I byen som i år fejrer sin fødselsdag nr. 800 og som i 2008 er valgt som ”Cultural capital og Europe”, løber mine røde helte rundt på det legendariske Anfield Road. Rammerne er sat til britisk kultur, oplevelser og lidenskab. For anden gang er jeg på besøg i byen langs Merseyflodens breder, hvor en lille million scousers (den lokale dialekt og den normale omtale af lokalbefolkningen) holder til, og ligeledes skal jeg for anden gang se Liverpool spille mod Arsenal i den bedste engelske fodboldrække. Tilbage i januar 2003 så jeg the reds spille 2-2 mod Arsenal, men denne gang skulle det uafgjorte resultat skiftes ud med et radikalt andet udfald – med en bønnestages alsidighed og et dansk hoved involveret…
Selve turen starter tidligt torsdag, hvor jeg med mine kammerater Michael, Lasse og Christian fra gymnasiet i Horsens kører til Hamburg for derefter at flyve til manchester. Jeg sidder og er lidt stresspåvirket, da vi først lander i manchester omkring 11.30 og jeg har bestilt rundvisning på Anfield Road kl. 13, da det var det eneste tidspunkt, hvor der var plads. Alle andre tidspunkter til stadionrundvisningen er for længst reserveret af andre interesserede folk. ”Booking in advance is essential”.
Til trods for tidspresset når vi det, og jeg står foran stadion kl. 12.45. Et supermoderne stadion er Anfield nok ikke, men det har en fantastisk stemning og en næsten underlig tavshed under rundvisningen, da jeg fra publikum er vant til store jubelbrøl og et utal af højlydte slagsange. I en gruppe på omkring 30 personer går jeg rundt sammen med mine artsfæller (andre Liverpoolfans, he he), og ser omklædningsrummene til spillere og dommere, små rum til interviews og det legendariske skilt med skriften ”This is Anfield”. Som legenderne har gjort det i mange år klapper jeg skiltet, der hænger lige over trappen inden man træder ind på banen. Noget forundret står jeg lige ved siden af græsset, som det i øvrigt er strengt forbudt at betræde, og på nethinden ser jeg anfører Steven Gerrard score et meget vigtigt mål til 3-1 mod Olympiakos i Champions League 2004, og det får tavsheden til at være næsten uvirkelig, da stadion nærmest eksploderede ved den anledning.
Selve turen starter tidligt torsdag, hvor jeg med mine kammerater Michael, Lasse og Christian fra gymnasiet i Horsens kører til Hamburg for derefter at flyve til manchester. Jeg sidder og er lidt stresspåvirket, da vi først lander i manchester omkring 11.30 og jeg har bestilt rundvisning på Anfield Road kl. 13, da det var det eneste tidspunkt, hvor der var plads. Alle andre tidspunkter til stadionrundvisningen er for længst reserveret af andre interesserede folk. ”Booking in advance is essential”.
Til trods for tidspresset når vi det, og jeg står foran stadion kl. 12.45. Et supermoderne stadion er Anfield nok ikke, men det har en fantastisk stemning og en næsten underlig tavshed under rundvisningen, da jeg fra publikum er vant til store jubelbrøl og et utal af højlydte slagsange. I en gruppe på omkring 30 personer går jeg rundt sammen med mine artsfæller (andre Liverpoolfans, he he), og ser omklædningsrummene til spillere og dommere, små rum til interviews og det legendariske skilt med skriften ”This is Anfield”. Som legenderne har gjort det i mange år klapper jeg skiltet, der hænger lige over trappen inden man træder ind på banen. Noget forundret står jeg lige ved siden af græsset, som det i øvrigt er strengt forbudt at betræde, og på nethinden ser jeg anfører Steven Gerrard score et meget vigtigt mål til 3-1 mod Olympiakos i Champions League 2004, og det får tavsheden til at være næsten uvirkelig, da stadion nærmest eksploderede ved den anledning.
Den kyndige engelsksprogede guide øser ud af sin viden om, hvornår de forskellige dele af stadion er bygget, historien om ”The Kop” (den legendariske endetribune bag det ene mål) og de 111*74 yards, som danner græsramme om en af de mindste men mest intense baner i den engelske række. Fra sædet hvor den nuværende spanske manager Rafael Benitez dirigerer sine tropper, kan jeg se over på den anden langside, hvor L▪F▪C er tatoveret ind som hvide bogstaver og udgør en slags mosaik blandt de røde sæder, som der i øvrigt er 45.362 af på hele anlægget. I bedste engelske stil er stadion designet således, at publikum sidder helt tæt ned til græsarealet for at skabe endnu mere intime, tættere og intense rammer om kampene. Rundvisningen slutter med en tur i klubbens fanshop, hvor alle tænkelige Liverpoolprodukter kan købes – fodbolde, kuglepenne, trøjer, krus, bøger, CD´er, flag osv.
