Steen Krogh Grønnebæk

Man skal ikke blande sport og politik...jo det skal man!

2011-05-07T22:19:00.000-07:00

Jeg fandt denne meget interessante artikel om sammenhængen mellem politisk overbevisning og sportsgrene på TV. Spændende læsning!

POLITICAL AFFILIATION AND TV PREFERENCES

by Gwen Sharp, Apr 3, 2010, at 09:26 am

C.N. Le of Asian-Nation sent us a link to an article at The Hollywood Reporter about a study showing that, among those likely to vote, Democrats watch more TV shows while Republicans watch more sports. Here’s the data for TV (larger version):

Text:

Program format audiences in upper right (e.g. National/network news) have a higher than average percentage of viewers who are Republican and likely to vote. Audiences in upper left (e.g. Late night talk) have a higher percentage of viewers who are Democratic and likely to vote. The bubble size is proportionate to the percentage of adults who report typically watching the television format. Axis values are index scores that compare format viewers to the total adult population which has an average value of 100.

Notice that Democrats who watch music videos and reality dating shows have a low likelihood of voting — I’d assume because those viewers are younger, and that demographic (those over 18 and able to vote, obviously) generally have low turnout.

And here’s the graph for sports (larger version):

And it appears that Republican sports viewers are, as a whole, have a higher likelihood of voting than do Democratic viewers.

From the article:

“The average TV show will deliver 15-25% more Democrats compared to Republicans,” said Will Feltus, senior vp of research at National Media, which specializes in buying ads for GOP clients. “The moral to the story is that it’s harder to find Republican viewers and sports is good place to find them.”

Frem mod 2012

2011-05-03T21:37:00.000-07:00

Som billedet antyder, vil jeg skrive lidt om amerikansk politik. Jeg vil forsøge at være så objektiv, informativ og så kortfattet som muligt. Jeg synes i høj grad, at en upartisk tilgang er en mangelvare, når man læser, ser og hører nyheder fra Danmark om amerikansk politik.

Valgtemaer

Præsidentvalget kommer til at handle om følgende emner - den amerikanske økonomi kommer til at være det altoverskyggende tema og i den forbindelse også arbejdsløsheden (9% i skrivende stund). Hvis ikke der kommer bedre styr på gælden, væksten og arbejdsløsheden ("It´s the economy, stupid") kan der hurtigt opstå problemer for enhver præsident - sidst set ved midtvejsvalget i 2010, hvor de manglende økonomiske resultater resulterede i en stor sejr til højrefløjen.

"De hellige køer": Medicare, Medicaid, Social Security, "Obamacare" og militæret. I krisetider skal der tænkes kreativt, og selv de "sikre" institutioner og programmer som ingen politikere tør røre ved kan (og skal) der røres ved. Ellers galoperer statsgælden videre, og det har ingen interesse i.

Irak og Afghanistan kommer også til at få spalteplads og tv-tid, og især spørgsmålet om, hvad planen er på lang sigt med disse to lande og i den forbindelse antiterror-bekæmpelse, er vigtige temaer.

Udfordrere

Det er umiddelbart svært at se, hvem der skal kunne slå Obama ved præsidentvalget i 2012. De mest seriøse kandidater er nok Mike Huckabee og Mitt Romney. Donald Trump og Sarah Palin anser jeg ikke for kompetente udfordrere. Men det som især Sarah Palin kan gøre, er at puste til ilden på den amerikanske højrefløj og appellere til de yderliggående grupper som en midtsøgende republikaner ikke kan nå ud til. En seriøs republikansk præsidentkandidat skal håbe på at blive støttet af Sarah Palin, da hun kan opildne stærkt konservative vælgere og få dem til stemmeurnerne.

Republikanerne mangler en leder, og der er ingen lysende stjerne som Reagan var i firserne. Omvendt peger republikanerne på, at demokraterne på dette tidspunkt i 2007 heller ikke havde nogen oplagt kandidat. De kommende måneder må vise, hvem den bedst egnede udfordrer bliver.

