Inspiration

Dette var min udsigt, da jeg sad og skrev det sidste indlaeg paa bloggen. Fantastisk udsigt! Luften er 15 grader og vandtemperaturen over 40, saa der stod vanddamp op fra jacuzzien.

Amerikansk mudder

Gletscher ved Prince William Sound, Alaska

En normal samtale med en amerikaner starter med et haandtryk, det obligatoriske how’s it going og til sidst et nice to meet you. Lige saa snart de finder ud af, at jeg er fra Danmark kommer deres egen forbindelse til Europa, hvor deres roedder (foraeldre, bedsteforaeldre, oldeforaeldre osv.) oprindeligt kom fra inden de tog springet over dammen. Paa denne maade kan en person eksempelvis vaere ¼ irer, ¼ skotte, ¼ oestriger og ¼ spanier. Amerikanerne kalder denne sammensaetning “mud” (altsaa mudder), som udtryk for den menneskelige og kulturelle smeltedigel, som landet har vaeret og stadigvaek er.
Man glemmer nogle gange at USA har en meget kort og hektisk historie sammenlignet med vores europaeiske, inden landet blev opfattet som interessant af kolonimagter og senere lykkeriddere.

I Anchorage, Alaska har jeg i de sidste 10 dage vaeret hos Lauras venner Sara og Nathan, hvis foraeldre kommer fra Finland og Norge, saa den oversoeiske forbindelse fandt jeg ogsaa her. Vi har vaeret saa heldige at bo hos dem i deres feriehytte oest for Anchorage ved et stort kompleks af soeer og deres hus ved det meget tidevandspaavirkede Stillehav ved Anchorage.

Udsigt fra Sara og Nathans hytte oest for Anchorage, Alaska.

I de sidste dage I USA har jeg planer om at tage til staten Washingtons hovedstad Olympia, som ligger laengere mod syd for at se, hvordan en hovedstad I en stat ser ud selvom der kun er omkring 40.000 indbyggere.

Der resterer nu fem dage af mit ophold her i USA, og jeg er ganske sikker paa, at det er et af de lande jeg kommer tilbage til. Der er stadigvaek 48 stater jeg kan besoege! Isaer oestkysten ser attraktiv ud, da de vigtigste begivenheder I forbindelse med uafhaengigheden og borgerkrigen fandt sted her. I hele min skoletid har jeg naermest aldrig stoedt paa USA’s historie selvom det efter min mening er et af de vigtigste kapitler for blandt andet at kunne forstaa det politiske skakbraet i verden i dag.

Lige et spoergsmaal: hvad er chancerne for at man finder man en ovn der er lavet i Hedensted, Danmark i en tilfaeldig hytte ved en soe i Alaska? Gode aabenbart!

Hvem har lavet dette sted?

Forestil dig, at du koerer paa en bjergvej og pludslig aabner traeerne sig og foran dig har du en komplet vindstille soe, som danner det perfekte spejlbillede af bjergene paa den anden side. Saadan er Alaska ofte, og man undrer sig nogen gange over hvordan (og hvorfor) saadan en sted eksisterer...Jeg er bestemt ikke religioest anlagt, men jeg undrer mig da nu og da over disse "fingeraftryk" i naturen.

Jeg var paa tur til Kenai-halvoeen, hvor jeg bestemte mig for at tage into the wild. Det blev til en 5 timer lang travetur op ad bjerget langs den gigantiske Exit-gletscher. Jeg var foerste mand paa pletten om morgenen, og beloenningen ventede paa toppen i form af en glimrende udsigt over bjergene omkring gletscheren. Paa skiltene som jeg laeste inden jeg startede paa klatreturen kunne jeg se, at jeg skulle soerge for at stoeje en del, da jeg gik ind paa et bjoerneterritorium, og bjoerne (sorte og brune) har det bedst med at vide, at der er folk paa vej ind i deres baggaard. I det taette buskads langs den smalle sti kunne jeg paa vej ned af bjerget hoere lidt rumsteren og inde i blandt blade og grene kunne jeg se en sortbjoern. Desvaerre var den saa godt gemt, at jeg ikke kunne tage et ordentligt billede. Jeg haaber paa, at jeg faar flere at se.

Exit-gletscheren set fra stien

Jeg sidder nu hos nogle af Lauras venner i Anchorage, hvor vi er ved at finde ud af hvad de naeste dage kan bringe. Vi haaber paa at kunne tage oestpaa, hvor Prince William Sound venter. Der skulle vaere masser af gletschere og dyreliv.

Close encounter i en park i Anchorage!

Seattle Mariners, Mt Baker National Park, Alaska

Jeg har desvaerre ikke faaet min ledning til at overfoere billeder med til Anchorage, Alaska, hvor jeg sidder nu, men jeg saetter billeder ind, naar jeg faar fat paa den!

