne ville have vaeret foruden.

Updatehilsen til Dejgaard, Reed og Hemmersam

Min farbrors havn

Weekenden mellem de to uger paa vores praktikskole Moses Van der Byl (udtales baijl) blev brugt paa at tage til Lüderitz i det sydvestlige Namibia. Jonas og jeg sad i en minibus hele vejen fra Windhoek til Lüderitz, hvilket er omkring 850 kilometer. I bedste afrikanerstil sad vi 16 pakket sammen i en minibus, hvor der kun var plads til 14 (!), og en overgang frygtede jeg for eksploderede knae eller laar, da bussen ikke var bygget til folk paa 1.90 eller derover. Paa forhaand vidste vi, at vi kun havde en hel dag i Lüderitz til at lege turister saa vi spaenede rundt fra morgen til aften i forsoeget paa at naa saa meget som muligt.

Spoegelsesbyen Kolmanskop blev turens foerste stop, hvor de tyske koloniherrer for omkring 100 aar siden opdagede diamanter. Efter en del hemmelighedskraemmeri slap hemmeligheden ud og i bedste Klondyke-stil valfartede folk til stedet for at proeve lykken og for at soege arbejde. Da der senere blev fundet stoerre og mere vaerdifulde diamanter laengere mod syd i Sydafrika blev Kolmanskops skaebne dermed beseglet, og folk flyttede fra byen. Tilbage stod en hel landsby med hospital, skole, bageri, slagteri, teater og kasino som blev offer for tidens tand og oerkenens langsomme men sikre overtagelse af byen. Saaledes laa nogle af bygningerne halvt begravet i sand og sand har det med (bitre erfaringer fra Soussouvlei!) at komme ind over alt, og ofte laa der op til to meter hoeje sandbunker inde i husene. Hvis du har set Stings musikvideo til ”Fields of gold” vil du maaske kunne danne et billede af hvordan byen saa ud engang – det var i hvert fald den association jeg fik, da vores meget kyndige guide levendegjorde byen med sine fortaellinger. I denne video gaar Sting rundt som guldsilhuet i en spoegelsesby og gennem denne silhuet kan man se det liv og de mennesker, der engang boede i byen. Uden om guldsilhuetten ser man kun den doede og forfaldne by fra den svundne tid.














Naar man som dansker er vant til vand og havets brusen er den namibiske oerken og den lave luftfugtighed i Windhoek nogle gange lidt af en proevelse og glaeden ved at se havet igen var stor. Hvad ville saa vaere mere oplagt end at tage af sted paa en 3 timer lang sejltur rundt om halvoen ved Lüderitz. Paa forhaand havde jeg laest lidt om dyrelivet i Lüderitz og som forventet saa vi delfiner, pingviner og saeler. Med lidt held havde vi ogsaa set hvaler, da de for det meste viser sig ud for Namibias kyster omkring det afrikanske foraar (vores efteraar), men desvaerre intet held. Heldigvis har jeg foer set kaskelothvaler ud for Kaikouras kyst paa New Zealand, saa skuffelsen var til at leve med. Under sejlturen forlystede delfinerne sig med at lave en mindre gymnastikopvisning ved staevnen til stor glaede for de blitzende turister. Pingvinerne og saelerne var lidt dovne og de noejedes med at kigge paa os i sikker afstand fra de smaa klippeoer. For Jonas blev sejlturen dog for meget og han maatte for en stund boeje sig ud over raelingen for at snakke med elgen.

Som naevnt i mine andre updates er Namibia paa mange maader paavirket af Tyskland og arkitekturen i Luderitz var saaledes ogsaa jugendstil (ogsaa kaldet typisk tysk!). Jeg tror ikke byen (med undtagelse af havnen) har aendret sig meget gennem de sidste 100 aar, og forfaldne bygninger og gadenavne som Bismarckstrasse og Nactigalstrasse dominerer stadigvaek byen. Der er to vigtige industrier i Lüderitz: diamanter og fiskeri. Diamantindustrien foregaar baade til lands og til soes, hvor smaa skibe stoevsuger havbunden, hvorefter diamanterne bliver filtreret fra. For hver gang man finder en diamant skal man sortere 250.000 sandkorn fra!
For tiden har fiskerne svaere vilkaar i Lüderitz, da den namibiske regering grundet overfiskeri har besluttet at stoppe al fiskeri i oktober, saa fiskebestanden har tid til at stabilisere sig.
Inden moerkets frembrud naaede vi at faa byens vartegn at se – die Felsenkirche (klippekirken), som ogsaa er af tysk oprindelse og arkitektur. Ganske hyggelig kirke paa toppen af byen og bygget som ordet siger oven paa klipper. Jeg er jo af nogen kendt som vaerende halvt tysker saa Lüderitz var lige mig!

Trods en aftale med en buschauffoer som skulle komme og hente os soendag kl 9, blev vi alligevel noedt til at soege andre transportmuligheder, da han aldrig moedte op. Flybilletter til Windhoek kostede 1500 kroner saa den sprang vi behaendigt over. I stedet forsoegte vi os trods en smule skepsis fra min side som blaffere hele vejen til Windhoek. Fortuna kommer nogle gange i uventede forklaedninger, men i hvert fald viste hun sig den dag i skikkelse af et ungt tysk aegtepar, et midaldrende namibisk aegtepar og til sidst en mekaniker. Som naevnt i starten var der 850 kilometer mellem Lüderitz og Windhoek og det var saaledes ogsaa den distance vi skulle tilbagelaegge som blaffere. Alle som tog os med op var meget hjaelpsomme, og fx. i firehjulstraekkeren havde vi vores egen madras (!), som hurtigt blev brugt til eftermiddagens tiltraengte Joergen Leth. Vi fik ogsaa cola og hot dogs af det midaldrende aegtepar – nice! Ingen af dem forlangte en eneste dollar for at tage os med, og vi blev naesten koert lige til doeren i Windhoek.

