De foerste tre uger i skolen er snart overstaaet og jeg kan passende give et par reflektioner over skolen og eleverne. Det skal helt klart hedde sig, at alle (eleverne, laererne og personalet) er rigtig soede og imoedekommende og vi er blevet taget meget paent imod. Vi har ogsaa laert eleverne at kende fra den mere sociale og fritidsmaessige side, hvilket vi ogsaa blev opfordret til at goere fra starten.
Vi har dog oplevet en del timeaflysninger, og jeg tror faktisk ikke jeg har haft en hel efter skemaet planlagt dag endnu. Informationer om aflysninger eller timeflytninger er svaere at finde og laererne faar det heller ikke kommunikeret ud til eleverne. En anden ting er at moede til tiden! – vi har joket lidt med, at vi hver morgen moeder kl 7.40 europaeisk tid som vi skal, mens eleverne moeder 8.10 afrikansk tid. Det er nok i hoejere grad en vestlig tradition/levemaade/pligt at vaere afhaengig af sit ur…
Hvis du en dag skulle komme til Afrika, kan jeg varmt anbefale dig at opsoege et kor paa fx. en skole. Vi har vaeret med i skolekoret tre gange og alle rygter om afrikanerne taler sandt paa dette punkt – de er simpelthen foedt med rytme, bevaegelse og glaede hvad angaar sang og dans! Isaer den energi og power de laegger i deres stemmer er ganske enkelt enestaaende og man skal synge (skrige/skraale) igennem for at kunne hoere sig selv. Jeg kunne ikke lade vaere med at sende en tanke tilbage til min efterskoletid, hvor vi ogsaa sang en del, men ofte var man bange for at synge igennem for taenk nu hvis naboen kunne hoere dig! Vi synger ofte traditionelle stammesange kombineret med faste bevaegelser, hvor gele og budding i hele kroppen ofte kan vaere til stor hjaelp. Jeg bliver drillet med, at min dans minder lidt om Robocop eller de robotter man ser paa bilfabrikker, men jeg synes faktisk selv, at det gaar fint!
Siden april har jeg faktisk ikke roert en volleyball og jeg kunne med glaede konstatere at skolen har et hold, som jeg fik lejlighed til at traene med. Niveauet i Namibia er hoejere end jeg havde forventet, og jeg tror godt at nogle af holdene kunne begaa sig paa divisionsniveau i Danmark. Problemet for traenerne er, at folk ikke altid er lige gode til at moede op, og dermed er det svaert at skabe kontinuitet, niveau og udvikling. Ligesom i Danmark skal volleyball kaempe med andre sportsgrene om udoevere og isaer fodbold fanger drengenes opmaerksomhed, mens de piger (hvis de dyrker sport) ofte kaster deres kaerlighed paa netball (en slags basketball uden plade bag kurven, som jeg ogsaa oplevede paa New Zealand)
I den netop overstaaede weekend tog vi til Soussuvlei, som har verdens stoerste sandklitter. De kan blive helt op til 300 meter hoeje, og de er for det meste paprikafarvede og isaer i morgentimerne kan solen lege med farverne og mit kamera var roedgloedende (se evt. billedet under mit indlaeg “stay in touch” her paa siden). Der var ogsaa strudse, oryxer, springboks og jordegern paa sletterne mellem klitterne. Vi saa (desvaerre) ikke noget til de slanger, gekkoer og edderkopper som ellers er derude, men myriader af spor paa klitterne afsloerede den livlige aktivitet om natten, hvor temperaturen er noget lavere. Jeg sov under aaben himmel mellem fredag og loerdag i Sesriem-lejren, som fungerer som port til sandklitterne. Dog under myggenet, da de smaa baester ogsaa har meldt deres ankomst, og malariapiller er efterhaanden blevet en fast del af min hverdagskost.
Der var ulideligt varmt fra middag og frem til tidlig aften (35-40 grader), og sandet fornoejede sig med at laegge sig som et fint lag paa baade oere, naese, mund og hvor de tellers havde lyst til at laegge sig (over alt!).
Loerdag middag besluttede pigerne, at de ville tilbage til Windhoek mens Jonas, Saraj (en hollandsk udvekslingsstudent) og jeg ville tage nordpaa til Otjiwarongo for at se et gepardreservat og en krokodillefarm. Der var 8 geparder, som desvaerre ikke var alt for aktive omkring middagstid, men vi kom dog taet paa dem (7-8 meter), og deres levevilkaar paa reservatet maa absolut beskrives som gode og professionelle. Det anslaaes at omkring 20 % af verdens gepardbestand lever i Namibia - enten i den fri natur eller bag hegn. Formaalet med farmen er til dels at sikre gepardernes eksistens, men ogsaa at lukke dem ud i naturen igen. Nogle af dem har dog ikke laert de mest fundementale overlevelsesmetoder, da de hele deres liv har levet bag hegn, saa det ville ikke vaere forsvarligt at lukke dem ud i naturen.
Videre gik turen til en krokodillefarm, hvis formaal var lidt anderledes. Krokodillerne blev avlet med kommercielle hensigter, og blev solgt til restauranter og skindet brugt til fx. toej og punge. Der var 6 store hanner og 40 hunner i et bassin og 600 (!) smaa krokodiller paa et meget lille omraade omkring et andet bassin. Vi saa de store blive fodret med hoens som oftest blev slugt paa en enkelt mundfuld eller to. Naar vi kommer til Caprivi i nord kan vi se krokodillerne i deres naturlige omgivelser i baade Zambesi-floden og Okavango-floden.
Til slut skal der lyde en stor tak til jer der skriver til mig – bade under “comments” her paa siden eller til min mailadresse hrgroen@hotmail.com. Det er fedt at hoere fra jer hjemmefra, og jeg ser frem til de naeste mails.
Updatehilsen til Michael og Lasse. Savner at se NFL og fodbold med jer, men I kan tro jeg foelger med hernede. Selv namibianerne maatte tage hatten af for Daniel Aggers pletskud…(og Xabi Alonso fra midten igen igen) + 3-0 mod spurs. Premier League og den sydafrikanske liga er ret populaere hernede og vi kan foelge med via satellit hver weekend. FCK er ogsaa kommet paa verdenskortet i det sydlige Afrika via deres deltagelse i Champions League!
No comments:
Post a Comment