Strategi

I hvor høj grad kan Obama få opbakning fra de grupper som støttede ham i 2008 (ex sorte, hispanics, kvinder og den yngre del af befolkningen). Bliver det med de samme metoder som i 2008 med brugen af sociale medier, satser han igen på mange bidragsydere, der donerer små beløb til valgkampagnen eller vælger han en anden strategi denne gang? Visse grupper på venstrefløjen føler sig måske forbigået, da Obama indtil videre har valgt en mere midtsøgende kurs end folk (og vælgerne) havde forventet - støtter disse grupper stadigvæk Obama eller vælger de at blive væk ved valget.

Særlige udfordringer

Hvordan vil Obama svare igen på den konservative bølge, der begyndte at rulle før, under og efter midtvejsvalget i 2010? Republikanerne har vind i seglene, og meget tyder på, at de også overtager flertallet i Senatet efter valget i 2012. Demokraterne er på en svær opgave i de stater, hvor de godt nok vandt i 2006, men som traditionelt set er konservative.

Obamas styrker

Obama kommer til at virke formidabel i form af talegaver og retoriske evner. Han kan indtil videre pege på, at han har skaffet resultater både til venstre og højre - f.eks. da Bushs skattelettelser blev forlænget. Obama har også sendt flere tropper til Afghanistan (det var nok de færreste, der regnede med det) og fået ram på Bin Laden.

Obamas svagheder

Det går ikke hurtigt nok med at få økonomien tilbage på ret kurs, og det kan vise sig at være en hæmsko. De befolkningsgrupper, der støttede Obama i 2008 har måske ikke fået den ønskede "Change" som Obama gik ind i valgkampen med, disse grupper kan vende sig mod ham.

Min forudsigelse

Obama forsætter som præsident, men republikanerne kommer til at sidde med flertal i både Senatet og Repræsentanternes hus...så skal de diplomatiske evner for alvor findes frem!

Yellowstone National Park

2010-10-14T21:00:00.000-07:00

Endelig kom tiden til at skrive igen og endelig kom tiden til at rejse igen. Laura Bush og jeg koerte gennem tre for mig ukendte stater – Idaho, Montana og Wyoming. Jeg var ret begejstret, da dette betoed, at jeg endelig fik den anden side af staten Washington at se, da denne tur ogsaa skal koeres inden man naar Idaho. Staten Washington er der, hvor jeg lige nu hoerer hjemme, og det har vaeret lidt underligt for mig ikke at kende den anden side af bjergene – det er der nu lavet om paa. Et par ting blev bekraeftet – staten Washington oest for the Cascades har en masse...ingenting, dvs. smaa buske paa en halv meters hoejde spredt ud over de uendelige vidder – ikke at dette er uinteressant (jeg synes faktisk godt om de oede straekninger - f.eks. i Namibia), men blot en konstatering af den store forskel, der er mellem oest og vest. Paa vestsiden (hvor vi bor) er der groent, taet befolket, hav, rullende landskab med de store fyrretraeer, bjerge og flertal af demokrater. Paa oestsiden oerken, relativt fladt, oede, enkelte steder vinboender og flertal af republikanere.

Fra starten havde vi (dvs. jeg) bestemt, at der skulle aedes noget asfalt i vores nye Honda CR-V, og vi havde kun faa pauser mellem Seattle og Gardiner, som ligger lige nord for den nordvestlige indgang til Yellowstone i Montana. I 1872 blev Yellowstone verdens foerste nationalpark, og initiavet blev taget af praesidenten paa 50 dollar-sedlerne og nordstatshelten fra den amerikanske borgerkrig – Ulysses Grant. Parken daekker et omraade svarende til Sjaelland + Lolland og Falster.

Hvert aar stroemmer folk til parken, og isaer om sommeren fyldes parken med tusindvis af turister. Enkelte steder, f.eks. ved gejseren Old Faithful, fik jeg en fornemmelse af, hvor mange turister parken egentlig forventer. Parkeringpladsen var, lad os bare sige rummelig, og der var sat tilskuerbaenke op mellem Old Faithful og det splinternye visitor center. Folk sidder saa og venter i gennemsnit 91 minutter paa det naeste udbrud fra en af verdens mest forudsigelige gejsere. Det goer bestemt indtryk, at parken er saa rig paa ikke blot gejsere men ogsaa masser af steder, hvor det syder og bobler fra undergrunden i moerke mudderpoele og smaa kogende soeer med krystalblaat vand, der lugter af fosfor.