Gennem de sidste 250 kilometer fra Mariental til Windhoek sad vi paa ladet af en pick up med vind i haaret under aaben himmel (det er tilladt at sidde der som passager i Namibia!), og det markerede saaledes en glimrende afslutning paa weekenden.

Vi har stadigvaek en uge tilbage paa Moses Van der Bal primary school inden turen gaar til det noget groennere og mere frugtbare Caprivi – taet paa graensen til baade Botswana, Zambia og Zimbabwe.

Hvis du undrer dig over overskriften, er det fordi min farbror har vaeret med til at lave nogle maalinger paa havnen i Lüderitz.

Updatehilsen til Mogens, Karen, Christian og Line (og Mogens’ trek!)

Hermann Gmeiner Primary School

Vores foerste uge i praktikken er overstaaet paa en skole, som hedder SOS Hermann Gmeiner Primary School (1.-7. klasse). Eleverne var meget disciplinerede og hoeflige, og jeg blev tiltalt enten som mister Sting, sir eller Titja (teacher)! Alle skoledage bliver indledt med et laerermoede paa laerervaerelset med dagens informationer og evt. debat. I klasserne starter dagen med et fadervor, som udfoeres staaende med lukkede oejne og siges i kor. Laereren siger derefter ”Good morning grade 6”, hvorefter eleverne svarer i kor ”Good morning teacher(s)” – foerst naar dette er overstaaet og laereren siger ”please be seated” maa eleverne saette sig. Der er op til 40 elever i klasserne, og alle baerer skoleuniform (lovpligtigt), som man kan se paa billedet. Jeg skulle ogsaa have lange bukser paa og dresscoden skulle vaere ”paen”. Skolen starter 7.10 og slutter 13.10, saa gennem hele ugen er vi staaet op kl 5.50. Skoledagen afsluttes ogsaa med en boen.
Heldigvis var jeg kommet i en klasse som ogsaa havde idraet, og blev dermed ogsaa vidne til den absolut mest populaere sport blandt drengene - fodbold. Op til 40 drenge spurter rundt paa en grusbane (der er for toert til, at der kan gro graes), og skoene floej rundt om oerene paa os, naar der blev skudt paa maal. Et stoerre kaos maa man sige, og jeg gad nok vide om eleverne nogensinde har hoert om en almindelig 4-4-2! Oftest er drengene gode driblere og hurtige paa foedderne, men de ved sjaeldent, hvor den naermeste medspiller staar.
Boernene var rigtigt soede og meget spoergelystne. Jeg stod ved tavlen og svarede paa spoergsmaal om Danmark lige fra stoerrelse, moentfod, teenagefoedsler, AIDS, sne, bistandshjaelp, naturressourcer, skolesystemet og faunaen. Flere af dem havde flere spoergsmaal efter timen, og de ville meget gerne have haandtryk! Namibia har desvaerre den hoejeste procentsats af AIDS-ramte indbyggere, og det kom som et chok for dem at det naermest er et ikke-eksisterende problem i Danmark – paa aarsbasis bliver der registreret 18.000 nye tilfaelde i Namibia dvs. 50 nye tilfaelde om dagen. I oevrigt lever 25 af verdens 40 millioner AIDS-ramte syd for Sahara med Namibia som en lidt trist verdensrekordholder.

En del af forklaringen paa elevernes lydige opfoersel skyldes maaske, at der stadigvaek eksisterer vold mod eleverne. Jeg var ikke selv vidne til vold, men Jonas hoerte uden for et klasselokale, at laereren havde linealen fremme og eleven fik nogle rap over fingrene. Marie-Louise oplevede ogsaa lussinger i en klasse. Den namibiske grundlov siger dog, at det ikke er tilladt, men det forholder sig nogle gange saadan, at foraeldrene giver deres samtykke til volden, hvis boernene fx. ikke har lavet lektier eller opfoerer sig uartigt. Vi naevnte det for skoleinspektoeren, som fremhaevede det paa et laerermoede, men hun skred ikke til handling over for laererne, som i mine oejne skulle fyres paa stedet...En af laererne forklarede (undskyldte) sig over for Jonas, men spoergsmaalet er vel stadigvaek om man kan retfaerdiggoere vold, hvis foraeldrene giver deres samtykke – i mine oejne nej. Af og til registrede vi ogsaa, at boernene fx. beskyttede deres ansigter, naar laererne med fx. en lineal eller kuglepen i haanden kom taet paa dem som om de forventede, at laereren skulle til at slaa dem – et ikke alt for heldigt reaktionsmoenster...

