The beagle has landed

Fødderne på dansk grund igen og det der skulle være et fladt sneklædt landskab i december er afløst af noget, der minder om en gennemsnitlig dansk oktober eller november. To piger som jeg boede på værelse med i Cape Town, hvoraf den ene ligesom jeg har gået på Hellebjerg idrætsungdomsskole, havde advaret mig lidt om den fraværende danske vinter, men alligevel blev jeg ret overrasket, da jeg tjekkede internettet med nyheder og vejrudsigt fra Danmark.
Jeg brugte de sidste dage i Afrika og de første dage i Danmark på at tænke over, hvad der egentlig er sket de sidste fire måneder. Hvad kan jeg tage med fra sådan en tur? Spørgsmålet er vel snarere – hvad kan jeg ikke tage med? Ganske få ting er svaret. Hver eneste dag bragte nye oplevelser, erfaringer og indtryk, som jeg med tiden nok vil indse, har påvirket mig mere end jeg har regnet med – både fagligt og menneskeligt. Kan jeg sætte ord på det? – kun i utilstrækkelig og ufuldendt form. Hvis du selv har haft en speciel oplevelse, kan det sikkert være svært at dække alle de aspekter, facetter og momenter, som gjorde oplevelsen unik.
Jeg så en hverdag, som jeg aldrig før har set og heldigvis var det over længerevarende tid (i Namibia), som giver en bedre mulighed for at kunne gå i dybden med den verden og forstå de folk, der lever i den. I et af mine andre indlæg her på bloggen kaldte jeg de 5 uger efter tiden i Namibia for en spurt gennem Afrika, og det giver også oplevelser - sjældent dybdegående men på en måde også berigende. Jeg var tit begrænset til det jeg kunne se gennem den sammensatte tape (også kaldt vinduet!) i minibussen. Det er let at sige, "at man har fået udvidet horisonten", men hvad betyder det, når folk siger det? – det er en af grundene til, at jeg kun kan beskrive turen i utilstrækkelig og ufuldendt form.
Hvordan forklarer man det indtryk det giver, når man i 14 dage befinder sig i det område, hvor verdens måske højeste AIDS-procent florerer (41 % i området på grænsen til Angola i det nordlige Namibia)? Kan man sætte ord på det, når man underviser en klasse, hvor omkring halvdelen af børnene har mistet mindst en forælder og kun sjældent får morgenmad, og skal gå op til fem kilometer for at komme i skole? Hvilket indtryk vil det give dig, hvis du for første gang ser en township, når du ved, at to kilometer derfra ligger et nyt præsidentpalads til flere millioner statsejede og forkertbrugte dollars? Hvad siger du til et barn, som kigger op på dig og på lidt lommefilosoferende manér spørger, hvorfor han selv er sort, og jeg er hvid? Hvad holder folk i gang i fattigdommen, og hvilken påvirkning får man, når man ser deres evne til at nøjes med det de har, og holde tankerne fra det de aldrig kan opnå? Hvad skal jeg mene om, at Coca-Cola og kirker er det eneste, som man kan være sikker på at se i praktisk talt alle landsbyer? Hvordan reagerer jeg, når en aggressiv hunelefant angriber min bil, når jeg svømmer ved siden af øjet på en hvalhaj, og når jeg i kort sekund har øjenkontakt med dødens gab? Hvorfor blev jeg stærkere knyttet til tilfældige folk, som jeg mødte på turen, og hvorfor var der nogen, som jeg gjorde en indsats for at undgå?! Kan jeg med de nødvendige og relevante ord beskrive den fornemmelse det giver, når jeg for første gang ser en lærer afstraffe et barn fysisk? Hvad med Sydafrikas hårrejsende statistikker fra trafikken og Johannesburg? Hvad med kolonitidens spøgelser som stadig hjemsøger de nu selvstændige lande, stupide turister og faren for landminer i Mocambique?
I visse situationer bliver man tavs, og man har brug for nogle sekunder til at fordøje det. Ofte kan jeg ikke sætte det i perspektiv, da jeg ikke ved, hvad jeg skal sammenligne det med. Uanset oplevelsernes brutalitet eller skønhed er jeg glad for at have oplevet det, og jeg føler mig rigere men ikke mæt på oplevelser. Alle refleksioner kan jeg ikke gengive her, da det til dels vil fylde for meget (!), men også fordi jeg ikke altid kan beskrive det med de rette ord og vendinger. De fleste oplevelser er også subjektive, hvilket betyder, at du sikkert vil opleve situationen anderledes end jeg oplevede den. Man ser forskellige ting, og dine øjne vil sikkert opfange andre signaler end mine og omvendt.