Blandt al denne geotermiske aktivitet gaar parkens beboere relativt upaavirkede rundt. Bisoner havde vi en del moeder med lige fra en enkelt han som demonstrativt blokerede trafikken i begge retninger paa en af de mange broer i parken til en stoerre flok paa omkring 20 bisoner, som ret effektivt stoppede al trafik i omkring 20 minutter. Bilisternes temperament, taalmodighed, dumhed/mod bliver herefter sat paa proeve, hvilket vi saa et par eksempler paa. En af de fuldvoksne bisoner (smaa 1000 kilo) sparkede med begge bagben efter en bil, der kom for taet paa... Alle dyr i parken har selvfoelgelig foersteret til at faerdes, hvor de vil, og det er selvfoelgelig forbudt at genere, roere eller paa nogen maader at stresse dyrene.

I 1995 blev ulve genintroduceret i Yellowstone efter de blev udryddet i 1926, og i dag er bestanden af ulve igen erklaeret for stabil, hvilket har gavnet foedekaeden. Vi saa en enkelt ulv, som en stoerre flok ulve-fans havde spottet i Lamar Valley i det nordoestlige Yellowstone.

Vi saa desvaerre ikke noget til de store grizzly-bjoerne, men hoerte selvfoelgelig historier fra begejstrede gaester (grrr), som havde set 1 eller flere af parkens ca. 600 grizzlies. I stedet fik Laura og jeg noget af en oplevelse, da vi saa en sortbjoern og hendes unge ved kanten af vejen i Grand Teton, som ligger syd for og i forlaengelse af Yellowstone. Igen kan man undre sig lidt over folk, som uden videre stiller kameraer (og sig selv) op ganske faa meter fra bjoernene. Heldigvis kan man glaede sig over, at baade mor og unge ikke lod til at vaere saerligt forstyrrede af hverken biler, mennesker eller snurrende kameraer.

Statshovedstaden Boise i Idaho blev for mig en perfekt afslutning paa vores koeretur rundt i det nordvestlige hjoerne af USA. Boise var meget ren, ny, fyldt med traeer og omkringspringende egern og isaer campus-omraadet ved floden omkring Boise State University var saerdeles indbydende. Inden vi tog af sted fra Seattle havde jeg fundet det helt perfekte sted at tilbringe den sidste nat paa vores roadtrip. Idaho Heritage Inn blev bygget i 1904 og husede engang Idahos guvernoer, men i 1987 blev stedet lavet om til Bed & Breakfast, som det ogsaa er i dag. Et par gader fra Idaho Heritage Inn ligger Capitol Hill, hvor Idahos Senat og Repraesentanternes hus holder til, og jeg kunne glaede mig over den klassiske graeske stil som regeringsbygningen var bygget i.

Jeg tager oplevelsen med mig som inspiration til nye maal. Naeste aar skal Lauras lillebror giftes i Nebraska, og der regner jeg med at faa "det rigtige" USA at se, og mon ikke min appetit paa oede steder bliver maettet. Jeg har allerede advaret Laura om mit oenske om at rulle bedetaeppet ud i Kansas...

Chewing, spitting and waiting

2010-05-29T21:13:00.000-07:00

Fascineres man af spillet kan man let leve sig ind i de smaa nervekrige, ligge foran stadion for at koebe saesonkort naeste morgen, rejse USA tyndt for at se sit yndlingsholds udekampe og sidde med smaa notesblokke under kampene og systematisk notere alle spilhandlinger ned. Inden for de naeste to uger bliver det afgjort, hvem der skal ny mester i det faenomen, der bliver kaldt for America's pastime - baseball.