De foreloebigt sidste dage i Seattle blev brugt paa at tage paa Safeco Field, hvor baseball-holdet Seattle Mariners holder til. I sidste uge var jeg paa stadionrundvisning, og jeg fik et ganske godt indtryk af forholdene, saa jeg bestemte mig for at invitere den meget sportsskeptiske Laura med til en kamp, og hun brillerede ved faktisk at kunne de fleste regler. Omkring 32.000 tilskuere saa Mariners vinde 3-2 i en kamp, hvor hjemmeholdet spillede en enkelt god 5.inning, hvor de lavede de noedvendige 3 point - nok til at have flere point end Detroit Tigers og dermed ogsaa at vinde kampen.
Holdets superstjerne er japaneren Ichiro, som til stor glaede for Mariners-fans, og de mange tilrejsende japanske fans har skrevet en ny 5-aarig med klubben. I det seneste dage har denne nyhed vaeret paa forsiden af de fleste aviser i Seattle, og mon ikke holdets ejer, Nintendo-bossen Yamauchi har haft en indflydelse paa Ichiros beslutning.

Soendag var jeg paa tur nordoest for Seattle, hvor Mt. Baker ligger, og jeg hikede omkring 12 kilometer rundt ved bakkerne omkring bjerget, som er 3286 meter hoejt. Ingen bjoerne, elge, pumaer eller andre dyr, og jeg haaber meget paa, at de vil vise sig paa Alaska-rundturen. Til gengaeld saa jeg (igen) den meget smukke natur bestaaende af gletschere, vandfald, sne og uendeligt mange store og hoeje traeer paa de rullende bakker omkring bjerget.

Lige nu sidder jeg hoejt mod nordvest, hvor det naesten ikke bliver moerkt her om sommeren, og paa den foerste hele dag i Alaska har jeg vaeret paa mountainbike i omkring 10 timer rundt i Anchorages gader og de omkringliggende bakker med bjergene som evige omgivelser. Jeg er ikke det store bymenneske, saa jeg har lejet bil og koerer ud paa opdagelse. Det bliver med garanti endnu en flot oplevelse. Mere om det naeste gang jeg logger paa!

Mt. Rainier National Park

Smaa 100 kilometer syd for Seattle ligger den store nationalpark Mt Rainier National Park. Omdrejningspunktet for parken er det 14.410 fod (ca. 4.400 meter) hoeje Mt Rainier, som fra afstand ligner et bjerg, som en kaempe har malet paa horisonten. Der er ingen store omkringliggende bjerge saa det gletscherklaedte Mt Rainier staar ret alene, naar man fra Seattle kigger mod syd. Bjerget er faktisk en vulkan, som ikke har vaeret aktiv siden 1854, men enkelte steder i nationalparken stoedte vi paa varme kilder, som vidner om en aktiv undergrund, og geologer regner med at Mt Rainier ikke har haft sit sidste udbrud. I 2003 blev parken ramt af en stor storm, som oedelagde en del af det ellers saa billedskoenne omraade, og der er stadigvaek nogle veje og broer paa vandrestierne, som er lukkede for faerdsel, men ellers er de fleste synlige saar ved at vaere helet.

Alt lige fra vandfald, floder, enorme skove, rullende bakker til naermest ubeskrivelig flot natur med uendelige udsigter kan parken byde paa, og jeg kan ikke mindes at have vaeret paa et saa flot omraade siden jeg var paa New Zealand i 2005. Landskabet baerer ogsaa praeg af millioner af aars erosion, hvor gletscherne, stenskred, floder, vind og vejr har ploejet sig vej gennem landskabet og efterladt tydelige spor.

Desvaerre saa vi ikke saa meget til sortbjoerne, hjorte og bjerggeder som ellers findes parken, men vi saa dog en enkelt (ufarlig) slange, et par mus og nogle egern og en del myg selvfoelgelig.
Jeg ser meget frem til Alaska hvor jeg skal vaere fra 16-31 juli, som jeg haaber bliver lidt ligesom Mount Rainier. Dog burde der vaere lidt stoerre chance for at se det beroemte dyreliv.

Seattle

Efter at have hjulpet min soester med at flytte det meste af soendagen vaagner jeg tidligt mandag i min soesters toemte lejlighed i Odense. Klokken er tre og jeg skal af sted til USA. Lidt hurtig hovedregning fortaeller mig, at mandag den 2.juli bliver 33 timer lang, da jeg skal flyve mod vest og vinder dermed en del timer.
Trods det tidlige tidspunkt er Kastrup Lufthavn meget travl , da jeg ankommer kl.6 og jeg naar at staa i koe i to timer bare for at kunne tjekke ind. Turen fra London til Vancouver gaar ret hurtigt, og jeg faar lavet lidt research paa, hvad jeg gerne vil se naar jeg kommer til Seattle og de mange muligheder i staten Washington.

Udsigt fra flyveren over Newfoundland, Canada.