Når man har været væk fra Danmark i et stykke tid er der visse ting, som man "glemmer" om det at være dansker. Jeg håber ikke, at jeg træder nogen over tæerne ved at sige, at danskere er blandt de mindre sympatiske rejsefolk. En grov generalisering måske, men jeg blev lynhurtigt mindet om det, da jeg sad og ventede på flyet fra Frankfurt til Billund, som var forsinket. Gennem mine andre rejser rundt (især i Europa) har jeg tit oplevet danskere som ret utilfredse, brokkende og til tider lidt ubehøvlede, hvis tingene ikke lige fungerer (præcis) efter planen. Jeg har spekuleret lidt over hvorfor: Er det dårlig opdragelse, (for) høje forventninger, den høje levestandard eller tilstanden, hvor man ikke rigtig ved, hvad man skal sige, og så er det oftest lettere at brokke sig end at være tavs optimist?
Min reaktion var at sætte mig over i et andet hjørne af ventesalen, da jeg egentlig sad og blev lidt trist til mode på grund af hr. og fru Danmark, som ikke kunne komme hjem og den sædvanlige danske ironi og sarkasme blev krydret med en del eder og forbandelser over flyselskabet.
Når alt dette er sagt skal det selvfølgelig siges, at masser af danskere rejser rundt og ganske fornuftigt suger til sig at de oplevelser de får, og hvis plan A ikke fungerer, som man har tænkt sig, er man dog stadigvæk i live!
Der var to små leveregler, som jeg hurtigt fik indopereret, da jeg stiftede bekendtskab med afrikanernes måde hvorpå de planlægger og gennemfører fx transportsystemet eller uddannelsessystemet. "When in Rome – act like the Romans" og "I ain’t gonna stop the rain by complaining". Visse ting ligger ganske enkelt uden for ens egen rækkevidde, og man kan egentlig bare stå og vente på, hvad der sker og handle derefter. Det hører vel til det, man kalder for kultur og normer, og man kommer til at kæmpe en hård kamp mod årtiers (århundreders) underforståede leveregler og livsopfattelser, hvis man ønsker at ændre på det. I vores foretrukne transportform, minibussen, gjaldt reglen f.eks. om, at "når bussen er fuld, kører den". Så står man der med alle sine talenter og vaner fra Danmark og tænker på, hvor dumt det er at vente her i op til 5,6 eller 7 timer på at blive transporteret 400 kilometer, når man ønsker at være på stedet så hurtigt som muligt. Resultatet er og bliver, at man ikke kan gøre noget, så hvorfor egentlig bruge en masse tid og energi på at brokke sig?
Rejsen i Afrika er nu slut, og jeg har haft stor glæde at kunne skrive her på bloggen. Det er udfordrende og spændende at sætte ord på hverdag, som jeg siden 15.august har forsøgt at etablere på et andet kontinent. Når jeg engang får styr på alle mine billeder fra turen (ca. 2500!), håber jeg på at kunne lægge nogle af de bedste shots ind, da det for dig som læser sikkert giver et bedre indtryk af turen.
Endnu engang vil jeg sige tak til de folk, som har lagt små kommentarer ind her på hjemmesiden eller skrevet til mig på hrgroen@hotmail.com.

