Hermann Gmeiner Primary School

Vores foerste uge i praktikken er overstaaet paa en skole, som hedder SOS Hermann Gmeiner Primary School (1.-7. klasse). Eleverne var meget disciplinerede og hoeflige, og jeg blev tiltalt enten som mister Sting, sir eller Titja (teacher)! Alle skoledage bliver indledt med et laerermoede paa laerervaerelset med dagens informationer og evt. debat. I klasserne starter dagen med et fadervor, som udfoeres staaende med lukkede oejne og siges i kor. Laereren siger derefter ”Good morning grade 6”, hvorefter eleverne svarer i kor ”Good morning teacher(s)” – foerst naar dette er overstaaet og laereren siger ”please be seated” maa eleverne saette sig. Der er op til 40 elever i klasserne, og alle baerer skoleuniform (lovpligtigt), som man kan se paa billedet. Jeg skulle ogsaa have lange bukser paa og dresscoden skulle vaere ”paen”. Skolen starter 7.10 og slutter 13.10, saa gennem hele ugen er vi staaet op kl 5.50. Skoledagen afsluttes ogsaa med en boen.
Heldigvis var jeg kommet i en klasse som ogsaa havde idraet, og blev dermed ogsaa vidne til den absolut mest populaere sport blandt drengene - fodbold. Op til 40 drenge spurter rundt paa en grusbane (der er for toert til, at der kan gro graes), og skoene floej rundt om oerene paa os, naar der blev skudt paa maal. Et stoerre kaos maa man sige, og jeg gad nok vide om eleverne nogensinde har hoert om en almindelig 4-4-2! Oftest er drengene gode driblere og hurtige paa foedderne, men de ved sjaeldent, hvor den naermeste medspiller staar.
Boernene var rigtigt soede og meget spoergelystne. Jeg stod ved tavlen og svarede paa spoergsmaal om Danmark lige fra stoerrelse, moentfod, teenagefoedsler, AIDS, sne, bistandshjaelp, naturressourcer, skolesystemet og faunaen. Flere af dem havde flere spoergsmaal efter timen, og de ville meget gerne have haandtryk! Namibia har desvaerre den hoejeste procentsats af AIDS-ramte indbyggere, og det kom som et chok for dem at det naermest er et ikke-eksisterende problem i Danmark – paa aarsbasis bliver der registreret 18.000 nye tilfaelde i Namibia dvs. 50 nye tilfaelde om dagen. I oevrigt lever 25 af verdens 40 millioner AIDS-ramte syd for Sahara med Namibia som en lidt trist verdensrekordholder.

En del af forklaringen paa elevernes lydige opfoersel skyldes maaske, at der stadigvaek eksisterer vold mod eleverne. Jeg var ikke selv vidne til vold, men Jonas hoerte uden for et klasselokale, at laereren havde linealen fremme og eleven fik nogle rap over fingrene. Marie-Louise oplevede ogsaa lussinger i en klasse. Den namibiske grundlov siger dog, at det ikke er tilladt, men det forholder sig nogle gange saadan, at foraeldrene giver deres samtykke til volden, hvis boernene fx. ikke har lavet lektier eller opfoerer sig uartigt. Vi naevnte det for skoleinspektoeren, som fremhaevede det paa et laerermoede, men hun skred ikke til handling over for laererne, som i mine oejne skulle fyres paa stedet...En af laererne forklarede (undskyldte) sig over for Jonas, men spoergsmaalet er vel stadigvaek om man kan retfaerdiggoere vold, hvis foraeldrene giver deres samtykke – i mine oejne nej. Af og til registrede vi ogsaa, at boernene fx. beskyttede deres ansigter, naar laererne med fx. en lineal eller kuglepen i haanden kom taet paa dem som om de forventede, at laereren skulle til at slaa dem – et ikke alt for heldigt reaktionsmoenster...

I loebet af ugen fik vi ogsaa tid til at besoege det namibiske parlament, hvor vi overvaerede en hoering om et krav fra det namibiske folk til Tyskland om at kompensere for folkedrabet begaaet af de tyske koloniherrer mod herero- og damarafolket i perioden 1904-1908. Saa vidt jeg er orienteret har Namibia uden held foer forsoegt at faa kompensation, men det virker stadigvaek til at vaere noget, der sidder dybt i den enkelte namibianer (75 % af Hererofolket blev udryddet), og jeg gaar staerkt ud fra, at det sidste ord ikke er blevet sagt i den sag. I hvert fald kom der et betydeligt bifald og anerkendende nik fra salen efter talen. Og guess what: jeg kom i fjernsynet paa den namibiske tv-station NBC, som havde lavet optagelser fra hoeringen. Kun lige et kort klip, hvor der blev filmet ud paa publikum men alligevel er det lidt underholdende at se sig selv paa skaermen.