Ganske som planlagt moeder jeg Laura foran lufthavnen i Vancouer, og hun er glad for at se Stiin igen! Jeg kan maerke, at jetlaget er ved at saette ind, men jeg forsoeger virkelig at holde mig vaagen, da det efter sigende skulle vaere det bedste middel til at tilpasse sig den 9 timer store tidsforskel.
Om aftenen moedes Laura, Janet og jeg med nogle af deres venner ved Lake Union, hvor jeg ved den anden ende soeen for foerste gang ser Seattles skyline. Paa en bakketop ikke saa langt derfra staar et groent oppustet plastichoved af frihedsgudinden(!) omgivet af blafrende Stars n’ Stripes, som skal markere, at det snart er den 4.juli.
Kl. halv elleve er vi hjemme, og jeg kan snart heller ikke holde mig vaagen laengere. Dagen efter gaar jeg paa opdagelse i Seattle, og selvfoelgelig skal jeg forbi NFL-holdet Seattle Seahawks hjemmebane Qwest Field for at se det store stadion, som ligger lige ned til kysten (Waterfront). Vi gaar rundt i en gruppe paa ca 50, og vi ser udeholdets omklaedningsrum, presserum, staar paa den ene af de to store sidetribuner og ser en af de luksusloger man kan koebe sig adgang til 24-7-365, hvis man har raad! En af de store countrysangere (Kenny Chesney) skal snart give koncert paa stadion, saa det meste af banens underlag er daekket over for at skaane det naar koncertgaesterne kommer. Der har ogsaa vaeret spillet fodbold (soccer) paa stadion, saa banen har ikke dens saedvanlige udseende med de to Field goals, og stregerne som markerer de 100 yards + endzones, som ellers bliver brugt naar NFL-saesonen koerer, er ogsaa vaek.

Om aftenen tager Laura og jeg til Whidbey Island i Puget Sound for at fejre dagen inden den 4.juli med nogle af Lauras venner. Det bliver markeret med masser af mad (!) og over det tidevandspaavirkede Puget Sound bliver skudt masser af fyrvaerkeri af. Sent om aftenen koerer vi videre hen til nogle venner af Lauras familie, hvor vi skal sove.
Jeg vaagner en del tid foer de andre og gaar en tur langs vandet, og kan paa den meget klare og kolde morgen se det sneklaedte Mt. Rainier taarne sig op i horisonten.

Paa Whidbey Island koerer vi videre nordpaa forbi nogle af de steder som George Vancouver saa, da han var paa ekspedition ved den nordamerikanske vestkyst i 1790’erne. Tilbage paa fastlandet koerer vi mod Seattle igen, hvor vi i en af forstaederne moedes med Lauras mor og mange af Lauras andre familiemedlemmer + venner og kaerester fejrer Independence Day. Laura havde paa forhaand advaret mig om hendes familie, som kan vaere ret stoejende (!) – det var de vist, men jeg fik et rigtigt godt indtryk af dem. Masser af mad igen (!), volleyball, petanque og fyrvaerkeri staar menuen paa inden vi koerer tilbage til Lauras hus, som hun deler med en af sine veninder i det nordlige Seattle.
I Seattle er der rig mulighed for at gaa paa opdagelse, jeg har vaeret paa stadionrundvisning paa baseballholdet Seattle Mariners hjemmebane Safeco Field, som ligger ved siden af Qwest Field. Paa torsdag skal jeg se min foerste baseballkamp, hvor Mariners tager imod Detroit Tigers. Jeg har ikke det store kendskab til baseball, men det har en stor plads i den amerikanske sportshistorie, og jeg glaeder mig til at opleve en kamp paa et forhaabentlig fyldt stadion med god stemning.
Jeg har ogsaa vaeret paa besoeg i det meget roste Seattle Aquarium, hvor de fleste boern ligesom min nevoe Marius stortrives ved at kunne genkende Nemo i et af aquarierne. I den nordvestlige del af bycentrum ligger det 148 meter hoeje taarn Space Needle, hvorfra man har en glimrende 360 grader udsigt over byen og de omkringliggende bjerge med sne paa.

Ved siden af Space Needle ligger et Science Fiction- og musikmuseum, som jeg ogsaa lige skulle besoege. Seattle er i oevrigt en meget paen by med mange traeer og ganske paentopryddede avenuer
I de naeste dage skal jeg hjaelpe Laura med at flytte, da hun har faaet lejlighed lidt taettere paa bycentrum. Mandag og tirsdag har hun taget fri og vi koerer mod en af de store groenne nationalparker Mt. Rainier National Park syd for Seattle.