I loebet af ugen fik vi ogsaa tid til at besoege det namibiske parlament, hvor vi overvaerede en hoering om et krav fra det namibiske folk til Tyskland om at kompensere for folkedrabet begaaet af de tyske koloniherrer mod herero- og damarafolket i perioden 1904-1908. Saa vidt jeg er orienteret har Namibia uden held foer forsoegt at faa kompensation, men det virker stadigvaek til at vaere noget, der sidder dybt i den enkelte namibianer (75 % af Hererofolket blev udryddet), og jeg gaar staerkt ud fra, at det sidste ord ikke er blevet sagt i den sag. I hvert fald kom der et betydeligt bifald og anerkendende nik fra salen efter talen. Og guess what: jeg kom i fjernsynet paa den namibiske tv-station NBC, som havde lavet optagelser fra hoeringen. Kun lige et kort klip, hvor der blev filmet ud paa publikum men alligevel er det lidt underholdende at se sig selv paa skaermen.

I naeste uge skal vi i praktik paa en ny skole i den noget fattigere bydel Katutura, saa jeg er spaendt paa at se, hvad det bliver for noget.

Updatehilsen til Lasse og Lene Schultz!

Bzzzzz…stik, sand, moededisciplin og de beroemte afrikanske rytmer

De foerste tre uger i skolen er snart overstaaet og jeg kan passende give et par reflektioner over skolen og eleverne. Det skal helt klart hedde sig, at alle (eleverne, laererne og personalet) er rigtig soede og imoedekommende og vi er blevet taget meget paent imod. Vi har ogsaa laert eleverne at kende fra den mere sociale og fritidsmaessige side, hvilket vi ogsaa blev opfordret til at goere fra starten.
Vi har dog oplevet en del timeaflysninger, og jeg tror faktisk ikke jeg har haft en hel efter skemaet planlagt dag endnu. Informationer om aflysninger eller timeflytninger er svaere at finde og laererne faar det heller ikke kommunikeret ud til eleverne. En anden ting er at moede til tiden! – vi har joket lidt med, at vi hver morgen moeder kl 7.40 europaeisk tid som vi skal, mens eleverne moeder 8.10 afrikansk tid. Det er nok i hoejere grad en vestlig tradition/levemaade/pligt at vaere afhaengig af sit ur…
Hvis du en dag skulle komme til Afrika, kan jeg varmt anbefale dig at opsoege et kor paa fx. en skole. Vi har vaeret med i skolekoret tre gange og alle rygter om afrikanerne taler sandt paa dette punkt – de er simpelthen foedt med rytme, bevaegelse og glaede hvad angaar sang og dans! Isaer den energi og power de laegger i deres stemmer er ganske enkelt enestaaende og man skal synge (skrige/skraale) igennem for at kunne hoere sig selv. Jeg kunne ikke lade vaere med at sende en tanke tilbage til min efterskoletid, hvor vi ogsaa sang en del, men ofte var man bange for at synge igennem for taenk nu hvis naboen kunne hoere dig! Vi synger ofte traditionelle stammesange kombineret med faste bevaegelser, hvor gele og budding i hele kroppen ofte kan vaere til stor hjaelp. Jeg bliver drillet med, at min dans minder lidt om Robocop eller de robotter man ser paa bilfabrikker, men jeg synes faktisk selv, at det gaar fint!

Siden april har jeg faktisk ikke roert en volleyball og jeg kunne med glaede konstatere at skolen har et hold, som jeg fik lejlighed til at traene med. Niveauet i Namibia er hoejere end jeg havde forventet, og jeg tror godt at nogle af holdene kunne begaa sig paa divisionsniveau i Danmark. Problemet for traenerne er, at folk ikke altid er lige gode til at moede op, og dermed er det svaert at skabe kontinuitet, niveau og udvikling. Ligesom i Danmark skal volleyball kaempe med andre sportsgrene om udoevere og isaer fodbold fanger drengenes opmaerksomhed, mens de piger (hvis de dyrker sport) ofte kaster deres kaerlighed paa netball (en slags basketball uden plade bag kurven, som jeg ogsaa oplevede paa New Zealand)

I den netop overstaaede weekend tog vi til Soussuvlei, som har verdens stoerste sandklitter. De kan blive helt op til 300 meter hoeje, og de er for det meste paprikafarvede og isaer i morgentimerne kan solen lege med farverne og mit kamera var roedgloedende (se evt. billedet under mit indlaeg “stay in touch” her paa siden). Der var ogsaa strudse, oryxer, springboks og jordegern paa sletterne mellem klitterne. Vi saa (desvaerre) ikke noget til de slanger, gekkoer og edderkopper som ellers er derude, men myriader af spor paa klitterne afsloerede den livlige aktivitet om natten, hvor temperaturen er noget lavere. Jeg sov under aaben himmel mellem fredag og loerdag i Sesriem-lejren, som fungerer som port til sandklitterne. Dog under myggenet, da de smaa baester ogsaa har meldt deres ankomst, og malariapiller er efterhaanden blevet en fast del af min hverdagskost.
Der var ulideligt varmt fra middag og frem til tidlig aften (35-40 grader), og sandet fornoejede sig med at laegge sig som et fint lag paa baade oere, naese, mund og hvor de tellers havde lyst til at laegge sig (over alt!).
Loerdag middag besluttede pigerne, at de ville tilbage til Windhoek mens Jonas, Saraj (en hollandsk udvekslingsstudent) og jeg ville tage nordpaa til Otjiwarongo for at se et gepardreservat og en krokodillefarm. Der var 8 geparder, som desvaerre ikke var alt for aktive omkring middagstid, men vi kom dog taet paa dem (7-8 meter), og deres levevilkaar paa reservatet maa absolut beskrives som gode og professionelle. Det anslaaes at omkring 20 % af verdens gepardbestand lever i Namibia - enten i den fri natur eller bag hegn. Formaalet med farmen er til dels at sikre gepardernes eksistens, men ogsaa at lukke dem ud i naturen igen. Nogle af dem har dog ikke laert de mest fundementale overlevelsesmetoder, da de hele deres liv har levet bag hegn, saa det ville ikke vaere forsvarligt at lukke dem ud i naturen.
Videre gik turen til en krokodillefarm, hvis formaal var lidt anderledes. Krokodillerne blev avlet med kommercielle hensigter, og blev solgt til restauranter og skindet brugt til fx. toej og punge. Der var 6 store hanner og 40 hunner i et bassin og 600 (!) smaa krokodiller paa et meget lille omraade omkring et andet bassin. Vi saa de store blive fodret med hoens som oftest blev slugt paa en enkelt mundfuld eller to. Naar vi kommer til Caprivi i nord kan vi se krokodillerne i deres naturlige omgivelser i baade Zambesi-floden og Okavango-floden.