Selvfølgelig skal vi også ud for at kigge lidt på byen og smage på det som briterne er så begejstrede for og har store traditioner for at producere. Min egen favorit kommer fra Irland, hedder Guinness og er en øl, som for nogen skal skæres ud med kniv og gaffel og presset ned i svælget, da smagen ikke helt falder i god jord hos alle (piger især). De fleste pints (0,57 liter) koster lidt over et pund, og skulle dermed være overkommelig for de fleste pengepunge.
Selvfølgelig skal vi også ud for at kigge lidt på byen og smage på det som briterne er så begejstrede for og har store traditioner for at producere. Min egen favorit kommer fra Irland, hedder Guinness og er en øl, som for nogen skal skæres ud med kniv og gaffel og presset ned i svælget, da smagen ikke helt falder i god jord hos alle (piger især). De fleste pints (0,57 liter) koster lidt over et pund, og skulle dermed være overkommelig for de fleste pengepunge.
Af andre initiativer på turen skal turen til Prenton Park på den anden side af Merseyfloden fredag aften absolut nævnes. Her ser man et skoleeksempel på, hvordan briter kan leve sig ind i en for de fleste fuldstændig ukendt og ligegyldig kamp mellem Tranmere Rovers og Carlisle united i den tredjebedste række. Prenton Park er ikke større end, at man fra den ene endetribune kan se de små engelske huse ligge tomme og mørke (folk er jo på stadion) på en skråning bag den ene langside. 7.500 møder op til en kamp som absolut er fyldt med tempo og teknik. Personligt havde jeg regnet med lidt mere knokleri og traditionel kick and rush-fodbold, hvor boldene bliver afleveret langt op ad banen og alle mand stormer efter bolden, men efter at have set kampen er de forestillinger vist lagt på hylden. Måske kan nogle nikke genkendende til spillere som Jason McAteer (tidligere Liverpool og irsk landsholdsspiller) og Shane Cansdell-Sheriff (tidligere AGF), som nu begge optræder for Tranmere.
Ligesom jeg senere vil fortælle om Liverpool - Arsenal, mødes man på mange forskellige barer tæt på stadion for at samles til et par øl og for langsomt at skrue op for humøret og den gode engelske stemning omkring kampene. I modsætning til Liverpool – Arsenal er der fans fra begge lejre samlet på den samme pub lige ved siden af stadion, og der er enkelte forsøg på at starte et par slagsange, mens der skylles pints ned. Selve kampen ender 2-0 til udeholdet Carlisle, som så småt kan skimte en realistisk mulighed for at komme i play-offs og dermed muligheden for at rykke op i rækken under Premier League.
Om lørdagen når vi frem til det, som er turens højdepunkt – mødet mellem Liverpool og Arsenal. Vi mødes på en opvarmningspub klods op af Anfield Road, hvor en vigtig del af stemningen etableres inden man går på stadion. På ”The Albert” er der kun Liverpoolfans og flertallet er fanatiske og dedikerede. Gennem de to timer (eller mere), hvor vi er på pubben bliver min sangskat afprøvet og udvidet. Før alle hjemmekampe starter en mangfoldighed af sange og kreativiteten og engagementet mærker man. Selv i januar 2003, hvor jeg for første gang var på opvarmningspubben ”The Albert”, var stemningen god, men dog også en smule trykket af sæsonens lidt pobre udbytte, og det vidner om fansenes tilhørsforhold, som stikker dybere end den umiddelbare placering i tabellen, en dårlig stime eller om pokalskabet vokser efter hver sæson. Der veksles mellem sange om manageren, tidligere managere, spillere, tidligere spillere og klubbens mange togter rundt omkring i Europa. Af og til kommer der også ”hilsener ” til de omkringliggende klubber især i det nordengelske. Fansenes sangskat virker nærmest uudtømmelig og det er ofte en god blanding af nostalgiske tilbageblik, hyldest til klubbens legender (både spillere og managere), som for det meste bliver sunget på traditionelle britisk-komponerede folkemelodier.
Omgivelserne på ”The Albert” består af tapetet som selvfølgelig er rødt, hvorpå de gamle legender, Jan Molby, John Barnes, Bill Shankly osv., hænger indrammede som tavse vidner om de mange traditioner og historier der er knyttet til klubben. De nyere triumfer (fx UEFA-cuppen 2001, Champions League 2005 og FA-triumfen 2006) er også oppe på væggene. Selvfølgelig er det danske Carlsberg (hovedsponsor for Liverpool) købeklar i baren, men det er næppe kun for at drikke øl, at fansene er kommet. Gennem årene har besøgende fans også givet halstørklæder, trøjer og flag til klubben, som hænger tæt ved siden af hinanden på både lofter og vægge. Der er gaver fra fx tyske Carl Zeiss Jena, italienske Roma, norske Molde og amerikanske Denver for bare at nævne nogle få.