Den sidste grænse

Under rundrejsen i det sydlige Afrika mødte jeg to amerikanere fra Seattle på den amerikanske vestkyst. Det var egentlig lidt tilfældigt, at vi skulle komme til at snakke sammen, da vi alle var ved at være trætte af oplevelseskåde turister. Hvorfor skulle man så snakke sammen, når vi alle havde udset os de små øer i Lake Malawi på grund af deres isolerede beliggenheder og tydelige fravær af turister? På Likoma Island fandt vi imidlertid ud af, at vi alle lød meget fornuftige, og der begyndte så småt at opstå små tegn på det, man kan kalde for kommunikation.
Janet var begejstret, da det var første gang, at hun mødte ”a Danish Viking”, og da hun selv har danske rødder var hun glad for at have fået en kontakt i Danmark, som ”hun stolt ville fortælle til sin mor”! I starten af det 20. århundrede emigrerede hendes oldefar fra Danmark til USA, og derfra stammer hendes danske efternavn Olsen. I dag har hun sin egen blomsterbutik i Seattle, som var med til at finansiere hendes besøg og rundrejse i Afrika. Laura var i sin tid i Afrika ved at færdiggøre næsten et års erhvervsarbejde som sygeplejerske i nærheden af Zambias hovedstad Lusaka, og arbejder nu på et hospital i Seattle.
Vi fulgtes fra Likoma Island sydpå mod Malawis hovedstad Lilongwe, og da vi skiltes, var mit indtryk, at det ikke var sidste gang, at jeg så de to.

Engang i marts bestilte jeg billetter til Vancouver, som ligger i Canada omkring 150 km nord for Seattle. Der lander jeg den 2. juli, og skal være der frem til den 3.august. Indtil videre ved jeg, at jeg bliver hentet af Laura, som kører os til Seattle, hvor jeg blandt andet skal være med til at fejre den amerikanske uafhængighedsdag den 4.juli med hendes ”højtråbende irske” familie. I den tid jeg er i Seattle har jeg fået lov til at bo hos Laura, som desværre skal arbejde meget af tiden, mens jeg er i byen, så jeg skal nok indstille mig på at gå på soloeventyr. Man får jo også set meget, når man farer vild alene (!). En god blanding af en begrænset stedsans og jetlagspåvirkninger (Seattle er ni timer efter Danmark) skal nok blive interessant i en by med omkring 4 mio. indbyggere.
Selve byen ligger smukt kilet ind mellem Puget Sound på vestsiden som gennem snævre passager giver adgang til Stillehavet mod nordvest, og det mere bjergrige terræn på østsiden (Cascade Ranges). Havklimaet er garant for en del dis, tåge og regn, men det skulle efter sigende være en del af charmen ved byen og staten Washington som er ”meget grøn og fyldt med træer”.

I ”The Emerald City” har jeg planer om at se Qwest Field - NFL-holdet Seattle Seahawks´ hjemmebane - som står højt på min liste. Desuden ved jeg, at nogle af Boeing-fabrikkerne ligger i nærheden af byen (hovedkontorene er dog flyttet til Chicago) og Microsoft-koncernen ligger stadig i byen. Gennem de seneste 20 år har byen også været base for rockmusikkens grunge-genre, hvor bands som Nirvana, Foo Fighters, Pearl Jam, Alice in Chains og Soundgarden er blomstret op. Jimi Hendrix er også født og begravet i Seattle, og efter sigende skulle der i visse områder af byen stadig være et livligt musisk miljø på caféer og barer.

Fra den 16. – 31. juli tager jeg nordpå til USA’s største stat Alaska. Jeg er stadigvæk i gang med at lave lidt research på de muligheder, der er i ”The Last Frontier”, og ligesom på New Zealand skal jeg nyde bjergene, vulkanerne, gletscherne, de uendelige vidder osv. Der skulle være gode muligheder for at trekke i staten, der er næsten 34 gange større end Danmark, og jeg håber på at få øje på noget af det dyreliv, som Alaska også er så kendt for.

Jeg glæder mig meget til at danne mit eget indtryk af (en lille del af) USA, som efter min mening er et af de lande, der er forbundet med flest misforståelser, forestillinger og fordomme. Indtil videre har jeg haft fornøjelsen af at spille volleyball med og mod spillere fra USA, og de har alle været hårdtarbejdende, engagerede og livlige på og uden for banen. Jeg ved dog ikke, hvor meget jeg kan generalisere ud fra mit sparsomme kendskab til de amerikanere jeg har mødt, men jeg glæder mig til at få syn for sagen.

To interessante telefonopkald, SMS-magi og en smule overtro!

Mandag morgen (30/4) gik turen til Sverige på studietur med seminarieklassen, hvor vi skulle være indtil fredag eftermiddag. Studieturen fungerer som en del af vores danskstudie, hvor de nordiske sprog er fremtrædende og betydningsfulde, og Norge og Sverige er således oplagte rejsemål.
Under sejlturen fra Frederikshavn til Göteborg bliver jeg ringet op af studiekontoret på seminariet, og jeg får at vide, at jeg i efteråret og i starten af 2008 har fået praktikplads på Bjerre Gymnastik- og Idrætsefterskole (BGI) syd for Horsens. Umiddelbart er min glæde stor, da BGI er en eftertragtet og populær efterskole for både lærere, elever og lærerstuderende der søger praktikplads. Det sætter dog nogle tanker i gang, da jeg også har haft planer om at skulle i praktik i udlandet igen, hvis muligheden bød sig. Et dilemma, da jeg meget gerne vil prøve begge udfordringer.
Jeg får lov til at tænke over begge muligheder under studieturen i Sverige, og efter en del overvejelser bliver jeg enig med mig selv om at sige ja til efterskolen. Gennem studietiden og praktikken har jeg efterhånden indset, at hvis jeg skal kunne se en fremtid med lærergerningen, bliver det nok på en efterskole. En bedre mulighed får jeg nok ikke for at prøve en efterskole af, og jeg ser frem til at genopleve den stemning og det unikke miljø, som jeg befandt mig i for omkring 10 år siden på Hellebjerg i Juelsminde. Dog har det været svært at sige nej til det store udland, og jeg var ellers i gang med at søge information om skoler i Nordirland, Berlin og på Filippinerne.

