Harnas Foundation

Lige en indledende bemaerkning: jeg har en del billeder af dyr fra Harnas, som jeg regner med at laegge paa bloggen senere, men jeg sidder paa en ret dyr turistinformation i Katima Mulilo, saa jeg haaber I kan vente.

Inden turen til Caprivi tog Jonas, Saraj og jeg af sted til Harnas, som er et reservat omkring 300 kilometer oest for Windhoek. Vi tog af sted omkring 3.45 (!) for at vaere der i ordentlig tid til at se de forskellige dyr blive fodret. Gode professionelle rammer saa vi, og dyrene saa ud til at trives. Mit foerste moede med dyrene var tre meget nysgerrige vortesvin som aabenbart syntes godt om smagen af mine knae – har endnu ikke vasket mine shorts, og der sidder stadigvaek vortesvinsavl paa dem. I en flok paa 25 manguster fornoejede nogle af dem sig ogsaa med at bide i mine snoerrebaand.

Sammen med et ungt schweizisk aegtepar som gennem 22 lande havde koert hele vejen fra Schweiz i en firehjulstraekker langs den afrikanske vestkyst, saa vi surikater, bavianer, loever, geparder, leoparder, vervet monkeys og wild dogs blive fodret.


Efter rundturen spurgte jeg om det var muligt at se loeveunger og det resulterede i endnu en lille rundtur i en slags baghave til de bygninger, hvor personalet holder til. Vi kom meget taet paa dyrene, og fik lov til at roere naesten dem alle sammen. Verdens naestaeldste gepard (24 aar), som engang har vaeret med en James Bond-film, gik rundt i baghaven, og mr. Nielson (opkaldt efter aben i Pippi Langstroempe) sad paa min skulder og legede med min krave.
Med en blanding af aerefygt og barnedroemme gik jeg ind i en indhegning til to loever (5 maaneder og 12 maaneder gamle) og klappede dem. Meget legesyge dyr og Jonas fandt ud af, at man ikke skal vende ryggen til dem, da det aabenbart taender deres jagtinstinkt. Den lille loeve paa 5 maaneder sprang op paa ryggen af ham, da han paa boejede sig ned for at tage et billede og han faar et ganske fint lille ar paa laenden efter moedet med en loevenegl! Heldigvis havde vi vores guide med ind i indhegningen og han vidste praecis, hvordan man skulle haandtere og taemme dem. Den lille loeve paa 5 maaneder gaar dagligt gennem en stoerre opdragelsesproces, og den skal hver dag vaenne sig til moedet med mennesker. Som ”mor” havde loeverne en labrador, som gik rundt med dem i indhegningen, og de saa ud til at fungere ganske godt sammen og de to loever respekterer deres ”mor”som var hun en af deres egne.

Et af de lidt sjovere moeder paa Harnas var med to danske piger, som var de foerste (udover Marie-Louise og Anja), som vi snakker dansk med siden vi forlod Danmark for to maaneder siden. Annette (fra Hjoerring som kender Line Friis Rasch fra min seminarieklasse i Aarhus) og Signe arbejder som frivillige paa reservatet, og skal dagligt hjaelpe med fodring og pasning af dyrene, vedligeholdelse af stedet og turistrundvisninger. Et populaert sted at arbejde naar man er ung og vi moedte omkring 25 unge fra blandt andet Norge, England, Tyskland og selvfoelgelig ogsaa Danmark.

Updatehilsen til Birgit, Lasse og Laerke (fortsat god studietur i Italien)

Moses Van Der Bal

Vi har nu overstaaet vores praktik paa de to skoler Hermann Gmeiner og Moses Van der Bal. Jeg har skrevet lidt om Hermann Gmeiner, saa her kommer et par ord om Moses Van der Bal