I naeste uge skal vi i praktik paa en ny skole i den noget fattigere bydel Katutura, saa jeg er spaendt paa at se, hvad det bliver for noget.

Updatehilsen til Lasse og Lene Schultz!

Bzzzzz…stik, sand, moededisciplin og de beroemte afrikanske rytmer

De foerste tre uger i skolen er snart overstaaet og jeg kan passende give et par reflektioner over skolen og eleverne. Det skal helt klart hedde sig, at alle (eleverne, laererne og personalet) er rigtig soede og imoedekommende og vi er blevet taget meget paent imod. Vi har ogsaa laert eleverne at kende fra den mere sociale og fritidsmaessige side, hvilket vi ogsaa blev opfordret til at goere fra starten.
Vi har dog oplevet en del timeaflysninger, og jeg tror faktisk ikke jeg har haft en hel efter skemaet planlagt dag endnu. Informationer om aflysninger eller timeflytninger er svaere at finde og laererne faar det heller ikke kommunikeret ud til eleverne. En anden ting er at moede til tiden! – vi har joket lidt med, at vi hver morgen moeder kl 7.40 europaeisk tid som vi skal, mens eleverne moeder 8.10 afrikansk tid. Det er nok i hoejere grad en vestlig tradition/levemaade/pligt at vaere afhaengig af sit ur…
Hvis du en dag skulle komme til Afrika, kan jeg varmt anbefale dig at opsoege et kor paa fx. en skole. Vi har vaeret med i skolekoret tre gange og alle rygter om afrikanerne taler sandt paa dette punkt – de er simpelthen foedt med rytme, bevaegelse og glaede hvad angaar sang og dans! Isaer den energi og power de laegger i deres stemmer er ganske enkelt enestaaende og man skal synge (skrige/skraale) igennem for at kunne hoere sig selv. Jeg kunne ikke lade vaere med at sende en tanke tilbage til min efterskoletid, hvor vi ogsaa sang en del, men ofte var man bange for at synge igennem for taenk nu hvis naboen kunne hoere dig! Vi synger ofte traditionelle stammesange kombineret med faste bevaegelser, hvor gele og budding i hele kroppen ofte kan vaere til stor hjaelp. Jeg bliver drillet med, at min dans minder lidt om Robocop eller de robotter man ser paa bilfabrikker, men jeg synes faktisk selv, at det gaar fint!

Siden april har jeg faktisk ikke roert en volleyball og jeg kunne med glaede konstatere at skolen har et hold, som jeg fik lejlighed til at traene med. Niveauet i Namibia er hoejere end jeg havde forventet, og jeg tror godt at nogle af holdene kunne begaa sig paa divisionsniveau i Danmark. Problemet for traenerne er, at folk ikke altid er lige gode til at moede op, og dermed er det svaert at skabe kontinuitet, niveau og udvikling. Ligesom i Danmark skal volleyball kaempe med andre sportsgrene om udoevere og isaer fodbold fanger drengenes opmaerksomhed, mens de piger (hvis de dyrker sport) ofte kaster deres kaerlighed paa netball (en slags basketball uden plade bag kurven, som jeg ogsaa oplevede paa New Zealand)