Selve studieturen i Sverige gik fint, og vi boede på en lille isoleret ø Biskops-Arnö 55 km. nordvest for Stockholm. Vi fik set Stockholm et par gange, som i øvrigt er en smuk by med mange kanaler, gamle velholdte bygninger og en flot udsigt på toppen fra Skansen, som er verdens første friluftsmuseum, der endda har en lille zoo. Vi var i teateret for at se et svensk stykke og hørte nogle foredrag, blandt andet om svensk historie og svensk grammatik (!). Om fredagen inden vi skulle hjem, kom den svenske forfatter Ulf Stark på besøg, og han fortalte blandt andet om sit forfatterskab.

Stockholm set fra Skansen på toppen af byen

Vi sluttede af med en bustur på omkring 14 timer gennem Sverige over Helsingborg-Helsingør hele vejen til Aarhus. Under kørslen var jeg så heldig at se en græssende elg stå på en eng ved siden af motorvejen. Som selvudnævnt jubelturist er det jo et must at se sådan én!

Det andet interessante telefonopkald kom fra min far, som har nogle kammerater, der gerne vil til Liverpool, og som gerne vil have mig med som stedkendt. Jeg vil med glæde tage på tur til Liverpool igen, og jeg har indtil videre aftalt at maile sammen med min fars kammerater om en tur engang i sæsonen 07/08. I sommerferien udgiver det engelske fodboldforbund programmet for næste sæson, og hvis man er hurtig, kan man få billetter til en af de store kampe mod manchester united, Chelsea, Arsenal eller hvad med et lokalderby mod Everton?

Apropos Liverpool – en sjov lille anekdote: I 2005 sad jeg på New Zealand og fulgte med i Liverpools semifinalekamp i Champions League mod Chelsea via SMS. Omkring 150 km. syd for Auckland sad jeg i Hamilton, som vist aldrig havde hørt om fodbold, og hellere ville koncentrere sig om rugby, cricket og hestesport (!). Jeg havde ellers tjekket mulighederne for at finde en pub eller lignende, da det var en kamp jeg absolut ikke ville gå glip af. Jeg finder i stedet en parkbænk ved Waikato-floden og sidder i stilhed og spiser morgenmad for mig selv, mens der 20.000 km. væk på den anden side af jorden bliver spillet en kamp af vital betydning for klubben.

Waikato-floden, New Zealand

Da den sidste SMS tikker ind med den gode nyhed om vores sejr, sidder jeg i tavshed, sænker hovedet og knuger mobiltelefonen i mine hænder, mens den søvnige by intet aner om det store slag i Liverpool. I stilhed går jeg en tur langs den fredelige langsomtflydende flod og sender en del tanker til Anfield, som efter sigende skulle have været elektrisk den aften.
Så sker det selvfølgelig igen – jeg skal til udlandet, når Liverpool skal spille semifinale mod Chelsea i 2007-udgaven af Champions League. Situationen er lidt den samme – jeg sidder isoleret et sted, hvor de færreste går op i fodbold, og følger med via SMS og senere internet. Der er dog TV på skolen, men ingen kanaler, der kan vise fodbold. Lidt tragikomisk har vi i vores program fået lagt en svensk vise-aften ind, hvor en finne kommer og synger nogle gamle svenske sange. Så sidder man der i en svedende uvidenhed og venter blot på nyt hjemmefra. Udfaldet bliver det samme – vi vinder efter endnu en nervekrig og står som i 2005 igen i finalen mod Milan, og igen kan jeg fejre min egen lille sejr langt fra begivenhedernes centrum.
Kald det overtro men når vi i 2009 møder Chelsea i Champions League-semifinalen er jeg sikkert ikke i Danmark…

I det kommende skole år slutter jeg mig til den internationale klasse på seminariet, som er en klasse, der kommer til at bestå af 15 danske og 15 udenlandske studerende. Der kommer fortrinsvis studerende fra Vesteuropa af den simple grund, at det (desværre) er for dyrt at bo og leve i Danmark. Af erfaring ved seminariet, at det er med til at holde folk fra andre verdensdele væk.
Al undervisning og pensum kommer til at foregå på engelsk, hvilket bliver spændende og udfordrende. Jeg skal have de pædagogiske fag psykologi, pædagogik og didaktik med den internationale klasse, og som 3. og 4. liniefag har jeg valgt samfundsfag og idræt.
Den internationale klasse har givet mig mulighed for at komme til udlandet igen, men som jeg skrev i starten, har jeg altså prioriteret efterskolen. Jeg er dog meget fristet af at skulle af sted igen, og de første af mine kommende medstuderende har allerede meldt sig på Tanzania og Filippinerne, og det prikker da lidt til min explorer-DNA.

