Conquest of paradise

De to smaa oeer Chizumulu island og Likoma Island i Lake Malawi blev i omkring en uge skueplads for den danske viking, som i al beskedenhed valgte at kalde dem for paradis. Lange hvide sandstrande med mangotraeer og smaa palmer udgjorde sammen med de majestaetiske fiskeoerne, farverige firben og et naesten ubegribeligt antal insekter omgivelserne ved verdens niendestoerste soe. Danmark synes at vaere reduceret til et koldt og regnfuldt sted meget langt mod nord, og badevandet i ferskvandsoeen maa vaere et sted over 25 grader. Der var gode snorklemuligheder i soeen, og smaa orange, blaa, gule og sandfarvede fisk dominerede sammen med lilla krabber klipperne under overfladen. Jeg har dog flere ambitioner hvad dykning angaar efter Sarai og jeg fandt en bog om de bedste snorklesteder i verden. Mocambique, som er vores naeste maal, udmaerker sig ved de uendelige hvide sandstrande med koraller og fisk i alle taenkelige stoerrelser og farver. Verdens stoerste fisk, hvalhajen, er den naeste store oplevelse, som (forhaabentlig) venter. Efter at have laest en artikel I National Geographic om hvidhajer, er jeg ogsaa sikker paa, at det er noget der skal proeves – enten i Mocambique eller Sydafrika ved Cape Town.

Selve Malawi falder ganske godt i min smag. Rolige og imoedekommende folk som for det meste registrerer vores tilstedevaerelse som muzungu, som betyder hvid mand! I forhold til nogle af de andre lande vi har rejst rundt i, ser befolkningen i Malawi ikke ens tilstedevaerelse som en stor pengemaskine, men de fleste folk vil i stedet gerne snakke og bare spoerge hvordan det gaar, og hvor man kommer fra. Af og til har jeg indtrykket af, at vi er havnet i en gigantisk zoologisk have, da folk ganske indiskret stirrer undrende paa os. Isaer boernene er sjove, og man kan paa lang afstand hoere, at de har spottet en muzungu!Befolkningen i Malawi er meget cykelivrig og alt ligefra boern, hoens, braende, fisk og 3 meter brede straa bliver transporteret paa bagagebaereren. Ofte er det gamle rustne herrecykler, som bearer den til tider urimelige vaegt! Malawi er et af verdens fattigste lande hvad angaar BNP pr. Indbygger, men folk virker ikke til at vaere alt for paavirkede af de svaere forhold – det er maaske et spoergsmaal om tilvaenning og indstilling(?).

Det danske islaet i Malawi bestaar af Carlsberg (!), som er det suveraent stoerste bryggeri i landet. Alle ved hvad Carlsberg er, og naar jeg siger, at jeg kommer fra Danmark nikker folk genkendende, og siger at de gerne vil komme til Danmark og drikke oel!

Updatehilsen til moedregruppen paa seminariet
Line – socialminister og minister for udviklingsbistand
Helle – kultur- og boligminister
Kirsten – energiminister og minister for ligestilling

Okavangodeltaet

Tiden i Namibia er (desvaerre) slut og turen gaar nu videre til Botswana, hvor Okavangodeltaet var foerste stop. Sarai, min hollandske rejsemakker, og jeg valgte for tre dage at blive transporteret ud in the middle of nowhere for at leve af tun og vand og sove i telt taet paa loevernes jagtomraader. Vores kyndige (og ubevaebnede!) guide Nelson tog os med i sin mokoro (en slags kano) rundt i Okavangodeltaets smaa labyrinter af smaafloder og sumpe. Tre gaasafarier blev det til og vi saa zebraer, gnuer, elefanter, strudse og friske dyrespor fra blandt andet loever og hyaener. Vi gik rundt med en smule nervoesitet og adrenalin, da loever ganske lydloest og naesten usynligt kan bevaege sig rundt i det gule graes, men Nelson vidste aabenbart hvad han foretog sig.
Senere demonstrerede han sin kunnen og viden naar det drejer sig om at jage tre fuldvoksne hanelefanter vaek, som ellers var paa vej ind i vores lejr. Ganske behaendigt klappede han med vores hjaelp hoejlydt med haenderne, og det var aabenbart nok til at skraemme de store dyr vaek. Elefanterne valgte i stedet at graesse 100 meter vaek, hvor det naeste hold turister en halv time senere skulle slaa deres telte op.


