The gentle giant

I vores tur gennem Afrika, som nogle gange minder om en spurt, naaede vi til Mocambique, hvor vi paa forhaand havde udset os oestkysten, som goer sig bemaerket ved sine lange hvide sandstrande og fremragende snorkleforhold. Vi snorklede ud for en oegruppe (Bazaruto archipelago) og saa en masse farverige fisk og enkelte koraller langs et rev. Dejligt at se det indiske ocean, som laenge har vaeret paa min (uendelige) liste over steder jeg gerne vil se.
Hoejdepunktet paa turen ned langs oestkysten kom, da vi naaede Tofo omkring 400 kilometer nord for hovedstaden Maputo. Verdens stoerste fisk, hvalhajen, ventede paa os taet paa kysten, og vi saa hele tre af dem. De svoemmer gerne taet paa overfladen, hvor de nogle gange aabner deres enorme gab for at spise plankton. Jeg svoemmede i omkring 30 sekunder ud for det ene oeje paa to af hvalhajerne inden de forsvandt ned i dybet. Mit bedste gaet er, at de var omkring 8 meter, men de fuldvoksne kan blive 15-18 meter. Desvaerre havde vi ikke tilladelse til at roere dem, men det var meget fristende at tage fat i en af finnerne og glide med. Stor oplevelse igen igen, og den naeste date jeg har under overfladen er ved Gaansbai, Cape Town hvor den store hvide haj huserer.


Morgenstemning ved det indiske ocean

Mocambique er ligesom Malawi et af verdens fattigste lande, som blev haerget af en altoedelaeggende borgerkrig gennem 17 aar, hvor de vaerste efterladenskaber bestaar af landminer, som man endnu ikke har fjernet. Det er strengt forbudt at gaa en tur ud i landskabet, da ingen har kortlagt landminernes lokationer, og man skal holde sig til de stier der allerede er der, og bedst muligt blive paa de asfalterede omraader. Den sydlige del af Mocambique er dog vaesentlig forbedret, og det taette oekonomiske samarbejde med Sydafrika ser ud til at goere landet en del gavn. Den nordlige del af Mocambique er derimod sat en del aar tilbage i udviklingen, og der er vist ikke udsigt til, at der sker noget lige foreloebig. Derfor valgte vi ogsaa at undgaa den nordlige del, da vi skulle videre fra Malawi, og vi maaske kunne sidde fast paa ubestemt tid, da transportsystemet heller ikke rigtigt fungerer paalideligt.
Ligesom Malawi er Mocambique et meget smukt land med rullende groenne bakker med smaa traer og etagemarker, og enkelte gange har man en naesten uendelig udsigt over landskabet helt ud til det indiske ocean.

Lige nu er vi tilbage i Sydafrika, hvor vi har lejet en bil og er paa vej ind i det folk beskriver som verdens maaske bedste nationalpark – Kruger National Park.

Updatehilsen til Signe, Peter og Asger