Til slut skal der lyde et stort tillykke til min søster Britt (og Ole og Marius), som venter sit andet barn til december. Så skal jeg være morbror for anden gang.

Tap the shield lad!

I byen som i år fejrer sin fødselsdag nr. 800 og som i 2008 er valgt som ”Cultural capital og Europe”, løber mine røde helte rundt på det legendariske Anfield Road. Rammerne er sat til britisk kultur, oplevelser og lidenskab. For anden gang er jeg på besøg i byen langs Merseyflodens breder, hvor en lille million scousers (den lokale dialekt og den normale omtale af lokalbefolkningen) holder til, og ligeledes skal jeg for anden gang se Liverpool spille mod Arsenal i den bedste engelske fodboldrække. Tilbage i januar 2003 så jeg the reds spille 2-2 mod Arsenal, men denne gang skulle det uafgjorte resultat skiftes ud med et radikalt andet udfald – med en bønnestages alsidighed og et dansk hoved involveret…

Selve turen starter tidligt torsdag, hvor jeg med mine kammerater Michael, Lasse og Christian fra gymnasiet i Horsens kører til Hamburg for derefter at flyve til manchester. Jeg sidder og er lidt stresspåvirket, da vi først lander i manchester omkring 11.30 og jeg har bestilt rundvisning på Anfield Road kl. 13, da det var det eneste tidspunkt, hvor der var plads. Alle andre tidspunkter til stadionrundvisningen er for længst reserveret af andre interesserede folk. ”Booking in advance is essential”.
Til trods for tidspresset når vi det, og jeg står foran stadion kl. 12.45. Et supermoderne stadion er Anfield nok ikke, men det har en fantastisk stemning og en næsten underlig tavshed under rundvisningen, da jeg fra publikum er vant til store jubelbrøl og et utal af højlydte slagsange. I en gruppe på omkring 30 personer går jeg rundt sammen med mine artsfæller (andre Liverpoolfans, he he), og ser omklædningsrummene til spillere og dommere, små rum til interviews og det legendariske skilt med skriften ”This is Anfield”. Som legenderne har gjort det i mange år klapper jeg skiltet, der hænger lige over trappen inden man træder ind på banen. Noget forundret står jeg lige ved siden af græsset, som det i øvrigt er strengt forbudt at betræde, og på nethinden ser jeg anfører Steven Gerrard score et meget vigtigt mål til 3-1 mod Olympiakos i Champions League 2004, og det får tavsheden til at være næsten uvirkelig, da stadion nærmest eksploderede ved den anledning.

Den kyndige engelsksprogede guide øser ud af sin viden om, hvornår de forskellige dele af stadion er bygget, historien om ”The Kop” (den legendariske endetribune bag det ene mål) og de 111*74 yards, som danner græsramme om en af de mindste men mest intense baner i den engelske række. Fra sædet hvor den nuværende spanske manager Rafael Benitez dirigerer sine tropper, kan jeg se over på den anden langside, hvor L▪F▪C er tatoveret ind som hvide bogstaver og udgør en slags mosaik blandt de røde sæder, som der i øvrigt er 45.362 af på hele anlægget. I bedste engelske stil er stadion designet således, at publikum sidder helt tæt ned til græsarealet for at skabe endnu mere intime, tættere og intense rammer om kampene. Rundvisningen slutter med en tur i klubbens fanshop, hvor alle tænkelige Liverpoolprodukter kan købes – fodbolde, kuglepenne, trøjer, krus, bøger, CD´er, flag osv.

Selvfølgelig skal vi også ud for at kigge lidt på byen og smage på det som briterne er så begejstrede for og har store traditioner for at producere. Min egen favorit kommer fra Irland, hedder Guinness og er en øl, som for nogen skal skæres ud med kniv og gaffel og presset ned i svælget, da smagen ikke helt falder i god jord hos alle (piger især). De fleste pints (0,57 liter) koster lidt over et pund, og skulle dermed være overkommelig for de fleste pengepunge.

Af andre initiativer på turen skal turen til Prenton Park på den anden side af Merseyfloden fredag aften absolut nævnes. Her ser man et skoleeksempel på, hvordan briter kan leve sig ind i en for de fleste fuldstændig ukendt og ligegyldig kamp mellem Tranmere Rovers og Carlisle united i den tredjebedste række. Prenton Park er ikke større end, at man fra den ene endetribune kan se de små engelske huse ligge tomme og mørke (folk er jo på stadion) på en skråning bag den ene langside. 7.500 møder op til en kamp som absolut er fyldt med tempo og teknik. Personligt havde jeg regnet med lidt mere knokleri og traditionel kick and rush-fodbold, hvor boldene bliver afleveret langt op ad banen og alle mand stormer efter bolden, men efter at have set kampen er de forestillinger vist lagt på hylden. Måske kan nogle nikke genkendende til spillere som Jason McAteer (tidligere Liverpool og irsk landsholdsspiller) og Shane Cansdell-Sheriff (tidligere AGF), som nu begge optræder for Tranmere.