Til slut skal der lyde en stor tak til jer der skriver til mig – bade under “comments” her paa siden eller til min mailadresse hrgroen@hotmail.com. Det er fedt at hoere fra jer hjemmefra, og jeg ser frem til de naeste mails.

Updatehilsen til Michael og Lasse. Savner at se NFL og fodbold med jer, men I kan tro jeg foelger med hernede. Selv namibianerne maatte tage hatten af for Daniel Aggers pletskud…(og Xabi Alonso fra midten igen igen) + 3-0 mod spurs. Premier League og den sydafrikanske liga er ret populaere hernede og vi kan foelge med via satellit hver weekend. FCK er ogsaa kommet paa verdenskortet i det sydlige Afrika via deres deltagelse i Champions League!

Skolestart

Der skulle gaa omkring 10 dage foer vi saa den foerste sky i Namibia og yderligere 10 dage foer de foerste dryp kom. Det understreger vel meget godt, at vi er i et af de regnfattigste lande i verden. Nedboersgennemsnittet for Windhoek i september ligger ogsaa kun paa 1 milimeter og grundet den meget lave luftfugtighed toerrer min hud ret hurtigt ind og jeg klager som en toes over hudspraekker paa foedderne og haenderne, mens min krop optager oceaner af nivea...

Skolen starter for det meste omkring 7.40, og vaekkeuret ringer uboenhoereligt tidligt kl 6, saa edekarytmen fra sommerferien, hvor jeg stod op kl 4.15 er naesten bevaret. En Joergen Leth (morfar, power nap) om eftermiddagen er nogle gange tiltraengt.
Eleverne er meget soede og imoedekommende og spoerger ofte nysgerrigt ind til hvad vi laver her paa skolen, og hvorfor vi er i landet. Naar vi kommer gaaende ned ad en af gangene paa skolen, falder vi heller ikke ligefrem ind i hverdagsbilledet af den enkle aarsag, at vi er hvide. I alt er der ca 7-8 hvide paa skolen saa vi har svaert ved at gemme os i en flok paa omkring 400 studerende. Det er meget underholdende og laererigt at snakke med de lokale studerende, og det er aldrig svaert at komme i kontakt med folk. Ofte spoerger de ind til skoleforholdene i DK, Peter Schmeichel, det danske skolesystem, vejret, sne, AIDS og om dansk og tysk er det samme sprog. Al undervisning foregaar paa engelsk og alle elever taler ogsaa sproget, mens kommunikationen i frikvarterene for det meste foregaar paa afrikaan eller et af stammesprogene.
Jeg foelger fagene tysk, social science (samfundsfag, historie, geografi), idraet og ECS, ETP og ELE som alle gaar lidt ind under kategorien at laere at laere fra sig (didaktik), og hvordan man kan/skal forbedre og udvikle sig som laerer. Der er ingen forelaesninger og al undervisning foregaar i klasser fra 5 elever (mit tyskhold)og op til 35 elever paa ETP-holdet.

Nogle af eleverne er ogsaa meget troende og jeg sad i omkring 2 timer og snakkede med en pige, som var ”rebourn christian”. At tilhoere denne tro betyder, at man anser sig selv for baade biologisk og aandeligt at vaere forbundet med Jesus. De troende elever er meget ivrige og engagerede, og jeg fik hele historien om Jesu liv, og om deres tro paa at de mirakler han udfoerte rent faktisk fandt sted. Skulle jeg vaere i tvivl kunne jeg jo altid finde konkrete beviser i bibelen...Pigen, som jeg snakkede med, ville ogsaa gerne hoere om vores tro i DK og jeg forklarede, at den gennemsnitlige dansker anser sig selv for at vaere sekulariseret, og at man kun i meget faa tilfaelde hoerte om folk der var saa engagerede og involverede (ortodokse) i Danmark.

Vores program for den resterende tid i Namibia kom til at se saaledes ud:

6.– 23. september: college based studies (Windhoek College of Education hvor vi er nu)
26. september – 14. oktober: School based studies (folkeskoler i Windhoek)
17. oktober – 2. november: Visit to Caprivi college (i den nordoestlige del af Namibia samt tur til Victoria falls)
3. – 11. november: enrichment activities; finishing assignments (opgaveskrivning + en tur til vestkysten)
15. november: skal vi forlade Namibia, da vores opholdstilladelse udloeber.

