The beagle has landed

Fødderne på dansk grund igen og det der skulle være et fladt sneklædt landskab i december er afløst af noget, der minder om en gennemsnitlig dansk oktober eller november. To piger som jeg boede på værelse med i Cape Town, hvoraf den ene ligesom jeg har gået på Hellebjerg idrætsungdomsskole, havde advaret mig lidt om den fraværende danske vinter, men alligevel blev jeg ret overrasket, da jeg tjekkede internettet med nyheder og vejrudsigt fra Danmark.
Jeg brugte de sidste dage i Afrika og de første dage i Danmark på at tænke over, hvad der egentlig er sket de sidste fire måneder. Hvad kan jeg tage med fra sådan en tur? Spørgsmålet er vel snarere – hvad kan jeg ikke tage med? Ganske få ting er svaret. Hver eneste dag bragte nye oplevelser, erfaringer og indtryk, som jeg med tiden nok vil indse, har påvirket mig mere end jeg har regnet med – både fagligt og menneskeligt. Kan jeg sætte ord på det? – kun i utilstrækkelig og ufuldendt form. Hvis du selv har haft en speciel oplevelse, kan det sikkert være svært at dække alle de aspekter, facetter og momenter, som gjorde oplevelsen unik.
Jeg så en hverdag, som jeg aldrig før har set og heldigvis var det over længerevarende tid (i Namibia), som giver en bedre mulighed for at kunne gå i dybden med den verden og forstå de folk, der lever i den. I et af mine andre indlæg her på bloggen kaldte jeg de 5 uger efter tiden i Namibia for en spurt gennem Afrika, og det giver også oplevelser - sjældent dybdegående men på en måde også berigende. Jeg var tit begrænset til det jeg kunne se gennem den sammensatte tape (også kaldt vinduet!) i minibussen. Det er let at sige, "at man har fået udvidet horisonten", men hvad betyder det, når folk siger det? – det er en af grundene til, at jeg kun kan beskrive turen i utilstrækkelig og ufuldendt form.
Hvordan forklarer man det indtryk det giver, når man i 14 dage befinder sig i det område, hvor verdens måske højeste AIDS-procent florerer (41 % i området på grænsen til Angola i det nordlige Namibia)? Kan man sætte ord på det, når man underviser en klasse, hvor omkring halvdelen af børnene har mistet mindst en forælder og kun sjældent får morgenmad, og skal gå op til fem kilometer for at komme i skole? Hvilket indtryk vil det give dig, hvis du for første gang ser en township, når du ved, at to kilometer derfra ligger et nyt præsidentpalads til flere millioner statsejede og forkertbrugte dollars? Hvad siger du til et barn, som kigger op på dig og på lidt lommefilosoferende manér spørger, hvorfor han selv er sort, og jeg er hvid? Hvad holder folk i gang i fattigdommen, og hvilken påvirkning får man, når man ser deres evne til at nøjes med det de har, og holde tankerne fra det de aldrig kan opnå? Hvad skal jeg mene om, at Coca-Cola og kirker er det eneste, som man kan være sikker på at se i praktisk talt alle landsbyer? Hvordan reagerer jeg, når en aggressiv hunelefant angriber min bil, når jeg svømmer ved siden af øjet på en hvalhaj, og når jeg i kort sekund har øjenkontakt med dødens gab? Hvorfor blev jeg stærkere knyttet til tilfældige folk, som jeg mødte på turen, og hvorfor var der nogen, som jeg gjorde en indsats for at undgå?! Kan jeg med de nødvendige og relevante ord beskrive den fornemmelse det giver, når jeg for første gang ser en lærer afstraffe et barn fysisk? Hvad med Sydafrikas hårrejsende statistikker fra trafikken og Johannesburg? Hvad med kolonitidens spøgelser som stadig hjemsøger de nu selvstændige lande, stupide turister og faren for landminer i Mocambique?