Under en familiesammenkomst faldt jeg i snak med en hvis Robert Jensen, hvis foraeldre i sin tid udvandrede fra Danmark til USA. Vi snakkede lidt om Danmark, og om hans to ture dertil. Af uvisse aarsager tog samtalen en lille drejning og emnet faldt pludselig paa baseball. Baseball er et spil, der aldrig har slaaet igennem i Danmark, men amerikanerne elsker det, og inden NFL tog over var baseball indtil for faa aar siden den meste sete sport i USA. Faktisk blev spillet opfundet under den amerikanske borgerkrig (1861-1865), og saaledes er sporten paa en maade vokset op med USA gennem det industrielle boom, to verdenskrige og har eksisteret i snart 150 aar.

Ved familiesammenkomsten, som var Lauras mors pensionsfest, overhoerte Laura min samtale med Robert og sparkede en lille bemaerkning ind fra sidelinjen: "Chewing, spitting and waiting". Det er det udbrud jeg saedvanligvis kommer med, naar der er baseball i fjernsynet, og det syntes Laura lige, at Robert skulle laere at kende. Chewing, spitting and waiting er min noget forenklede sammenkogning af de observationer jeg har gjort, naar jeg ser baseball.

Chewing: Baseball-spillerne elsker deres tyggegummi, og der bliver flittigt tygget tyggegummi inden der bliver slaaet til bolden, inden pitcheren kaster bolden og i dugout-omraadet (reservebaenken). Spitting: hvis man misser et slag kigger man ned og spytter, traenerne spytter og reservebaenken spytter.

Alt imens er min tredje observation i fuld gang - waiting. Hvornaar rammer de bolden, hvornaar loeber de, hvornaar stjaeler de en base og ser jeg nogensinde et homerun? Roberts svar paa mine iagttagelser: "Well, you're missing the point, Stiin - Baseball is a mind game". Saa kunne jeg tygge lidt paa det, mens vi spillede en kombination af netop baseball og (europaeisk) fodbold, hvor det ligeledes gaelder om at loebe og stjaele baser, men hvor der sparkes i stedet for at slaa til bolden.

Ud fra Roberts kommentar og min egen forstaaelse (indtil videre) kraever det aabenbart en speciel mental indstilling, hvis man vil nyde spillet som tilskuer. Personligt tror jeg, at baseball er en af de ting, man skulle have vokset op med for virkeligt at kunne forstaa og nyde.

Om nogle aar vil jeg maaske forstaa fascinationen, naar jeg er blevet tilstraekkelig amerikaniseret. Jeg ser lige nu baseball for at forstaa sporten og tiltraekningskraften paa det amerikanske publikum. Indtil videre holder jeg fast i chewing, spitting and waiting, men glaeder mig i oevrigt til de sidste og afgoerende kampe.

Hawaii

2010-05-03T21:15:00.000-07:00

I starten af april var jeg paa Hawaii med Laura, Lauras mor og en tante fra North Carolina. Hawaii var lige de ekstra 10-15 grader varmere end Seattle – varmt nok til ikke at kunne gaa rundt i shorts dagen lang men dog ikke saa varmt at man ikke kan roere sig uden at skulle soege ind i skyggen igen efter 5 minutter – behageligt! Hawaii er en samling af vulkanske efterladenskaber, og har stadigvaek meget tydelige spor af det der har stoebt oeen og det som stadigvaek stoeber oeen hver dag. Saaledes har Mauna Loa vaeret i udbrud siden 1983, og tilfoejer hver dag lidt ny landmasse til oeerne. Faktisk er Mauna Loa stoerre end Mt. Everest, hvis man maaler fra havbund til bjergtop

Vi var saa heldige at vi gennem nogle venner af Gill-familien, at blive inviteret ud til en lokal macadamia-noeddefarmer, som stolt viste sin plantage bestaaende af 5.000 traeer frem. Der groede ogsaa bananer, appelsiner, ananas, chiliplanter og de enorme jackfrugter paa hans plantage men macadamia-noedderne var hans hovedbeskaeftigelse. Macadamia-noedderne bliver brugt til blandt andet brugt i chokolader, is-smag og som en slags saltede peanuts.