I den netop overstaaede weekend tog vi til Soussuvlei, som har verdens stoerste sandklitter. De kan blive helt op til 300 meter hoeje, og de er for det meste paprikafarvede og isaer i morgentimerne kan solen lege med farverne og mit kamera var roedgloedende (se evt. billedet under mit indlaeg “stay in touch” her paa siden). Der var ogsaa strudse, oryxer, springboks og jordegern paa sletterne mellem klitterne. Vi saa (desvaerre) ikke noget til de slanger, gekkoer og edderkopper som ellers er derude, men myriader af spor paa klitterne afsloerede den livlige aktivitet om natten, hvor temperaturen er noget lavere. Jeg sov under aaben himmel mellem fredag og loerdag i Sesriem-lejren, som fungerer som port til sandklitterne. Dog under myggenet, da de smaa baester ogsaa har meldt deres ankomst, og malariapiller er efterhaanden blevet en fast del af min hverdagskost.
Der var ulideligt varmt fra middag og frem til tidlig aften (35-40 grader), og sandet fornoejede sig med at laegge sig som et fint lag paa baade oere, naese, mund og hvor de tellers havde lyst til at laegge sig (over alt!).
Loerdag middag besluttede pigerne, at de ville tilbage til Windhoek mens Jonas, Saraj (en hollandsk udvekslingsstudent) og jeg ville tage nordpaa til Otjiwarongo for at se et gepardreservat og en krokodillefarm. Der var 8 geparder, som desvaerre ikke var alt for aktive omkring middagstid, men vi kom dog taet paa dem (7-8 meter), og deres levevilkaar paa reservatet maa absolut beskrives som gode og professionelle. Det anslaaes at omkring 20 % af verdens gepardbestand lever i Namibia - enten i den fri natur eller bag hegn. Formaalet med farmen er til dels at sikre gepardernes eksistens, men ogsaa at lukke dem ud i naturen igen. Nogle af dem har dog ikke laert de mest fundementale overlevelsesmetoder, da de hele deres liv har levet bag hegn, saa det ville ikke vaere forsvarligt at lukke dem ud i naturen.
Videre gik turen til en krokodillefarm, hvis formaal var lidt anderledes. Krokodillerne blev avlet med kommercielle hensigter, og blev solgt til restauranter og skindet brugt til fx. toej og punge. Der var 6 store hanner og 40 hunner i et bassin og 600 (!) smaa krokodiller paa et meget lille omraade omkring et andet bassin. Vi saa de store blive fodret med hoens som oftest blev slugt paa en enkelt mundfuld eller to. Naar vi kommer til Caprivi i nord kan vi se krokodillerne i deres naturlige omgivelser i baade Zambesi-floden og Okavango-floden.

Til slut skal der lyde en stor tak til jer der skriver til mig – bade under “comments” her paa siden eller til min mailadresse hrgroen@hotmail.com. Det er fedt at hoere fra jer hjemmefra, og jeg ser frem til de naeste mails.

Updatehilsen til Michael og Lasse. Savner at se NFL og fodbold med jer, men I kan tro jeg foelger med hernede. Selv namibianerne maatte tage hatten af for Daniel Aggers pletskud…(og Xabi Alonso fra midten igen igen) + 3-0 mod spurs. Premier League og den sydafrikanske liga er ret populaere hernede og vi kan foelge med via satellit hver weekend. FCK er ogsaa kommet paa verdenskortet i det sydlige Afrika via deres deltagelse i Champions League!

Skolestart

Der skulle gaa omkring 10 dage foer vi saa den foerste sky i Namibia og yderligere 10 dage foer de foerste dryp kom. Det understreger vel meget godt, at vi er i et af de regnfattigste lande i verden. Nedboersgennemsnittet for Windhoek i september ligger ogsaa kun paa 1 milimeter og grundet den meget lave luftfugtighed toerrer min hud ret hurtigt ind og jeg klager som en toes over hudspraekker paa foedderne og haenderne, mens min krop optager oceaner af nivea...

Skolen starter for det meste omkring 7.40, og vaekkeuret ringer uboenhoereligt tidligt kl 6, saa edekarytmen fra sommerferien, hvor jeg stod op kl 4.15 er naesten bevaret. En Joergen Leth (morfar, power nap) om eftermiddagen er nogle gange tiltraengt.
Eleverne er meget soede og imoedekommende og spoerger ofte nysgerrigt ind til hvad vi laver her paa skolen, og hvorfor vi er i landet. Naar vi kommer gaaende ned ad en af gangene paa skolen, falder vi heller ikke ligefrem ind i hverdagsbilledet af den enkle aarsag, at vi er hvide. I alt er der ca 7-8 hvide paa skolen saa vi har svaert ved at gemme os i en flok paa omkring 400 studerende. Det er meget underholdende og laererigt at snakke med de lokale studerende, og det er aldrig svaert at komme i kontakt med folk. Ofte spoerger de ind til skoleforholdene i DK, Peter Schmeichel, det danske skolesystem, vejret, sne, AIDS og om dansk og tysk er det samme sprog. Al undervisning foregaar paa engelsk og alle elever taler ogsaa sproget, mens kommunikationen i frikvarterene for det meste foregaar paa afrikaan eller et af stammesprogene.
Jeg foelger fagene tysk, social science (samfundsfag, historie, geografi), idraet og ECS, ETP og ELE som alle gaar lidt ind under kategorien at laere at laere fra sig (didaktik), og hvordan man kan/skal forbedre og udvikle sig som laerer. Der er ingen forelaesninger og al undervisning foregaar i klasser fra 5 elever (mit tyskhold)og op til 35 elever paa ETP-holdet.