I visse situationer bliver man tavs, og man har brug for nogle sekunder til at fordøje det. Ofte kan jeg ikke sætte det i perspektiv, da jeg ikke ved, hvad jeg skal sammenligne det med. Uanset oplevelsernes brutalitet eller skønhed er jeg glad for at have oplevet det, og jeg føler mig rigere men ikke mæt på oplevelser. Alle refleksioner kan jeg ikke gengive her, da det til dels vil fylde for meget (!), men også fordi jeg ikke altid kan beskrive det med de rette ord og vendinger. De fleste oplevelser er også subjektive, hvilket betyder, at du sikkert vil opleve situationen anderledes end jeg oplevede den. Man ser forskellige ting, og dine øjne vil sikkert opfange andre signaler end mine og omvendt.

Når man har været væk fra Danmark i et stykke tid er der visse ting, som man "glemmer" om det at være dansker. Jeg håber ikke, at jeg træder nogen over tæerne ved at sige, at danskere er blandt de mindre sympatiske rejsefolk. En grov generalisering måske, men jeg blev lynhurtigt mindet om det, da jeg sad og ventede på flyet fra Frankfurt til Billund, som var forsinket. Gennem mine andre rejser rundt (især i Europa) har jeg tit oplevet danskere som ret utilfredse, brokkende og til tider lidt ubehøvlede, hvis tingene ikke lige fungerer (præcis) efter planen. Jeg har spekuleret lidt over hvorfor: Er det dårlig opdragelse, (for) høje forventninger, den høje levestandard eller tilstanden, hvor man ikke rigtig ved, hvad man skal sige, og så er det oftest lettere at brokke sig end at være tavs optimist?
Min reaktion var at sætte mig over i et andet hjørne af ventesalen, da jeg egentlig sad og blev lidt trist til mode på grund af hr. og fru Danmark, som ikke kunne komme hjem og den sædvanlige danske ironi og sarkasme blev krydret med en del eder og forbandelser over flyselskabet.
Når alt dette er sagt skal det selvfølgelig siges, at masser af danskere rejser rundt og ganske fornuftigt suger til sig at de oplevelser de får, og hvis plan A ikke fungerer, som man har tænkt sig, er man dog stadigvæk i live!
Der var to små leveregler, som jeg hurtigt fik indopereret, da jeg stiftede bekendtskab med afrikanernes måde hvorpå de planlægger og gennemfører fx transportsystemet eller uddannelsessystemet. "When in Rome – act like the Romans" og "I ain’t gonna stop the rain by complaining". Visse ting ligger ganske enkelt uden for ens egen rækkevidde, og man kan egentlig bare stå og vente på, hvad der sker og handle derefter. Det hører vel til det, man kalder for kultur og normer, og man kommer til at kæmpe en hård kamp mod årtiers (århundreders) underforståede leveregler og livsopfattelser, hvis man ønsker at ændre på det. I vores foretrukne transportform, minibussen, gjaldt reglen f.eks. om, at "når bussen er fuld, kører den". Så står man der med alle sine talenter og vaner fra Danmark og tænker på, hvor dumt det er at vente her i op til 5,6 eller 7 timer på at blive transporteret 400 kilometer, når man ønsker at være på stedet så hurtigt som muligt. Resultatet er og bliver, at man ikke kan gøre noget, så hvorfor egentlig bruge en masse tid og energi på at brokke sig?
Rejsen i Afrika er nu slut, og jeg har haft stor glæde at kunne skrive her på bloggen. Det er udfordrende og spændende at sætte ord på hverdag, som jeg siden 15.august har forsøgt at etablere på et andet kontinent. Når jeg engang får styr på alle mine billeder fra turen (ca. 2500!), håber jeg på at kunne lægge nogle af de bedste shots ind, da det for dig som læser sikkert giver et bedre indtryk af turen.
Endnu engang vil jeg sige tak til de folk, som har lagt små kommentarer ind her på hjemmesiden eller skrevet til mig på hrgroen@hotmail.com.