Der var rigtigt gode snorkleforhold, og jeg fik set havskildpadder, moraener, kuglefisk, papegoejefisk og en del andre tropiske fisk. Det bedste snorklested var ud for et historisk vigtigt sted – stedet hvor James Cook blev draebt af de lokale i 1779 efter en misforstaaelse paa lokal hoejtid. Stedet var markeret med hvid obelisk.

Jeg har nu vaeret hos Big Fish Games i cirka halvdelen af min kontraktperiode, og jeg nyder, at gaa paa arbejde hver dag! Der er flere ting jeg glaeder mig over: jeg ved hvor svaert andre folk har det med at finde arbejde, og der har jeg vaeret meget heldig bare at komme i betragtning hos et firma og endda blive ansat – og saa endda arbejde med mit eget modersmaal og faa lov til at noerde med den vidunderlige grammatik som Danish Language Editor. Da jeg ikke selv har arbejdserfaring fra andre firmaer i USA ved jeg ikke hvordan arbejdskulturen er andre steder, og har derfor intet sammenligningsgrundlag, men de fleste folk jeg har snakket med hos Big Fish Games siger, at det er rigtigt godt sted at starte, og i det hele taget et rigtigt godt sted at arbejde (jeg er enig!). Firmaet virker meget ungt og energisk! Noget jeg er meget begejstret for er firmaets tillid til de enkelte teams og de enkelte teams (naesten) suveraene selvbestemmelse i dagligdagen. De enkelte teams skulle gerne opnaa en foelelse af ejerskab, og jeg fik at vide fra starten, at jeg som Danish language editor ville faa hovedansvaret for den sproglige standard i den danske version af Big Fish Games-spillene, og det er et ansvar jeg har taget til mig.

Fodbolden (soccer!) ruller stadigvaek og vi har vundet 5 ud af 7 kampe, og vi er nu over halvvejs gennem turneringen. Vi spiller paa kunstgraes hver tirsdag i en af de offentlige parker i Seattle og omegn. For det meste med mig paa maal, men har da ogsaa spillet lidt i forsvaret. Jeg har ogsaa fundet cyklen frem og cykler hver dag til arbejde (7-8 kilometer), hvilket er saerdeles forfriskende. Folk cykler paent staerkt herovre, og af en eller anden grund er der klar til, at folk skal have det taetsiddende cykeltoej paa, naar de cykler. Jeg ser ikke den store grund til at have skiftetoejet klar, naar det ikke tager laengere en 25 minutter paa arbejde. Indtil videre er jeg den eneste i jeans og t-shirt blandt folk i supermandskostumer, naar jeg cykler paa Dexter, som er lidt af en hovedvej for den cykelelskende arbejdsstyrke i Seattle.

BigFishGames

2010-03-12T12:39:00.000-08:00

Job! Saa skete det. Efter en jobsamtale via telefon og tre jobsamtaler hos selve BigFishGames fik jeg endelig papir paa, at jeg skal arbejde der. Indtil videre lyder kontrakten paa tre maaneder med mulighed for forlaengelse, hvis der er gensidig interesse efter de tre maaneder. BigFishGames producerer og saelger casual games paa nettet, og firmaet er lige ved at udvide deres internationale territorium - herunder Danmark. De har derfor brug for dansktalende folk til at varetage opgaver som redigering, korrekturlaesning, forslag til spilforbedringer og samarbejde med den danske site coordinator, som har hovedansvaret for al indhold paa den danske version af bigfishgames. Jeg er meget begejstret for endelig at skulle starte, og jeg tror paa, at jeg har fundet det rigtige firma.