“You’ll never see the end of the road while you’re traveling with me”

Et naesten skraemmende faktum er ved at gaa op for mig – jeg skal snart forlade Afrika og saette foedderne paa dansk grund igen. Hverdagen vil starte og boblen, som jeg har levet i hernede, vil snart briste og tyske verber, bakkerne i Aarhus og juleraeset venter lige om hjoernet. Hvad goer jeg saa for at skubbe det kolde Europa ud af tankerne? Gaar paa jagt efter opfyldelse af nogle drengedroemme, som paa et eller andet tidspunkt skulle afproeves. Gennem det meste af min barndom har jeg set naturprogrammer paa TV og vaeret fascineret af de store rovdyr i Afrika – paa landet og i vandet.

Kruger National Park byder paa alt hvad man kan forvente af Afrikas beroemte dyreliv, og det var med stor glaede (naermest undren), at vi spottede en leopard, som for det meste er meget sky og kun nataktive. Selve Kruger er 360 kilometer lang og 60-70 kilometer bred, og lige nu arbejder man paa at lave en gigantisk park i samarbejde med Mocambique paa tvaers af landegraensen mellem de to lande. Vegetationen er paa denne tid af aaret taet, groen og frodig, hvilket goer det til en stoerre udfordring at spotte dyrene i forhold til Etoshas lange og oede sletter med en sparsom maengde skjulesteder. De sjaelde og truede sorte og hvide naesehorn saa vi 20 af (!), og store elefantflokke med aggressive moedre angreb paa et tidspunkt vores bil, da vi kom for taet paa en unge. Resultatet blev hjulspin og et adrenalinkick, da elefanter let kan lave kartoffelmos af en bil, hvis de har lyst. Paa et tidspunkt maette vi i sikker afstand koere efter en stor hanelefant i 20 minutter, da den aabenbart mente at asfalten var det bedste at gaa paa og vi havde ikke lyst til at overhale...Afrikas maaske sjoveste dyr, kamaeleonen, saa vi ogsaa samt flodheste, krokodiller, vandboeffler, vandbukke, giraffer, skildpadder, bavianer, zebraer, gnuer, kuduer og utallige impalaer.

Ved Gaansbai Cape Town, som er den sidste destination inden Europa, var det tid til at moede verdens maaske mest beroemte, berygtede og misforstaaede draeber. Med det karakteristiske Miguel Indurain-smil, en snigende og naesten usynlig tilstedevaerelse har den hvide haj fascineret masserne og dannet grobund for myter, rygter, nysgerrighed, frygt og kult. Ordren fra kaptajnen gik paa, at vi skulle holde oeje med graabrune skikkelser ved vandoverfladen, og i de foerste fem minutter efter tunstykkerne bliver sat i vandet, har man oejne paa stilke, og alt hvad der roerer sig i vandoverfladen, bliver intuitivt tolket som den store hvide haj. Foerst da jeg havde besluttet mig for at den ikke kommer lige foreloebig bliver vandoverfladen brudt af en kolos paa 4-5 meter, som ganske elegant aabner gabet, saetter taenderne i tunen og traekker den ned i dybet. Hvad goer man saa? Man hopper i en vaadedragt og saetter foedderne ned i hajsikret bur fyldt med bidemaerker og venter paa at den naeste skal komme forbi. 10 minutter er en evighed at vente paa noget, som kan komme fra alle taenkelige retninger og som ved hvor du er men ikke omvendt. Naar man ser taenderne og de sorte oejne gennem dykkermasken, gyser det lidt og jeg ved ikke helt, hvilket ben jeg skal staa paa. Med et enkelt slag med halen forsvinder den fra min sparsomme synsvidde i vandet, og jeg ser den ikke igen. Tilbage paa baaden kan jeg i en folder fornoeje mig med, at der er stoerre chance for at blive slaaet ihjel af en faldende kokosnoed end ved et angreb fra the great whtie!