Ligesom jeg senere vil fortælle om Liverpool - Arsenal, mødes man på mange forskellige barer tæt på stadion for at samles til et par øl og for langsomt at skrue op for humøret og den gode engelske stemning omkring kampene. I modsætning til Liverpool – Arsenal er der fans fra begge lejre samlet på den samme pub lige ved siden af stadion, og der er enkelte forsøg på at starte et par slagsange, mens der skylles pints ned. Selve kampen ender 2-0 til udeholdet Carlisle, som så småt kan skimte en realistisk mulighed for at komme i play-offs og dermed muligheden for at rykke op i rækken under Premier League.

Om lørdagen når vi frem til det, som er turens højdepunkt – mødet mellem Liverpool og Arsenal. Vi mødes på en opvarmningspub klods op af Anfield Road, hvor en vigtig del af stemningen etableres inden man går på stadion. På ”The Albert” er der kun Liverpoolfans og flertallet er fanatiske og dedikerede. Gennem de to timer (eller mere), hvor vi er på pubben bliver min sangskat afprøvet og udvidet. Før alle hjemmekampe starter en mangfoldighed af sange og kreativiteten og engagementet mærker man. Selv i januar 2003, hvor jeg for første gang var på opvarmningspubben ”The Albert”, var stemningen god, men dog også en smule trykket af sæsonens lidt pobre udbytte, og det vidner om fansenes tilhørsforhold, som stikker dybere end den umiddelbare placering i tabellen, en dårlig stime eller om pokalskabet vokser efter hver sæson. Der veksles mellem sange om manageren, tidligere managere, spillere, tidligere spillere og klubbens mange togter rundt omkring i Europa. Af og til kommer der også ”hilsener ” til de omkringliggende klubber især i det nordengelske. Fansenes sangskat virker nærmest uudtømmelig og det er ofte en god blanding af nostalgiske tilbageblik, hyldest til klubbens legender (både spillere og managere), som for det meste bliver sunget på traditionelle britisk-komponerede folkemelodier.
Omgivelserne på ”The Albert” består af tapetet som selvfølgelig er rødt, hvorpå de gamle legender, Jan Molby, John Barnes, Bill Shankly osv., hænger indrammede som tavse vidner om de mange traditioner og historier der er knyttet til klubben. De nyere triumfer (fx UEFA-cuppen 2001, Champions League 2005 og FA-triumfen 2006) er også oppe på væggene. Selvfølgelig er det danske Carlsberg (hovedsponsor for Liverpool) købeklar i baren, men det er næppe kun for at drikke øl, at fansene er kommet. Gennem årene har besøgende fans også givet halstørklæder, trøjer og flag til klubben, som hænger tæt ved siden af hinanden på både lofter og vægge. Der er gaver fra fx tyske Carl Zeiss Jena, italienske Roma, norske Molde og amerikanske Denver for bare at nævne nogle få.

Hvorfor fan af Liverpool? Fansene, traditionerne, stemningen og historierne for at svare kort på det spørgsmål. The Kop (endetribunen bag det ene mål), som altid er medlevende og trofast, giver altid opbakning og en unik stemning. Den nuværende manager Rafael Benitez har sagt: ” When you see the supporters and how the club works it is like a religion to them”, og jeg er meget tilbøjelig til at give ham ret! Gennem årene er mit eget tilhørsforhold blevet stærkere, og mine rejser til Italien hvor jeg så Juventus – Liverpool i april 2005, og den første tur til Anfield i 2003 har sat sine tydelige spor hos mig.

Selve kampen bliver for mig uforglemmelig, og som jeg nævnte i starten var en bønnestages alsidighed og et dansk hoved involveret. Hele fem mål er vi vidner til og engelske Peter Crouch (204 centimeter høj!) scorer med højre ben, på hovedstød og til sidst med venstrebenet til et hattrick og danske Daniel Agger snitter et indlæg videre ind i nettet til en samlet sejr på 4-1. Kampens resultat er vigtigt, da vi kæmper mod netop Arsenal om bronzen i Premier League. Trods den komfortable sejr var stemningen aldrig helt oppe i det røde felt men dog stadigvæk god, og jeg tror det skyldes, at kampen lå 12.45 engelsk tid, som er meget tidligt, og det er svært at sparke hinanden helt i gang. En sen eftermiddagsforestilling havde nok været en bedre lejlighed til at rulle hele sangrepertoiret ud.

Med et evigt håb om at klubben vil vende tilbage til tronen af engelsk fodbold venter fansene (og jeg) på national succes og især et mesterskabet vil lune gevaldigt. Personligt tror jeg, at den rigtige manager (Rafael Benitez) sidder i sædet, og med den økonomiske indsprøjtning fra de nytilkomne amerikanske investorer skal det nok bringe den længeventede succes tilbage til der, hvor den hører hjemme. Efter godkendelse fra byrådet i Liverpool er det netop blevet besluttet, at der skal bygges et nyt stadion til Liverpool med plads til 60.000 i Stanley Park tæt på den nuværende hjemmebane.