http://www.bigfishgames.com/

Jeg er i det hele taget glad for at bo i Seattle og foeler mig godt tilpas. Mens jeg har vaeret igang med jobsoegningen og ventet paa min arbejdstilladelse, har jeg arbejdet og arbejder stadigvaek som frivillig i Seattle Aquarium, som jeg fik et rigtig godt indtryk af i 2007, hvor jeg foerste gang var i Seattle. At faa skabt et nyt netvaerk og en ny tilvaerelse var nogle af de tanker og maal jeg havde foer jeg flyttede til USA, og aquariet har vist sig at vaere et godt sted at starte. I aquariet har jeg chancen for at moede andre frivillige, svenske og tyske turister, lokale familier, forretningsfolk og faa en fornemmelse af, hvordan de lokale seattlelites forholder sig rent socialt paa en arbejdsplads. Der er generelt en rigtigt god atmosfaere og baade frivillige og fastansatte arbejder med engagement og passion, hvilket smitter af! Laura og jeg var paa besoeg i aquariet paa Valentine’s day og endte endda med at blive interviewet af den lokale TV-station KOMO 4, da aquariet havde Octopus week og en hanblaeksprutte og hunblaeksprutte skulle foeres sammen paa en meget velbesoegt Valentine’s day-event. KOMO 4 var aabenbart paa udkig efter kaerestepar eller aegtepar, som ville se noget octopus love! Selve historien endte paa CNN, og nogle af Lauras venner fra Utah ringede og sagde, at de havde set os paa landsdaekkende TV! Her er et link til videoen og reportagen:

http://www.komonews.com/news/local/84383762.html

Ting jeg savner: rugbroed – det er virkelig en opfindelse i verdensklasse , og jeg har fundet amerikanske udgaver af det danske rugbroed, men de fortjener ingen sammenligning!

Danske nyheder og aviser: selvom jeg bruger internettet meget til at foelge med i hvad der sker baade i DK og internationalt er det slaaende, hvordan amerikanske medier forholder sig til nyhedsstof. Nyhederne i Seattle kommer i foelgende rangorden: lokale nyheder fra Seattle og forstaederne, dernaest nyheder fra staten Washington og til sidst landsdaekkende nyheder. Internationale fokuspunkter er en sjaeldne og det er kun BBC World, som hver aften bliver koblet paa en af de lokale TV-stationer, der kommer med nyt fra udlandet. Jeg savner det udsyn og dokumentarprogrammer og jeg synes, at danskproducerede udsendelser paa dette omraade har en hoej standard. Til gengaeld er jeg meget begejstret over diverse statistikker og beviser i form af tal, som de amerikanske medier gaar meget op i – det goer (for mig) information nemmere at huske, hvis der ofte er tal involveret. Desuden er der masser af amerikansk politik i TV, og mon ikke det bliver endnu mere omfattende, naar vi naermer os midtvejsvalgene i november.

Jobsoegningen er indtil videre slut og som sagt saa glaeder jeg mig meget til at komme i gang. Sidste sommer arbejdede 60 ud af 66 dage hos Avis og var meget glad for at vaere aktiv og at kunne tage paa arbejde naesten hver dag. Det har vaeret lidt af en udfordring at skulle vente paa arbejdstilladelsen og samtidig vaere aktiv jobsoegende i omkring 6 maaneder. Af og til har det vaeret noget langsommeligt og min taalmodighed har helt sikkert vaeret sat paa proeve et par gange.

Til slut en lille betragtning: jeg arbejder som frivillig i Seattle Aquarium, min kones efternavn var Gill inden vi blev gift og jeg kan nu se frem til at arbejde for BigFishGames...

Amerikanske billeder

2009-09-29T19:14:00.002-07:00

Da jeg ofte er blevet stillet de samme spoergsmaal om USA, Laura, min fremtid i USA, immigration osv vil jeg lige tillade mig at lave en lille samling af ”ofte stillede spoergsmaal”. Det har vaeret baade morsomt og tankevaekkende, at af de samme spoergsmaal er blevet stillet saa mange gange lige fra min praktikklasse i 8.klasse i Riiskov til arbejdskollegaer og venner. Det siger et eller andet om, hvilke forestillinger folk goer sig, og hvilket forhold folk har til USA.

Hvad skal jeg lave herovre? Mit studiejob i Danmark var hos Avis biludlejning, og jeg haaber paa at min erfaring inden for biludlejning kan give mig muligheder hos Avis herovre eller hos andre biludlejningsselskaber. Jeg er ret ydmyg og hvis jeg skal klargoere biler eller lange burgere over disken hos McDonalds inden jeg finder et ”rigtigt” job er jeg villig til at goere det i et stykke tid. Jeg har derudover taenkt paa et job som translatoer, da det ikke ligefrem vrimler med fremmedsprogskyndige folk herovre.

