Den sidste grænse

Under rundrejsen i det sydlige Afrika mødte jeg to amerikanere fra Seattle på den amerikanske vestkyst. Det var egentlig lidt tilfældigt, at vi skulle komme til at snakke sammen, da vi alle var ved at være trætte af oplevelseskåde turister. Hvorfor skulle man så snakke sammen, når vi alle havde udset os de små øer i Lake Malawi på grund af deres isolerede beliggenheder og tydelige fravær af turister? På Likoma Island fandt vi imidlertid ud af, at vi alle lød meget fornuftige, og der begyndte så småt at opstå små tegn på det, man kan kalde for kommunikation.
Janet var begejstret, da det var første gang, at hun mødte ”a Danish Viking”, og da hun selv har danske rødder var hun glad for at have fået en kontakt i Danmark, som ”hun stolt ville fortælle til sin mor”! I starten af det 20. århundrede emigrerede hendes oldefar fra Danmark til USA, og derfra stammer hendes danske efternavn Olsen. I dag har hun sin egen blomsterbutik i Seattle, som var med til at finansiere hendes besøg og rundrejse i Afrika. Laura var i sin tid i Afrika ved at færdiggøre næsten et års erhvervsarbejde som sygeplejerske i nærheden af Zambias hovedstad Lusaka, og arbejder nu på et hospital i Seattle.
Vi fulgtes fra Likoma Island sydpå mod Malawis hovedstad Lilongwe, og da vi skiltes, var mit indtryk, at det ikke var sidste gang, at jeg så de to.

Engang i marts bestilte jeg billetter til Vancouver, som ligger i Canada omkring 150 km nord for Seattle. Der lander jeg den 2. juli, og skal være der frem til den 3.august. Indtil videre ved jeg, at jeg bliver hentet af Laura, som kører os til Seattle, hvor jeg blandt andet skal være med til at fejre den amerikanske uafhængighedsdag den 4.juli med hendes ”højtråbende irske” familie. I den tid jeg er i Seattle har jeg fået lov til at bo hos Laura, som desværre skal arbejde meget af tiden, mens jeg er i byen, så jeg skal nok indstille mig på at gå på soloeventyr. Man får jo også set meget, når man farer vild alene (!). En god blanding af en begrænset stedsans og jetlagspåvirkninger (Seattle er ni timer efter Danmark) skal nok blive interessant i en by med omkring 4 mio. indbyggere.
Selve byen ligger smukt kilet ind mellem Puget Sound på vestsiden som gennem snævre passager giver adgang til Stillehavet mod nordvest, og det mere bjergrige terræn på østsiden (Cascade Ranges). Havklimaet er garant for en del dis, tåge og regn, men det skulle efter sigende være en del af charmen ved byen og staten Washington som er ”meget grøn og fyldt med træer”.

I ”The Emerald City” har jeg planer om at se Qwest Field - NFL-holdet Seattle Seahawks´ hjemmebane - som står højt på min liste. Desuden ved jeg, at nogle af Boeing-fabrikkerne ligger i nærheden af byen (hovedkontorene er dog flyttet til Chicago) og Microsoft-koncernen ligger stadig i byen. Gennem de seneste 20 år har byen også været base for rockmusikkens grunge-genre, hvor bands som Nirvana, Foo Fighters, Pearl Jam, Alice in Chains og Soundgarden er blomstret op. Jimi Hendrix er også født og begravet i Seattle, og efter sigende skulle der i visse områder af byen stadig være et livligt musisk miljø på caféer og barer.

Fra den 16. – 31. juli tager jeg nordpå til USA’s største stat Alaska. Jeg er stadigvæk i gang med at lave lidt research på de muligheder, der er i ”The Last Frontier”, og ligesom på New Zealand skal jeg nyde bjergene, vulkanerne, gletscherne, de uendelige vidder osv. Der skulle være gode muligheder for at trekke i staten, der er næsten 34 gange større end Danmark, og jeg håber på at få øje på noget af det dyreliv, som Alaska også er så kendt for.

Jeg glæder mig meget til at danne mit eget indtryk af (en lille del af) USA, som efter min mening er et af de lande, der er forbundet med flest misforståelser, forestillinger og fordomme. Indtil videre har jeg haft fornøjelsen af at spille volleyball med og mod spillere fra USA, og de har alle været hårdtarbejdende, engagerede og livlige på og uden for banen. Jeg ved dog ikke, hvor meget jeg kan generalisere ud fra mit sparsomme kendskab til de amerikanere jeg har mødt, men jeg glæder mig til at få syn for sagen.

To interessante telefonopkald, SMS-magi og en smule overtro!

Mandag morgen (30/4) gik turen til Sverige på studietur med seminarieklassen, hvor vi skulle være indtil fredag eftermiddag. Studieturen fungerer som en del af vores danskstudie, hvor de nordiske sprog er fremtrædende og betydningsfulde, og Norge og Sverige er således oplagte rejsemål.
Under sejlturen fra Frederikshavn til Göteborg bliver jeg ringet op af studiekontoret på seminariet, og jeg får at vide, at jeg i efteråret og i starten af 2008 har fået praktikplads på Bjerre Gymnastik- og Idrætsefterskole (BGI) syd for Horsens. Umiddelbart er min glæde stor, da BGI er en eftertragtet og populær efterskole for både lærere, elever og lærerstuderende der søger praktikplads. Det sætter dog nogle tanker i gang, da jeg også har haft planer om at skulle i praktik i udlandet igen, hvis muligheden bød sig. Et dilemma, da jeg meget gerne vil prøve begge udfordringer.
Jeg får lov til at tænke over begge muligheder under studieturen i Sverige, og efter en del overvejelser bliver jeg enig med mig selv om at sige ja til efterskolen. Gennem studietiden og praktikken har jeg efterhånden indset, at hvis jeg skal kunne se en fremtid med lærergerningen, bliver det nok på en efterskole. En bedre mulighed får jeg nok ikke for at prøve en efterskole af, og jeg ser frem til at genopleve den stemning og det unikke miljø, som jeg befandt mig i for omkring 10 år siden på Hellebjerg i Juelsminde. Dog har det været svært at sige nej til det store udland, og jeg var ellers i gang med at søge information om skoler i Nordirland, Berlin og på Filippinerne.

