Huller i luften

Selvom jeg efterhånden er blevet ældre (mere moden?) har der alligevel indfundet sig en tilstand af teenage-agtig rastløshed i mit depressive sind. Jeg er kommet hjem og har gået lidt rundt i cirkler og trillet tommelfingre. Jeg har fundet mange huller i luften, hvor tankerne har fået frit løb…
Der er et eller andet galt. I Afrika opfandt jeg begrebet ”explorer-DNA”, som dækker over lysten til at se noget nyt hver dag, og glæden ved uvidenheden om hvad der venter omkring det næste gadehjørne. Det er der ikke i Danmark! Forstå mig ret – jeg er glad for at se folk igen, og jeg glæder mig til at komme i gang igen på seminariet, men jeg er bange for begrebet hverdagen – konformitetens legeplads!
Mere end fem år i Aarhus danner grobund for en vis rutine og desværre også en tilstand af lidt for megen forudsigelighed. Det hjælper ikke meget, at jeg er ved at lave en PowerPoint-præsentation af tiden i Namibia og rundrejsen bagefter, da jeg hurtigt falder tilbage til glæderne ved at rejse.
Sjovt nok mener nogle af de folk, der har været på udveksling det samme som jeg, og deres hverdag forløber også med at tjekke priser på flybilletter til…væk herfra. Tankerne er for mig ikke ukendte og tiden efter højskolen (01-02) var også præget af en overgangsperiode, hvor jeg måtte acceptere, at boblen, som jeg levede i, var ved at briste. Vakuumet, hvori man svævede rundt, blev afløst af en langtrukket turbulent tur hen over landingsbanen med smagen af det svært fordøjelige navn ”back to reality”.

Dog er der langsigtet optimisme at spore, og i slutningen af marts tager jeg til Liverpool for at se fodbold med en af mine kammerater fra gymnasiet. Mon ikke jeg også skal på Beatles-museum for at imødekomme min søsters ønsker om ikke at være en for primitiv fodboldfan?
I maj går turen til Sverige med seminarieklassen, hvor vi skal være i en lille uge som en del af vores danskstudie. Og og og! Lige nu arbejder jeg på at skulle til Seattle i August, hvor jeg kender to amerikanere, som jeg mødte i Malawi (de lider også af teenage-agtig rastløshed!). Ikke så langt fra Seattle ligger Alaska med den velskabte natur…

Der findes en kur mod næsten alt – også min rastløshed. Problemet er nok bare, at jeg bliver afhængig af at rejse, og jeg må finde mig i, at de hårde landinger blandet med lysten til at tage af sted igen kommer til at påvirke mig mere, end jeg har lyst til.

Spørg mig næste gang du møder mig, hvordan mine planer om at nå 50 lande går? Hvad med at se alle kontinenterne? Tankerne bliver til en sand mosaik af løse rejsetråde som kun kan sys sammen til dynen af erfaringer, når jeg har været på stedet. (Jørgen Leth lever ikke forgæves).

Der var vist nogle folk, som jeg glemte at give en hilsen med fra Afrika:
Karsten Sander, Jette Madsen, Ann-Sophie, Stubbe, Lasse og Signe, Katrine Svendsen, min cykel…send mig lige en mail, hvis du føler dig glemt. Så skal du nok komme med på bloggen.