Vi er stadigvaek ikke helt klar over hvad der skal ske efter den 15. november udover, at vi skal forlade landet. Anja skal til Kenya engang i starten af december, Marie-Louise skal vaere i Johannesburg den 5.december og Jonas og jeg ved ikke helt, hvor vi skal tage hen. Lake Malawi og Okavangodeltaet traekker lidt i mig, men en del kan naa at aendre sig endnu.

I oevrigt er den bedste namibianske fodboldspiller Heinrich Isaacs taget til dansk fodbold – SoenderjyskE! Would you believe it?!

Updatehilsen til David og Ulla i Freiburg

Den mest kendte namibianer

Vi venter stadigvaek i spaending paa at komme i gang med det som udvekslingsopholdet er tiltaenkt - skolen og praktikken. Lige nu gaar vi lidt rastloese rundt, og er lidt paavirket af, at vi endnu ikke har en fast skemalagt hverdag, men det skulle gerne vaere anderledes fra paa mandag. Denne uge er gaaet med at komme naermere ind paa livet af Windhoek by. Desvaerre er vi begraenset af den afrikanske vinter, hvilket betyder at der kun er dagslys fra 6-18, og vi har faaet besked paa ikke at faerdes alt for meget ude om aftenen. Vi maa ind i en tyskerbutik og koebe nogle spil, og vi er hurtigt blevet enige om, at vi absolut ikke spiller for fornoejelsens skyld. Haaneret og hoveren er en dyd. Indtil videre har jeg erobret haaneretten i minigolf.
Jonas og jeg har vaeret lidt rundt i de smaa forstaeder i Windhoek og kigget paa forskellige markeder, storcentre og hvad der ellers er. Windhoek er paa mange maader en moderne by og kunne egentlig passe godt ind som by i Europa. Dog er forskellen paa rig og fattig noget tydeligere her, hvor de fattigste forstaeder bestaar af blikskure, smaa grusveje og masser af stoev og affald der flyder. I langt de fleste af de lidt mere velstaaende kvarterer ser man ofte huse som er barrikaderet bag hegn, pigtraad og store skilte med diverse vagtfirmaer. Egentlig ville jeg mene, at det er ret unoedvendigt, da byen udadtil virker meget fredelig, men der er nok en grund til at husejerne tager deres forholdsregler.

Vi var desuden saa heldige, at moede en sydafrikansk taxachauffoer som maaske kan skabe kontakt til den mest kendte namibianer - den gamle sprinter som havde sin storhedstid i 90erne; Frankie Fredericks! Det loed faktisk meget realistisk, at der kunne blive arrangeret et moede og vi proever at ringe til taxachauffoeren en af de kommende dage. Saa skal der i hvert fald straekkes ud med ham (jeg har en lille vane med at skulle straekke min lyske med de kendte, mens der bliver taget billeder). Hvis vi moeder ham vil jeg gerne garantere, at der kommer et billede her paa siden.

Updatehilsen til Helle og Johanne

Etosha National Park

Da skolen foerst starter den 4.september havde vi tid til at tage paa safari i det nordlige Namibia. Vi lejede en ikke-terraengaaende (!) toyota tazz, som vi cruisede rundt i. Namibia er et fascinerende land at koere i; man koerer over en bakketop og kan praktisk talt se helt ud i horisonten, hvor den snorlige vej forsvinder bag den naeste bakketop. Namibia har kun asfalterede veje mellem de stoerre byer saa vi koerte en del paa grusvej. Jeg fik ogsaa afproevet faerdsel i venstre side af vejen, hvilket var ganske overkommeligt i forhold til at trafikken var spejlvendt!
Etosha National Park er den absolut mest besoegte turistattraktion i Namibia og dyrene var (heldigvis) ret ligeglade med vores tilstedevaerelse, saa vi fik et (tror jeg) realistisk billede af hvordan de normalt opfoerer sig. Den stoerste oplevelse kom paa den sidste dag i parken, hvor vi 8 meter fra vejsiden betragtede en flok spisende loever, som havde nedlagt en kudu (en stor hjort). Loever jager ikke alt for tit, og at de saa lige havde valgt at goere det ved vejsiden hvor vi tilfaeldigvis kom forbi var ret heldigt. En rasende stupid turist steg endda ud af en turistbus for at komme endnu taettere paa loeverne, og han fik ret travlt da loeverne rejste sig og begyndte at broele af ham!
Parken er ret turistvenlig, og om aftenen er vandhullerne oplyste saa man kan se dyrene komme for at drikke. I lang tid sad vi bare og betragtede vandhullet, hvor baade elefanter (en flok paa 30-40), naesehorn, gazeller og zebraer kom forbi. Paa min opfordring slog vi teltet op taet paa hegnet, saa vi bedre kunne hoere dyrene om natten. Vi hoerte sjakalerne kalde og loeverne broele, og en stor hanelefant stod kun omkring 15-20 meter fra hegnet lige inden jeg lagde mig til at sove.
Resten af turen blev brugt paa at koere rundt for at se 5000-6000 aar gamle hulemalerier, en forstenet skov og paa min foedselsdag den 26.august skulle vi have set en slags ceremoni, fordi det er Hero's day, hvor man mindes nogle folk som kaempede mod de tyske koloniherrer for over 100 aar siden, men det viste sig at vaere lidt af en fuser. I stedet koerte vi til et friluftsbad, hvor vi plaskede lidt rundt i poolen. Om aftenen blev jeg fejret paa en restaurant i Windhoek, hvor jeg smagte zebra, struds, krokodille, kudu.
I naeste uge starter skolen, og den egentlige hverdag begynder. Vi har dog planer om weekendture rundt i landet og isaer vestkysten lokker. Havnebyerne Swakopmund, Walvis Bay og Luderitz (som min farbror har vaeret med til at lave maalinger paa) skal vi besoege paa et tidspunkt, men vi ved ikke lige hvornaar.