I min Liverpool-iver har jeg siden november sidste år arbejdet på at ligne en af spillerne. Det har egentligt ikke været så svært og det har faktisk bare været et spørgsmål om at lade mit hår gro. Fra sommeren 2006 har hollænderen Dirk Kuyt været tilknyttet klubben og under min rundtur i Afrika fandt jeg ud af jeg begyndte at ligne ham lidt med mine krøllede lokker. Døm selv! Af andre bud på hvem jeg kunne ligne har jeg fra venner og bekendte hørt: Jascha Richter fra Michael Learns to Rock, Steve Sanders fra Beverly Hills, Leo fra Sussi og Leo og Cyron Bjørn Melville fra forbrydelsen. Bare rolig – frisøren, i form af en af pigerne fra min seminarieklasse, skal snart klippe mig, men dog ikke det korte aerodynamiske look, som jeg plejer at have.

Afsluttende kan jeg konstatere, at rejse- og oplevelseslysten absolut ikke fejler noget, og det er dejligt at være af sted igen. At jeg kommer tilbage til Liverpool er ganske sikkert, og med de forholdsvis billige flybilletter virker det ikke helt uoverkommeligt at tage på tur igen.

Tillykke til Michael med de 25 år, som han fyldte på turen, hvor han af mig fik et par strømper fra fanshoppen og af Lasse fik han den på turen meget omtalte pålidelige badevægt. Et velvalgt sted at holde sin fødselsdag.

Huller i luften

Selvom jeg efterhånden er blevet ældre (mere moden?) har der alligevel indfundet sig en tilstand af teenage-agtig rastløshed i mit depressive sind. Jeg er kommet hjem og har gået lidt rundt i cirkler og trillet tommelfingre. Jeg har fundet mange huller i luften, hvor tankerne har fået frit løb…
Der er et eller andet galt. I Afrika opfandt jeg begrebet ”explorer-DNA”, som dækker over lysten til at se noget nyt hver dag, og glæden ved uvidenheden om hvad der venter omkring det næste gadehjørne. Det er der ikke i Danmark! Forstå mig ret – jeg er glad for at se folk igen, og jeg glæder mig til at komme i gang igen på seminariet, men jeg er bange for begrebet hverdagen – konformitetens legeplads!
Mere end fem år i Aarhus danner grobund for en vis rutine og desværre også en tilstand af lidt for megen forudsigelighed. Det hjælper ikke meget, at jeg er ved at lave en PowerPoint-præsentation af tiden i Namibia og rundrejsen bagefter, da jeg hurtigt falder tilbage til glæderne ved at rejse.
Sjovt nok mener nogle af de folk, der har været på udveksling det samme som jeg, og deres hverdag forløber også med at tjekke priser på flybilletter til…væk herfra. Tankerne er for mig ikke ukendte og tiden efter højskolen (01-02) var også præget af en overgangsperiode, hvor jeg måtte acceptere, at boblen, som jeg levede i, var ved at briste. Vakuumet, hvori man svævede rundt, blev afløst af en langtrukket turbulent tur hen over landingsbanen med smagen af det svært fordøjelige navn ”back to reality”.

Dog er der langsigtet optimisme at spore, og i slutningen af marts tager jeg til Liverpool for at se fodbold med en af mine kammerater fra gymnasiet. Mon ikke jeg også skal på Beatles-museum for at imødekomme min søsters ønsker om ikke at være en for primitiv fodboldfan?
I maj går turen til Sverige med seminarieklassen, hvor vi skal være i en lille uge som en del af vores danskstudie. Og og og! Lige nu arbejder jeg på at skulle til Seattle i August, hvor jeg kender to amerikanere, som jeg mødte i Malawi (de lider også af teenage-agtig rastløshed!). Ikke så langt fra Seattle ligger Alaska med den velskabte natur…

Der findes en kur mod næsten alt – også min rastløshed. Problemet er nok bare, at jeg bliver afhængig af at rejse, og jeg må finde mig i, at de hårde landinger blandet med lysten til at tage af sted igen kommer til at påvirke mig mere, end jeg har lyst til.

Spørg mig næste gang du møder mig, hvordan mine planer om at nå 50 lande går? Hvad med at se alle kontinenterne? Tankerne bliver til en sand mosaik af løse rejsetråde som kun kan sys sammen til dynen af erfaringer, når jeg har været på stedet. (Jørgen Leth lever ikke forgæves).

Der var vist nogle folk, som jeg glemte at give en hilsen med fra Afrika:
Karsten Sander, Jette Madsen, Ann-Sophie, Stubbe, Lasse og Signe, Katrine Svendsen, min cykel…send mig lige en mail, hvis du føler dig glemt. Så skal du nok komme med på bloggen.