Paa den hoejhellige 12. december skulle et af Cape Towns vartegn bestiges. Det 1073 meter hoeje Table Mountain skulle forceres paa en klatretur i sveddryppende 1 time og 20 minutter. Paa toppen ventede beloenningen i form af udsigten over hele Cape Town, hvis 3 millioner indbyggere er presset sammen mellem bjergene og stranden i en tynd men lang stribe af rigmandsvillaer, hoejhuse og lange boulevarder. Det legendariske Robben Island, hvor Nelson Mandela sad faengslet ligger et stykke ude i bugten til stor glaede for de obligatoriske blitzende japanere og tyskere. Cape Town er og et turistmekka/helvede og ligesom paa New Zealand er man aldrig i tvivl om, at der er japs i naerheden. Om 4 aar kommerCape Town til at danne en smuk skueplads for en af vaertsbyerne ved VM i fodbold.

Den sidste tid i Afrika skal nydes og en ting ved jeg med sikkerhed. De mange oplevelser, kilometer, indtryk, kulturer, inspirationer og forskelligheder har givet mig lyst til mere og isaer Nordamerika lokker. Af mine lidt spontane og til tider vilde ambitioner ser jeg mig selv i Nordamerika inden for en overskuelig fremtid.

Updatehilsen til min gamle gymnasieveninde Birtchen og Juliane Siv Korterman Jauch, som hjaelper mig med at soege bolig i Aahus, men jeg har vaeret vaek.

The gentle giant

I vores tur gennem Afrika, som nogle gange minder om en spurt, naaede vi til Mocambique, hvor vi paa forhaand havde udset os oestkysten, som goer sig bemaerket ved sine lange hvide sandstrande og fremragende snorkleforhold. Vi snorklede ud for en oegruppe (Bazaruto archipelago) og saa en masse farverige fisk og enkelte koraller langs et rev. Dejligt at se det indiske ocean, som laenge har vaeret paa min (uendelige) liste over steder jeg gerne vil se.
Hoejdepunktet paa turen ned langs oestkysten kom, da vi naaede Tofo omkring 400 kilometer nord for hovedstaden Maputo. Verdens stoerste fisk, hvalhajen, ventede paa os taet paa kysten, og vi saa hele tre af dem. De svoemmer gerne taet paa overfladen, hvor de nogle gange aabner deres enorme gab for at spise plankton. Jeg svoemmede i omkring 30 sekunder ud for det ene oeje paa to af hvalhajerne inden de forsvandt ned i dybet. Mit bedste gaet er, at de var omkring 8 meter, men de fuldvoksne kan blive 15-18 meter. Desvaerre havde vi ikke tilladelse til at roere dem, men det var meget fristende at tage fat i en af finnerne og glide med. Stor oplevelse igen igen, og den naeste date jeg har under overfladen er ved Gaansbai, Cape Town hvor den store hvide haj huserer.


Morgenstemning ved det indiske ocean

Mocambique er ligesom Malawi et af verdens fattigste lande, som blev haerget af en altoedelaeggende borgerkrig gennem 17 aar, hvor de vaerste efterladenskaber bestaar af landminer, som man endnu ikke har fjernet. Det er strengt forbudt at gaa en tur ud i landskabet, da ingen har kortlagt landminernes lokationer, og man skal holde sig til de stier der allerede er der, og bedst muligt blive paa de asfalterede omraader. Den sydlige del af Mocambique er dog vaesentlig forbedret, og det taette oekonomiske samarbejde med Sydafrika ser ud til at goere landet en del gavn. Den nordlige del af Mocambique er derimod sat en del aar tilbage i udviklingen, og der er vist ikke udsigt til, at der sker noget lige foreloebig. Derfor valgte vi ogsaa at undgaa den nordlige del, da vi skulle videre fra Malawi, og vi maaske kunne sidde fast paa ubestemt tid, da transportsystemet heller ikke rigtigt fungerer paalideligt.
Ligesom Malawi er Mocambique et meget smukt land med rullende groenne bakker med smaa traer og etagemarker, og enkelte gange har man en naesten uendelig udsigt over landskabet helt ud til det indiske ocean.

Lige nu er vi tilbage i Sydafrika, hvor vi har lejet en bil og er paa vej ind i det folk beskriver som verdens maaske bedste nationalpark – Kruger National Park.

Updatehilsen til Signe, Peter og Asger