Hvorfor fan af Liverpool? Fansene, traditionerne, stemningen og historierne for at svare kort på det spørgsmål. The Kop (endetribunen bag det ene mål), som altid er medlevende og trofast, giver altid opbakning og en unik stemning. Den nuværende manager Rafael Benitez har sagt: ” When you see the supporters and how the club works it is like a religion to them”, og jeg er meget tilbøjelig til at give ham ret! Gennem årene er mit eget tilhørsforhold blevet stærkere, og mine rejser til Italien hvor jeg så Juventus – Liverpool i april 2005, og den første tur til Anfield i 2003 har sat sine tydelige spor hos mig.
Selve kampen bliver for mig uforglemmelig, og som jeg nævnte i starten var en bønnestages alsidighed og et dansk hoved involveret. Hele fem mål er vi vidner til og engelske Peter Crouch (204 centimeter høj!) scorer med højre ben, på hovedstød og til sidst med venstrebenet til et hattrick og danske Daniel Agger snitter et indlæg videre ind i nettet til en samlet sejr på 4-1. Kampens resultat er vigtigt, da vi kæmper mod netop Arsenal om bronzen i Premier League. Trods den komfortable sejr var stemningen aldrig helt oppe i det røde felt men dog stadigvæk god, og jeg tror det skyldes, at kampen lå 12.45 engelsk tid, som er meget tidligt, og det er svært at sparke hinanden helt i gang. En sen eftermiddagsforestilling havde nok været en bedre lejlighed til at rulle hele sangrepertoiret ud.
Med et evigt håb om at klubben vil vende tilbage til tronen af engelsk fodbold venter fansene (og jeg) på national succes og især et mesterskabet vil lune gevaldigt. Personligt tror jeg, at den rigtige manager (Rafael Benitez) sidder i sædet, og med den økonomiske indsprøjtning fra de nytilkomne amerikanske investorer skal det nok bringe den længeventede succes tilbage til der, hvor den hører hjemme. Efter godkendelse fra byrådet i Liverpool er det netop blevet besluttet, at der skal bygges et nyt stadion til Liverpool med plads til 60.000 i Stanley Park tæt på den nuværende hjemmebane.
I min Liverpool-iver har jeg siden november sidste år arbejdet på at ligne en af spillerne. Det har egentligt ikke været så svært og det har faktisk bare været et spørgsmål om at lade mit hår gro. Fra sommeren 2006 har hollænderen Dirk Kuyt været tilknyttet klubben og under min rundtur i Afrika fandt jeg ud af jeg begyndte at ligne ham lidt med mine krøllede lokker. Døm selv! Af andre bud på hvem jeg kunne ligne har jeg fra venner og bekendte hørt: Jascha Richter fra Michael Learns to Rock, Steve Sanders fra Beverly Hills, Leo fra Sussi og Leo og Cyron Bjørn Melville fra forbrydelsen. Bare rolig – frisøren, i form af en af pigerne fra min seminarieklasse, skal snart klippe mig, men dog ikke det korte aerodynamiske look, som jeg plejer at have.
I min Liverpool-iver har jeg siden november sidste år arbejdet på at ligne en af spillerne. Det har egentligt ikke været så svært og det har faktisk bare været et spørgsmål om at lade mit hår gro. Fra sommeren 2006 har hollænderen Dirk Kuyt været tilknyttet klubben og under min rundtur i Afrika fandt jeg ud af jeg begyndte at ligne ham lidt med mine krøllede lokker. Døm selv! Af andre bud på hvem jeg kunne ligne har jeg fra venner og bekendte hørt: Jascha Richter fra Michael Learns to Rock, Steve Sanders fra Beverly Hills, Leo fra Sussi og Leo og Cyron Bjørn Melville fra forbrydelsen. Bare rolig – frisøren, i form af en af pigerne fra min seminarieklasse, skal snart klippe mig, men dog ikke det korte aerodynamiske look, som jeg plejer at have.
Afsluttende kan jeg konstatere, at rejse- og oplevelseslysten absolut ikke fejler noget, og det er dejligt at være af sted igen. At jeg kommer tilbage til Liverpool er ganske sikkert, og med de forholdsvis billige flybilletter virker det ikke helt uoverkommeligt at tage på tur igen.
Tillykke til Michael med de 25 år, som han fyldte på turen, hvor han af mig fik et par strømper fra fanshoppen og af Lasse fik han den på turen meget omtalte pålidelige badevægt. Et velvalgt sted at holde sin fødselsdag.