Nogle af eleverne er ogsaa meget troende og jeg sad i omkring 2 timer og snakkede med en pige, som var ”rebourn christian”. At tilhoere denne tro betyder, at man anser sig selv for baade biologisk og aandeligt at vaere forbundet med Jesus. De troende elever er meget ivrige og engagerede, og jeg fik hele historien om Jesu liv, og om deres tro paa at de mirakler han udfoerte rent faktisk fandt sted. Skulle jeg vaere i tvivl kunne jeg jo altid finde konkrete beviser i bibelen...Pigen, som jeg snakkede med, ville ogsaa gerne hoere om vores tro i DK og jeg forklarede, at den gennemsnitlige dansker anser sig selv for at vaere sekulariseret, og at man kun i meget faa tilfaelde hoerte om folk der var saa engagerede og involverede (ortodokse) i Danmark.

Vores program for den resterende tid i Namibia kom til at se saaledes ud:

6.– 23. september: college based studies (Windhoek College of Education hvor vi er nu)
26. september – 14. oktober: School based studies (folkeskoler i Windhoek)
17. oktober – 2. november: Visit to Caprivi college (i den nordoestlige del af Namibia samt tur til Victoria falls)
3. – 11. november: enrichment activities; finishing assignments (opgaveskrivning + en tur til vestkysten)
15. november: skal vi forlade Namibia, da vores opholdstilladelse udloeber.

Vi er stadigvaek ikke helt klar over hvad der skal ske efter den 15. november udover, at vi skal forlade landet. Anja skal til Kenya engang i starten af december, Marie-Louise skal vaere i Johannesburg den 5.december og Jonas og jeg ved ikke helt, hvor vi skal tage hen. Lake Malawi og Okavangodeltaet traekker lidt i mig, men en del kan naa at aendre sig endnu.

I oevrigt er den bedste namibianske fodboldspiller Heinrich Isaacs taget til dansk fodbold – SoenderjyskE! Would you believe it?!

Updatehilsen til David og Ulla i Freiburg

Den mest kendte namibianer

Vi venter stadigvaek i spaending paa at komme i gang med det som udvekslingsopholdet er tiltaenkt - skolen og praktikken. Lige nu gaar vi lidt rastloese rundt, og er lidt paavirket af, at vi endnu ikke har en fast skemalagt hverdag, men det skulle gerne vaere anderledes fra paa mandag. Denne uge er gaaet med at komme naermere ind paa livet af Windhoek by. Desvaerre er vi begraenset af den afrikanske vinter, hvilket betyder at der kun er dagslys fra 6-18, og vi har faaet besked paa ikke at faerdes alt for meget ude om aftenen. Vi maa ind i en tyskerbutik og koebe nogle spil, og vi er hurtigt blevet enige om, at vi absolut ikke spiller for fornoejelsens skyld. Haaneret og hoveren er en dyd. Indtil videre har jeg erobret haaneretten i minigolf.
Jonas og jeg har vaeret lidt rundt i de smaa forstaeder i Windhoek og kigget paa forskellige markeder, storcentre og hvad der ellers er. Windhoek er paa mange maader en moderne by og kunne egentlig passe godt ind som by i Europa. Dog er forskellen paa rig og fattig noget tydeligere her, hvor de fattigste forstaeder bestaar af blikskure, smaa grusveje og masser af stoev og affald der flyder. I langt de fleste af de lidt mere velstaaende kvarterer ser man ofte huse som er barrikaderet bag hegn, pigtraad og store skilte med diverse vagtfirmaer. Egentlig ville jeg mene, at det er ret unoedvendigt, da byen udadtil virker meget fredelig, men der er nok en grund til at husejerne tager deres forholdsregler.

Vi var desuden saa heldige, at moede en sydafrikansk taxachauffoer som maaske kan skabe kontakt til den mest kendte namibianer - den gamle sprinter som havde sin storhedstid i 90erne; Frankie Fredericks! Det loed faktisk meget realistisk, at der kunne blive arrangeret et moede og vi proever at ringe til taxachauffoeren en af de kommende dage. Saa skal der i hvert fald straekkes ud med ham (jeg har en lille vane med at skulle straekke min lyske med de kendte, mens der bliver taget billeder). Hvis vi moeder ham vil jeg gerne garantere, at der kommer et billede her paa siden.

Updatehilsen til Helle og Johanne