Denne gang gaar min updatehilsen til den gale hund feat. the neverending story og Jerome Stuhlgang Rothen

Okahandja Soup Kitchen!

Vores foerste moede med de afrikanske boern var en stor oplevelse. Vi skulle hjaelpe til paa en slags fritidshjem , som ligger i en fattig forstad til Windhoek. Der var omkring 500 (!) boern som skulle have mad, lege, synge og hoere om vorherre. Boernene var i aldermen 2-18 aar og var meget nysgerrige og imoedekommende og vi forsoegte at kommunikere saa godt vi kunne men ikke alle af dem kunne engelsk. Det var en stor oplevelse at betragte deres livsglaede og deres evne til at leve under de vilkaar som de levede under hver dag. 15% af boernene havde HIV eller Aids og mange af dem havde mistet deres foraeldre pga. AIDS. Nogle af dem maatte ogsaa leve med at blive seksuelt misbrugt men indtil videre er det ikke noget som der bliver talt om og jeg kunne forestille mig at det var omgivet af en del tabu.
Vores skoleprogram kom paa plads i dag den 21/8, hvor vi moedte vores studiekoordinator Imelda Simeon. Vi skal pga. kommunikationsfejl forest starte den 4.september og vi har netop besluttet at bruge tiden paa at tage paa safari i Etosha National Park som er paa stoerelse med Jylland! Fra i morgen lejer vi en bil og koerer nordpaa og maaske skal vi ogsaa se nogle af Namibias oprindelige stammers leveforhold Jeg lover at skyde loes med kameraet da jeg ved at det er noget som folk gerne vil se!

Denne gang gaar min updatehilsen til Ole, Britt og Mar!

De foerste timer

Saa oprandt dagen, hvor vi kom til Windhoek. Alle har det godt og vi bor paa et ganske paent hostel i den nordlige del af hovedstaden, hvorfra vi har 2 kilometer til bycentrum. Det var en langvarig tur fra Danmark, hvor vi tog af sted tirsdag aften og ankom til Windhoek tidligt fredag morgen. Som naiv dansker regner man selvfoelgelig med at man skal ned i varmen men think again...omkring 5-6 grader og ingen varme i bussen om natten fra Uppington (Sydafrika) til Windhoek. Jeg vaagnede ved, at jeg sad og rystede og trak min windbreaker op ad taksen, som jeg naermest grinende havde pakket ved tanken om at man skulle faa brug for saadan en! Overnatningen i Johannesburgs lufthavn var noget af det samme og aerligt talt er jeg glad for at komme ud af den by - taxaturen og busturen afsloerede en ret beskidt by, hvor forstaederne nogle steder bestod af blikskure og "huse" sammensat af affald. Dog saa vi da ogsaa storby naermest som vi kender dem fra Europa

Vores plan er forloebig, at vi i dag skal moedes med vores kontaktperson fra universitetet og hoere hvad hun har strikket sammen til os.

Lige en sidste ting: jeg proever at starte en lille ny tradition ved min updates. En personlig hilsen til...en eller anden

denne gang gaar den til min far og mor som sikkert venter i spaending paa at hoere fra mig

Steen

Stay in touch!

Når jeg engang er kommet til Negerland, må I meget gerne skrive til mig. Jeg har lavet en funktion på siden, som gør, at I kan skrive små indlæg. I bunden af de artikler jeg har skrevet, er der et link som hedder "comments". Klik på den og skriv dit indlæg. Du skal bare lige være klar over, at alle som har lyst, kan læse det du skriver! Hvis du ikke vil dele dine kærestebreve med andre kan du også skrive til mig på hrgroen@hotmail.com. Jeg ved endnu ikke hvor meget internettet kommer til at fylde i min hverdag, men jeg håber på at kunne skrive jævnligt.Seneste nyt er, at jeg formentlig ikke kommer hjem til hverken jul eller nytår. Jeg håber på at jeg juleaften kan sidde med benene op af en palme på en tropeø, mens to negere står med deres vifter og holder mig ved selskab. Jonas (som jeg også skal rejse med) regner med at ville det samme, så vi kan da bygge et lille juletræ af sand når vi sidder på stranden på...Zanzibar?Vores boligsituation kom også plads i denne uge (uge 30), hvor jeg via telefonen snakkede med en familie i Windhoek, som vi har fået anbefalet. Vi skal bo på 27 Stevenson Street i Windhoek North og moderen i familien lød meget hjælpsom og imødekommende, så jeg vil mene at vi er i gode hænder.Jeg vil nyde de sidste to uger i DK, hvor jeg lige har ti arbejdsdage tilbage og to weekender til at pakke og sige farvel til folk. Jeg håber snart på at høre fra jer!

No pain no gain!