Selve landskabet paa de smaa oeer i Okavangodeltaet baerer ogsaa praeg af elefantaktivitet, hvor de paa bedste bulldozermaner ploejer sig vej gennem det taette buskads og efterlader tydelige spor paa naesten alle buske og traeer.


Show off-flodhest med aabent gab - som skabt til turister!

Turen gaar nu videre til Lake Malawi, men for at komme dertil skal vi forest lige stifte bekendtskab med transportsystemet og vejnettet i Zambia…

Updatehilsen til Rasmus og Katrine

Update igen!

Beklager min manglende evne til at opdatere og jeg kender en vis fru Krogh paa Borgergade 17 i Stouby, som nok er lidt bekymret!
Siden sidst har jeg vaeret i Katima Mulilo i det nordoestlige Namibia, hvor vi ogsaa lige slog et smut forbi Victoria Falls paa Zimbabwe-siden. Stort at se et af verdens syv vidundere og et inferno af vand og vanddampe. Et utilgiveligt dyrt sted maa man sige, og der er ingen tillid til den zimbabwiske dollar saa alt bliver maalt og vejet i US-dollars. Horsebackriding og en kanotur paa Zambesi-floden blev det til for mit vedkommende og jeg kom meget taet paa en stor hanelefant, som aabenbart syntes saa godt om vores selskab, saa den besluttede sig for at foelge efter os, da vi proevede at forlade den!

Katima var ikke et vildt ophidsende sted, og eleverne havde en noget anderledes mentalitet end i Windhoek. Mange af dem var svaere at snakke med selvom alle taler engelsk. Jeg tror bare folk var mere individuelle og (reserverede?) end i Windhoek. I hvert fald savnede jeg hovedstaden mens jeg var i Katima, men jeg ville ikke vaere denne oplevelse foruden. Der var kun faa initiativer til aftenaktiviteter saasom fodbold, volleyball, netball, kor eller lignende som vi eller aktivt tog del i i Windhoek. Vi moedte selvfoelgelig ganske soede og aabne folk i Katima, men alt i alt var det svaerere at begaa sig rent socialt i nordoest. Et af de mindre charmerende traek ved Katima (maaske hele Namibia?) var, at der laa skrald over alt trods forsoeg paa at informere om ”do not litter”. Efter en mindre opsang (!) fra Marie-Louise lykkedes det at faa ryddet op paa skolen og det saa ganske paent ud i vores oejne da vi forlod stedet. Vi tror det skyldes at folk ganske enkelt ikke er vant til at se skraldespande, der hvor de kommer fra.
Ganske pludselig blev der ogsaa lukket for vandet, hvilket betoed at folk ikke kunne komme i bad eller fx. vaske deres bestik eller tallerkener. Skolen havde ikke betalt vandregningen, vi badede i Zambesi-floden paa et krokodillesikret sted for at slippe af med svedlugten og for at blive koelet ned i den ulidelige middagshede.

Tilbage i Windhoek nu, hvor vi mangler at skrive en evalueringsrapport inden vi kan tage af sted. Jeg overtalte vores hollandske medstuderende til at vi skal rejse rundt sammen i det sydlige Afrika selvom hun skulle hjem i starten af november. I stedet rejser vi til Botswana, Lake Malawi, Mocambique og Cape Town. Paa et eller andet tidspunkt siger jeg farvel til hende, da hun skal hjem til Nederlandene den 28.november.

Updatehilsen til de to Niels Leo-juniorer!