Kort beskrivelse af skolen: 1400 elever (!) fra foerste til syvende klasse. Nogle af boernene bor ikke i naerheden af skolen og skal saaledes gaa 5-6 kilometer hver morgen og eftermiddag for at blive transporteret. Foraeldrene har ingen bil og har ikke raad til at saette dem i en taxa selvom det kun koster 6.50 kr, men for et gennemsnitlig foraelder er det en udgift der ikke bliver prioriteret. Omkring 50 % af boernene har mistet mindst en foraelder (sandsynligvis paa grund af AIDS) og omkring halvdelen af boernene er ogsaa fejlernaerede. Der findes specielle hjem for foraeldreloese boern, hvor nogle af boernene ogsaa bor. Haarde facts kan jeg kun konstatere, og der er vel ikke noget at sige til at de har koncentrationsproblemer paa grund af sult eller sociale problemer. Boernene er dog som forventet fantastiske og med en blanding af aerefrygt og nysgerrighed kommer de hen og siger, at de efter en del research har fundet ud af at hovedstaden i Danmark hedder ”Cobenhargue”. Igen er mine lyse haar paa arme og ben til stor glaede og forundring for eleverne, som meget gerne vil have en lille haarproeve med hjem! I de fleste klasser skal boernene deles om boegerne og i mine samfundsfagtimer er der omkring 15 boeger i klasser paa op til 45 elever. Eleverne har heller ikke blyanter eller notatpapir.
En speciel situation haeftede jeg mig ved i min laererinde Miss Tjikas samfundsfagstimer. I starten af ugen virker hun til at vaere en haard, kontant men ogsaa retfaerdig laerer der forstaar at holde klassen i et fast greb. En pige kommer for sent og efter et ”you’re waisting my time – sit down” i en haard tone faar pigen de foerste to slag paa ryggen og derefter en lussing. Der stopper det ikke og laereren finder en stok frem, som hun bruger til at slaa paa elevernes aabne haandflader, hvis de ikke kan svare paa spoergsmaal om naturressourcer i Namibia. Raekke ned og raekke op faar hver enkelt elev et slag hvis de ikke kender svaret eller svarer forkert.
Man bliver ramt af et sug i maven og mellemgulvet naesten inden lyden fra slaget naar oerene og paa nethinden bliver slaget gentaget i slowmotion. En blanding af lamslaaethed og overraskelse rammer én og man forsoeger virkelig at finde en grimasse der kan passe. Allermest har man lyst til at storme ned gennem klasselokalet for at rive stokken ud af haanden paa hende og give hende af samme skuffe, men i stedet valgte jeg at udvandre. Jeg gik direkte til skoleinspektoeren og konfronterede hende med situationen, og i loebet af den samtale med hende finder man ud af, hvordan systemet nogle gange fungerer hernede. Det er ikke bare saadan lige at fyre en laerer i landet – foerst kommer laereren igennem en raekke mundtlige advarsler, dernaest skriftlige advarsler og til sidst kan han/hun fyres hvis bestyrelsen paa skolen finder det noedvendigt! Hun pakkede ogsaa haendelsen ind i ”welcome to Africa” eller ”people can get away with murder in this country”. Alt hvad jeg fik ud af moedet med skoleinspektoeren var at Miss Tjika blev indkaldt til endnu en samtale – min oplevelse var bestemt ikke enestaaende og Miss Tjika er kendt (berygtet) for at behandle eleverne paa den maade...Med skuffelse og ophidselse i stemmen forklarede jeg hende at saadan burde systemet simpelthen ikke fungere, og at vold mod boern og vold i det hele taget er forbudt og strafbart i landet.
Jeg har ikke den store fornemmelse af i hvilken grad volden mod boern florerer i landet og hvor mange laerere der praktiserer det, men jeg ved det foregaar, og den mest venligsindede laerer kan pludselig skifte ham.

Alt i alt var det i loebet af vores tre uger i praktikken spaendende at se en anderledes skoleform, selvom der var visse oplevelser jeg gerne ville have vaeret foruden.

Updatehilsen til Dejgaard, Reed og Hemmersam

Min farbrors havn

Weekenden mellem de to uger paa vores praktikskole Moses Van der Byl (udtales baijl) blev brugt paa at tage til Lüderitz i det sydvestlige Namibia. Jonas og jeg sad i en minibus hele vejen fra Windhoek til Lüderitz, hvilket er omkring 850 kilometer. I bedste afrikanerstil sad vi 16 pakket sammen i en minibus, hvor der kun var plads til 14 (!), og en overgang frygtede jeg for eksploderede knae eller laar, da bussen ikke var bygget til folk paa 1.90 eller derover. Paa forhaand vidste vi, at vi kun havde en hel dag i Lüderitz til at lege turister saa vi spaenede rundt fra morgen til aften i forsoeget paa at naa saa meget som muligt.

Spoegelsesbyen Kolmanskop blev turens foerste stop, hvor de tyske koloniherrer for omkring 100 aar siden opdagede diamanter. Efter en del hemmelighedskraemmeri slap hemmeligheden ud og i bedste Klondyke-stil valfartede folk til stedet for at proeve lykken og for at soege arbejde. Da der senere blev fundet stoerre og mere vaerdifulde diamanter laengere mod syd i Sydafrika blev Kolmanskops skaebne dermed beseglet, og folk flyttede fra byen. Tilbage stod en hel landsby med hospital, skole, bageri, slagteri, teater og kasino som blev offer for tidens tand og oerkenens langsomme men sikre overtagelse af byen. Saaledes laa nogle af bygningerne halvt begravet i sand og sand har det med (bitre erfaringer fra Soussouvlei!) at komme ind over alt, og ofte laa der op til to meter hoeje sandbunker inde i husene. Hvis du har set Stings musikvideo til ”Fields of gold” vil du maaske kunne danne et billede af hvordan byen saa ud engang – det var i hvert fald den association jeg fik, da vores meget kyndige guide levendegjorde byen med sine fortaellinger. I denne video gaar Sting rundt som guldsilhuet i en spoegelsesby og gennem denne silhuet kan man se det liv og de mennesker, der engang boede i byen. Uden om guldsilhuetten ser man kun den doede og forfaldne by fra den svundne tid.