Endnu engang byder sommerferien på en kærkommen lejlighed til at sige hej til en gammel ven - min cykel! Desværre kører jeg ikke på det uhyre man kan se på billedet, men når jeg ligger henover triathlonstyret på min elskede Taarnby og pløjer vejen op er det TREK-stellet, der er under mig og arbejder for mig!
Jeg skal for niende gang i træk arbejde på Edeka i Horsens mens jeg bor hjemme hos de gamle i Stouby. Der er små tyve kilometer hver vej og hvis man ganger det med fem gange om ugen gennem 8 uger giver det små 1600 kilometer. Hvorfor gør jeg det?
Penge til Namibia, mental afveksling i forhold til studiet, opvarmning til den nye volleysæson hvor cyklingen er fremragende for lår, knæ og legmuskler. Jeg håber på at være lidt mere systematisk i min tilgang til cyklingen i år, hvor det kunne være sjovt at regne lidt på gennemsnitshastigheder, vægt, hvilepuls og andre sjove ting. Dertil kunne det også være sjovt hvis jeg kunne få lidt sol på min blege krop inden jeg skal ned i den afrikanske sol.
Hvad holder så én i gang når man bor hjemme hos forældrene, og alle ens folkeskolekammerater for længst er flygtet fra byen?! De årlige sportsbegivenheder: VM, Tour de France, Wimbledon og andre projekter. Dertil er der et par legendariske steder jeg kan opsøge når jeg er derhjemme, som vækker minder fra den gang jeg var en lille mand...
Dette år er dog noget anderledes idet jeg ikke skal starte i skole i traditionel forstand. Namibia kalder og det kan vise sig at blive en vigtig motivationsfaktor når uret ringer 4.15 om morgenen og jeg skal ud på en regnvåd enkeltstart mod Horsens på de halvmørke veje til et arbejde som man kan udenad efter den første uge...jeg kan undre mig over hvorfor jeg gang på gang vender tilbage. Gammel kærlighed ruster ikke og især ikke til en cykel!

Wir wollen löffeln, löffeln, löffeln...

Fantastisk tur til Berlin! Intet mindre. Jeg fik taget omkring 250 billeder på turen og videoklip, og jeg fyrede ganske ukritisk af, hvilket jeg er glad for nu. Vi så alle de berømte ting i Berlin, hvoraf man kan se nogle af seværdighederne på ovenstående billede. Vores lærer (Dr. Granild) var guide og han øste godt og grundigt ud af sine erfaringer - "Ich werde jetzt einen Vortrag über...halten!" og det gjorde han så! Vi gik mange kilometer i løbet af dagene og folk var ofte bombede inden aften, men havde dog overskud til en tur i hotellets bar. Det blev endda til en gang karaoke for mit vedkommende - achy breaky heart med Billy Ray Cyrus; en klassiker!Siegessäule, Bundestag, Fernsehturm, Olympiastadion (Hertha - Leverkusen 1-5!), jødemuseet, murresterne, Brandenburger Tor und so weiter blev set og durchfotografiert af mig.Udover de mange seværdigheder var turen og rent socialt rigtig god og der var mange underholdende indslag. Peter fik f.eks. glattet håret(!)af pigerne og folk måtte konstatere, at han ikke bare er underlig engang i mellem men faktisk hele dagen.
Der var grand prix-fest da vi kom hjem, men grundet en hård bustur måtte jeg kapitulere kl 2. Jeg nåede dog at opføre sis-dansen med Tomas og den vildeste svedetur på dansegulvet, hvor Marie-Louise og jeg tog forskud på de afrikanske rytmer, og jeg lavede et aldeles flatterende styrt under dansen. Jawohl!

Rundrejse i det sydlige Afrika på tegnebrættet

Jeg mødtes med mine kommende rejsekammerater for at snakke flybilletter, skrive brev til vores kontaktperson og planlægge rejsen. Jonas vil gerne rejse rundt i det sydlige Afrika efter de tre måneder er overstået i Namibia. Det tog ikke meget overtalelsestid - det skal prøves! Jeg er ikke specielt nervøs for det - dels er vi to drenge - begge to ret store, og vi mødte under vores planlægning en pige fra seminariet, som havde ret gode erfaringer med at rejse i den del af Afrika. Man skal nok passe på sine ting, og være lidt ekstra opmærksom på sine omgivelser men ellers ikke de store køer på isen. Vi håber på at besøge lande som: Botswana, Zimbabwe, Zambia, Malawi, Mocambique og slutte af i Cape Town i Sydafrika. Her håber jeg på at få besøg af min kammerat Rasmus og hans kæreste Katrine. Vi skal helt sikkert ud at dykke og sige hej til the great white plus klappe et par pingviner inden turen går fra Cape Town og hjem til Danmark.
Vores flybilletter tur/retur kommer nok til at koste 6200 kr. hvilket er ganske overkommeligt i forhold til den distance vi kommer til at tilbagelægge. Det indebærer dog en bustur fra Johannesburg til Windhoek på 24 timer, men det er sikkert en oplevelse i sig selv!