Selve studieturen i Sverige gik fint, og vi boede på en lille isoleret ø Biskops-Arnö 55 km. nordvest for Stockholm. Vi fik set Stockholm et par gange, som i øvrigt er en smuk by med mange kanaler, gamle velholdte bygninger og en flot udsigt på toppen fra Skansen, som er verdens første friluftsmuseum, der endda har en lille zoo. Vi var i teateret for at se et svensk stykke og hørte nogle foredrag, blandt andet om svensk historie og svensk grammatik (!). Om fredagen inden vi skulle hjem, kom den svenske forfatter Ulf Stark på besøg, og han fortalte blandt andet om sit forfatterskab.

Stockholm set fra Skansen på toppen af byen

Vi sluttede af med en bustur på omkring 14 timer gennem Sverige over Helsingborg-Helsingør hele vejen til Aarhus. Under kørslen var jeg så heldig at se en græssende elg stå på en eng ved siden af motorvejen. Som selvudnævnt jubelturist er det jo et must at se sådan én!

Det andet interessante telefonopkald kom fra min far, som har nogle kammerater, der gerne vil til Liverpool, og som gerne vil have mig med som stedkendt. Jeg vil med glæde tage på tur til Liverpool igen, og jeg har indtil videre aftalt at maile sammen med min fars kammerater om en tur engang i sæsonen 07/08. I sommerferien udgiver det engelske fodboldforbund programmet for næste sæson, og hvis man er hurtig, kan man få billetter til en af de store kampe mod manchester united, Chelsea, Arsenal eller hvad med et lokalderby mod Everton?

Apropos Liverpool – en sjov lille anekdote: I 2005 sad jeg på New Zealand og fulgte med i Liverpools semifinalekamp i Champions League mod Chelsea via SMS. Omkring 150 km. syd for Auckland sad jeg i Hamilton, som vist aldrig havde hørt om fodbold, og hellere ville koncentrere sig om rugby, cricket og hestesport (!). Jeg havde ellers tjekket mulighederne for at finde en pub eller lignende, da det var en kamp jeg absolut ikke ville gå glip af. Jeg finder i stedet en parkbænk ved Waikato-floden og sidder i stilhed og spiser morgenmad for mig selv, mens der 20.000 km. væk på den anden side af jorden bliver spillet en kamp af vital betydning for klubben.

Waikato-floden, New Zealand

Da den sidste SMS tikker ind med den gode nyhed om vores sejr, sidder jeg i tavshed, sænker hovedet og knuger mobiltelefonen i mine hænder, mens den søvnige by intet aner om det store slag i Liverpool. I stilhed går jeg en tur langs den fredelige langsomtflydende flod og sender en del tanker til Anfield, som efter sigende skulle have været elektrisk den aften.
Så sker det selvfølgelig igen – jeg skal til udlandet, når Liverpool skal spille semifinale mod Chelsea i 2007-udgaven af Champions League. Situationen er lidt den samme – jeg sidder isoleret et sted, hvor de færreste går op i fodbold, og følger med via SMS og senere internet. Der er dog TV på skolen, men ingen kanaler, der kan vise fodbold. Lidt tragikomisk har vi i vores program fået lagt en svensk vise-aften ind, hvor en finne kommer og synger nogle gamle svenske sange. Så sidder man der i en svedende uvidenhed og venter blot på nyt hjemmefra. Udfaldet bliver det samme – vi vinder efter endnu en nervekrig og står som i 2005 igen i finalen mod Milan, og igen kan jeg fejre min egen lille sejr langt fra begivenhedernes centrum.
Kald det overtro men når vi i 2009 møder Chelsea i Champions League-semifinalen er jeg sikkert ikke i Danmark…

I det kommende skole år slutter jeg mig til den internationale klasse på seminariet, som er en klasse, der kommer til at bestå af 15 danske og 15 udenlandske studerende. Der kommer fortrinsvis studerende fra Vesteuropa af den simple grund, at det (desværre) er for dyrt at bo og leve i Danmark. Af erfaring ved seminariet, at det er med til at holde folk fra andre verdensdele væk.
Al undervisning og pensum kommer til at foregå på engelsk, hvilket bliver spændende og udfordrende. Jeg skal have de pædagogiske fag psykologi, pædagogik og didaktik med den internationale klasse, og som 3. og 4. liniefag har jeg valgt samfundsfag og idræt.
Den internationale klasse har givet mig mulighed for at komme til udlandet igen, men som jeg skrev i starten, har jeg altså prioriteret efterskolen. Jeg er dog meget fristet af at skulle af sted igen, og de første af mine kommende medstuderende har allerede meldt sig på Tanzania og Filippinerne, og det prikker da lidt til min explorer-DNA.

Til slut skal der lyde et stort tillykke til min søster Britt (og Ole og Marius), som venter sit andet barn til december. Så skal jeg være morbror for anden gang.