Weekenden mellem de to uger paa vores praktikskole Moses Van der Byl (udtales baijl) blev brugt paa at tage til Lüderitz i det sydvestlige Namibia. Jonas og jeg sad i en minibus hele vejen fra Windhoek til Lüderitz, hvilket er omkring 850 kilometer. I bedste afrikanerstil sad vi 16 pakket sammen i en minibus, hvor der kun var plads til 14 (!), og en overgang frygtede jeg for eksploderede knae eller laar, da bussen ikke var bygget til folk paa 1.90 eller derover. Paa forhaand vidste vi, at vi kun havde en hel dag i Lüderitz til at lege turister saa vi spaenede rundt fra morgen til aften i forsoeget paa at naa saa meget som muligt.
Spoegelsesbyen Kolmanskop blev turens foerste stop, hvor de tyske koloniherrer for omkring 100 aar siden opdagede diamanter. Efter en del hemmelighedskraemmeri slap hemmeligheden ud og i bedste Klondyke-stil valfartede folk til stedet for at proeve lykken og for at soege arbejde. Da der senere blev fundet stoerre og mere vaerdifulde diamanter laengere mod syd i Sydafrika blev Kolmanskops skaebne dermed beseglet, og folk flyttede fra byen. Tilbage stod en hel landsby med hospital, skole, bageri, slagteri, teater og kasino som blev offer for tidens tand og oerkenens langsomme men sikre overtagelse af byen. Saaledes laa nogle af bygningerne halvt begravet i sand og sand har det med (bitre erfaringer fra Soussouvlei!) at komme ind over alt, og ofte laa der op til to meter hoeje sandbunker inde i husene. Hvis du har set Stings musikvideo til ”Fields of gold” vil du maaske kunne danne et billede af hvordan byen saa ud engang – det var i hvert fald den association jeg fik, da vores meget kyndige guide levendegjorde byen med sine fortaellinger. I denne video gaar Sting rundt som guldsilhuet i en spoegelsesby og gennem denne silhuet kan man se det liv og de mennesker, der engang boede i byen. Uden om guldsilhuetten ser man kun den doede og forfaldne by fra den svundne tid.
Naar man som dansker er vant til vand og havets brusen er den namibiske oerken og den lave luftfugtighed i Windhoek nogle gange lidt af en proevelse og glaeden ved at se havet igen var stor. Hvad ville saa vaere mere oplagt end at tage af sted paa en 3 timer lang sejltur rundt om halvoen ved Lüderitz. Paa forhaand havde jeg laest lidt om dyrelivet i Lüderitz og som forventet saa vi delfiner, pingviner og saeler. Med lidt held havde vi ogsaa set hvaler, da de for det meste viser sig ud for Namibias kyster omkring det afrikanske foraar (vores efteraar), men desvaerre intet held. Heldigvis har jeg foer set kaskelothvaler ud for Kaikouras kyst paa New Zealand, saa skuffelsen var til at leve med. Under sejlturen forlystede delfinerne sig med at lave en mindre gymnastikopvisning ved staevnen til stor glaede for de blitzende turister. Pingvinerne og saelerne var lidt dovne og de noejedes med at kigge paa os i sikker afstand fra de smaa klippeoer. For Jonas blev sejlturen dog for meget og han maatte for en stund boeje sig ud over raelingen for at snakke med elgen.
Som naevnt i mine andre updates er Namibia paa mange maader paavirket af Tyskland og arkitekturen i Luderitz var saaledes ogsaa jugendstil (ogsaa kaldet typisk tysk!). Jeg tror ikke byen (med undtagelse af havnen) har aendret sig meget gennem de sidste 100 aar, og forfaldne bygninger og gadenavne som Bismarckstrasse og Nactigalstrasse dominerer stadigvaek byen. Der er to vigtige industrier i Lüderitz: diamanter og fiskeri. Diamantindustrien foregaar baade til lands og til soes, hvor smaa skibe stoevsuger havbunden, hvorefter diamanterne bliver filtreret fra. For hver gang man finder en diamant skal man sortere 250.000 sandkorn fra!
For tiden har fiskerne svaere vilkaar i Lüderitz, da den namibiske regering grundet overfiskeri har besluttet at stoppe al fiskeri i oktober, saa fiskebestanden har tid til at stabilisere sig.
Inden moerkets frembrud naaede vi at faa byens vartegn at se – die Felsenkirche (klippekirken), som ogsaa er af tysk oprindelse og arkitektur. Ganske hyggelig kirke paa toppen af byen og bygget som ordet siger oven paa klipper. Jeg er jo af nogen kendt som vaerende halvt tysker saa Lüderitz var lige mig!
Trods en aftale med en buschauffoer som skulle komme og hente os soendag kl 9, blev vi alligevel noedt til at soege andre transportmuligheder, da han aldrig moedte op. Flybilletter til Windhoek kostede 1500 kroner saa den sprang vi behaendigt over. I stedet forsoegte vi os trods en smule skepsis fra min side som blaffere hele vejen til Windhoek. Fortuna kommer nogle gange i uventede forklaedninger, men i hvert fald viste hun sig den dag i skikkelse af et ungt tysk aegtepar, et midaldrende namibisk aegtepar og til sidst en mekaniker. Som naevnt i starten var der 850 kilometer mellem Lüderitz og Windhoek og det var saaledes ogsaa den distance vi skulle tilbagelaegge som blaffere. Alle som tog os med op var meget hjaelpsomme, og fx. i firehjulstraekkeren havde vi vores egen madras (!), som hurtigt blev brugt til eftermiddagens tiltraengte Joergen Leth. Vi fik ogsaa cola og hot dogs af det midaldrende aegtepar – nice! Ingen af dem forlangte en eneste dollar for at tage os med, og vi blev naesten koert lige til doeren i Windhoek.
Gennem de sidste 250 kilometer fra Mariental til Windhoek sad vi paa ladet af en pick up med vind i haaret under aaben himmel (det er tilladt at sidde der som passager i Namibia!), og det markerede saaledes en glimrende afslutning paa weekenden.
Vi har stadigvaek en uge tilbage paa Moses Van der Bal primary school inden turen gaar til det noget groennere og mere frugtbare Caprivi – taet paa graensen til baade Botswana, Zambia og Zimbabwe.
Hvis du undrer dig over overskriften, er det fordi min farbror har vaeret med til at lave nogle maalinger paa havnen i Lüderitz.
Updatehilsen til Mogens, Karen, Christian og Line (og Mogens’ trek!)
No comments:
Post a Comment