Opskriften på motivation kan nogle gange være meget simpel. Den ugentlige pause fra volley om onsdagen gav mig tid til at se nogle af de DVDer som vores hæver Makoto lånte mig. Blandt andet den olympiske guld- og bronzefinale, world league-finalen og nogle af Makotos egne kampe fra Japan. Når man ser nogle gutter der er på et helt andet niveau end én selv begynder det at krible i fingrene. Jeg var meget imponeret over brasilianeren Giba (t.v på billedet), som ”kun” er 1,92. Kantspiller, rigtig god teknik, stor springserv og det er vel næsten overflødigt at sige at manden springer højt. Rent højdemæssigt er han kun lidt større end mig, og så begynder man at drømme. Hvis han kan det kan jeg også – nu er alt relativt og manden er sindssyg, og jeg er kun dødelig, men alligevel…
Dertil kommer kaffens renæssance – to kopper inden træning og man flyver. Har man ikke drukket kaffe i en lang periode har det en ret vild effekt på én. Den ene times styrketræning inden træningen gik meget nemt, og jeg kørte bare på i løbet af de to timers boldtræning. Mentalt og fysisk ovenpå. At man så også har elitedivisionens bedste hæver til at lægge boldene til én, gør det hele meget sjovere. Jeg snakker jævnligt med ham om hvilke elementer i mit spil som jeg forbedre – især min teknik som er blevet forpestet af for meget tennis og håndbold. Jeg klør på selvom det af og til er frustrerende at teorien ikke sådan lige er at føre ud i praksis. Makoto er tålmodig og gentager gerne tingene. Det er meget inspirerende at spille med ham og jeg håber virkelig at han bliver i klubben i næste sæson. Så er der virkelig noget at se frem til når jeg kommer hjem fra Namibia.

Die beste Schwester der Welt!

Her er min kære søster 26 år. Mor til Marius på snart halvandet år og kæreste til klavervirtuosen, 13-skalaknækkeren og personlig ven med Brian Mikkelsen; Ole Kiilerich. Håber snart de bliver bosiddende i Århus, da Marius nok snart skal have mere plads.
Da der blev uddelt gaver stod min søster forrest i køen ved musik, humor og temperament

SK - Gentofte

Steen Krogh Gr�nneb�k

Det eneste hold som vi ikke havde besejret inden weekenden var Gentofte. Vi havde tabt til dem hjemme og ude og ikke mindst i pokalfinalen. Lørdag var det anderledes! Vi spillede en fornuftig kamp og blokadespillet var periodevis rigtigt godt. Daniel spillede en rigtig god angrebskamp og havde ofte held med at toole deres store blokader til vores fordel. Vi tabte et unødvendigt sæt som forhåbentlig ikke bliver udslagsgivende i det lange løb. En kombination af en underlig udskiftning, gummiarm og nogle forkerte beslutninger betød at en sikker sætsejr blev sat over styr. Gentofte kom tilbage via vores fejl, og vandt dermed et sæt de aldrig skulle have vundet.
Summa sumarum - vi lever i slutspillet og skal vinde de to sidste kampe for at komme i semien. Gentofte skal tabe den ene af de to tilbageværende kampe mod enten Holte eller Marienlyst.Det har båret meget frugt at vores tilgang til de sidste kampe har været mere systematisk og...tja, professionel?
Endnu engang imponerer Makoto - årets hæver efter min mening

Namibia

Fra engang i august og til engang i november skal jeg til Namibia på udveksling. I denne uge (uge 8) har jeg mødt de tre andre som jeg skal af sted med - Jonas, Anja og Marie-Louise. Det virker til at blive et godt team, og jeg håber vi bliver venner og kan bruge hinanden dernede. Vi kommer sikkert til at stå i nogle uvante situationer, og da vi sikkert ikke kender andre i Namibia er vi nødt til at bruge hinanden som mentale sparringspartnere. Namibia bliver mit land nr. 22 som jeg skal besøge og jeg glæder mig. Vi sendte et brev ned til den familie som vi forhåbentlig skal bo hos. Det sidste hold der var i Namibia var i hvert fald glade for at bo hos dem. Planen er at arbejde 37 timer i ti uger (i bedste fald) og dermed tjene nok til at finansiere opholdet. Dertil kommer legater som jeg regner med at søge forskellige steder. Det bliver en oplevelse for livet og jeg vil sikkert aldrig glemme det.

indoktrinering...

Mine lille nevø på lidt over 1 år øver sig på sine første slag

Hello to Ule, Børdit og aquarius

VIGTIG SEJR!

Steen Krogh Gr�nneb�k

3-1 over Marienlyst. Sådan. Vi har tit undret os over hvorfor vi ikke har slået Marienlyst i det hidtige møder. De virker ikke så skræmmende eller uovertroffent gode. Stabilt hold stadigvæk men i dag spillede vi med en anden taktik og tænding. Vi servede ofte kort på position 3, hvilket gjorde det svært for Jesper Hansen at komme til angreb. Vi vidste at Jordan ville søge ham meget (og hurtigt) i sine angrebsvalg, så hvis vi kunne serve klogt på ham ville de komme i problemer. På vores side af nettet hævede Makoto en rigtig god kamp, og bidrog med nogle fantastiske forsvarsaktioner (1/3 bryst, 1/3 chickenwing og en 1/3 hage?)- oven i købet på en sætbold til Marienlyst (tror jeg nok) nice!. Jeg er ikke i tvivl om, at han er den bedste hæver i elitedivisionen og han kan bringe holdet op på et endnu højere niveau end det er nu. Jean sendte også en del vigtige bolde i gulvet og var således også det naturlige valg at hæve til på matchbolden som han også vandt. Sascha vandt også en del i dag og han formåede at administrere og kanalisere sit temperament ud i sine angreb. De commitede meget på centere hvilket gjorde det lidt nemmere for vores kanter at vinde boldene.

Stiiners

Online

Here we go!