Naar man som dansker er vant til vand og havets brusen er den namibiske oerken og den lave luftfugtighed i Windhoek nogle gange lidt af en proevelse og glaeden ved at se havet igen var stor. Hvad ville saa vaere mere oplagt end at tage af sted paa en 3 timer lang sejltur rundt om halvoen ved Lüderitz. Paa forhaand havde jeg laest lidt om dyrelivet i Lüderitz og som forventet saa vi delfiner, pingviner og saeler. Med lidt held havde vi ogsaa set hvaler, da de for det meste viser sig ud for Namibias kyster omkring det afrikanske foraar (vores efteraar), men desvaerre intet held. Heldigvis har jeg foer set kaskelothvaler ud for Kaikouras kyst paa New Zealand, saa skuffelsen var til at leve med. Under sejlturen forlystede delfinerne sig med at lave en mindre gymnastikopvisning ved staevnen til stor glaede for de blitzende turister. Pingvinerne og saelerne var lidt dovne og de noejedes med at kigge paa os i sikker afstand fra de smaa klippeoer. For Jonas blev sejlturen dog for meget og han maatte for en stund boeje sig ud over raelingen for at snakke med elgen.

Som naevnt i mine andre updates er Namibia paa mange maader paavirket af Tyskland og arkitekturen i Luderitz var saaledes ogsaa jugendstil (ogsaa kaldet typisk tysk!). Jeg tror ikke byen (med undtagelse af havnen) har aendret sig meget gennem de sidste 100 aar, og forfaldne bygninger og gadenavne som Bismarckstrasse og Nactigalstrasse dominerer stadigvaek byen. Der er to vigtige industrier i Lüderitz: diamanter og fiskeri. Diamantindustrien foregaar baade til lands og til soes, hvor smaa skibe stoevsuger havbunden, hvorefter diamanterne bliver filtreret fra. For hver gang man finder en diamant skal man sortere 250.000 sandkorn fra!
For tiden har fiskerne svaere vilkaar i Lüderitz, da den namibiske regering grundet overfiskeri har besluttet at stoppe al fiskeri i oktober, saa fiskebestanden har tid til at stabilisere sig.
Inden moerkets frembrud naaede vi at faa byens vartegn at se – die Felsenkirche (klippekirken), som ogsaa er af tysk oprindelse og arkitektur. Ganske hyggelig kirke paa toppen af byen og bygget som ordet siger oven paa klipper. Jeg er jo af nogen kendt som vaerende halvt tysker saa Lüderitz var lige mig!

Trods en aftale med en buschauffoer som skulle komme og hente os soendag kl 9, blev vi alligevel noedt til at soege andre transportmuligheder, da han aldrig moedte op. Flybilletter til Windhoek kostede 1500 kroner saa den sprang vi behaendigt over. I stedet forsoegte vi os trods en smule skepsis fra min side som blaffere hele vejen til Windhoek. Fortuna kommer nogle gange i uventede forklaedninger, men i hvert fald viste hun sig den dag i skikkelse af et ungt tysk aegtepar, et midaldrende namibisk aegtepar og til sidst en mekaniker. Som naevnt i starten var der 850 kilometer mellem Lüderitz og Windhoek og det var saaledes ogsaa den distance vi skulle tilbagelaegge som blaffere. Alle som tog os med op var meget hjaelpsomme, og fx. i firehjulstraekkeren havde vi vores egen madras (!), som hurtigt blev brugt til eftermiddagens tiltraengte Joergen Leth. Vi fik ogsaa cola og hot dogs af det midaldrende aegtepar – nice! Ingen af dem forlangte en eneste dollar for at tage os med, og vi blev naesten koert lige til doeren i Windhoek.

Gennem de sidste 250 kilometer fra Mariental til Windhoek sad vi paa ladet af en pick up med vind i haaret under aaben himmel (det er tilladt at sidde der som passager i Namibia!), og det markerede saaledes en glimrende afslutning paa weekenden.

Vi har stadigvaek en uge tilbage paa Moses Van der Bal primary school inden turen gaar til det noget groennere og mere frugtbare Caprivi – taet paa graensen til baade Botswana, Zambia og Zimbabwe.

Hvis du undrer dig over overskriften, er det fordi min farbror har vaeret med til at lave nogle maalinger paa havnen i Lüderitz.

Updatehilsen til Mogens, Karen, Christian og Line (og Mogens’ trek!)