”Der er da finanskrise i USA”? Ja, der er finanskrise i USA og nogle stater er bestemt haardere ramt end andre (fx Ohio og Michigan hvor den store amerikanske bilindustrien holder til). Staten Washington, hvor Seattle ligger, er ogsaa ramt men ikke saa haardt. Arbejdsloesheden er dog steget lidt men generelt er der forsigtig optimisme at spore.

Hvad siger mine foraeldre til at jeg tager af sted? Forstaaelse men ogsaa vemod. Min far sammenligner min situation meget med sin egen, da han paa min alder selv skulle til Paris for at bo og arbejde. Fru Krogh er ret ked af det, men jeg siger til hende (og til mig selv!), at det bestemt ikke er et endeligt farvel. Afstand er ogsaa et spoergsmaal om 10 timers transporttid i et fly frem for tanken om 10.000 kilometer henover Atlanterhavet med hinanden paa hver sit kontinent – et godt paedagogisk trick!

Hvordan kommer jeg ind i USA? Laura ansoegte i december 08 om at faa mig ind i USA som hendes forlovede med henblik paa at blive gift. Dette kan man kun goere efter man har kendt hinanden i to aar, hvilket vi havde i november 2008. Derefter skal jeg soege om permanent opholdstilladelse og arbejdstilladelse.

Er Laura religioes? nej, Laura kommer ud af en katolsk familie, men har ingen staerkere tilknytning til den katolske kirke. Vores bryllup havde heller ingen religioese undertoner og bliver holdt udendoers paa en strand en times koersel fra Seattle.

Hvad laver Laura? Laura er sygeplejerske paa et hospital i Seattle.

Har Laura et skydevaaben? Nej og Laura er modstander af retten til at baere skydevaaben.

Er Laura overvaegtig? Nej, Laura spiser sundt og undgaar generelt fed mad – hun er faktisk en fremragende kok. Jeg foeler bestemt heller ikke, at jeg bevaeger mig rundt i et minefelt af fastfoodrestauranter her i Seattle. Staten Washington ligger helt i bund over diverse statistikker om fedme og overvaegt paa tvaers af de 50 stater i USA.

Hvor moedte Laura og jeg hinanden? Likoma Island, Lake Malawi, Afrika. Jeg var paa praktikophold i Namibia i efteraaret 2006 med en efterfoelgende 5 ugers rundrejse i det sydlige Afrika, hvor Laura ogsaa rejste rundt med en veninde. Vi var paa samme lille oe i en uge, hvorefter vi skiltes men inden da udvekslede vi emailadresser og holdt kontakt henover foraaret 2007. Jeg besoegte hende i sommeren 2007, hvor det var meningen at jeg skulle leje bil og koere sydpaa mod San Francisco, men saa langt kom jeg aldrig...

En begrundet mavefornemmelse

2009-09-29T17:48:00.005-07:00

Efter bloghistoriens laengste tilloeb til at skrive er jeg igen endt bag tasterne. Under min tid i det sydlige Afrika og mit foerste besoeg i USA havde jeg stor glaede ved at samle smaa brudstykker af tekst til en samlet rejsefortaelling og jeg har glaedet mig til at komme igang igen. I Afrika var min blog en kommunikativ livline til Danmark, og for mig det bedste kommunikationsmedie, da jeg via billeder og tekst kunne beskrive de oplevelser, der gjorde indtryk. Det samme goer sig gaeldende denne gang men min blog er nu af en mere permanent karakter. Jeg vil goere et forsoeg paa at beskrive de tanker, jeg goer mig om at flytte til et andet land paa et andet kontinent, og starte paa det der nogle gange minder om at starte helt forfra igen – i dag har fx jeg vaeret paa koerekortkontoret for at forberede mig til en test for at faa koerekort i USA!

En lille opdatering: Jeg er blevet gift! Jeg bor nu i Seattle sammen med min kone (!) Laura og skal bruge den naeste tid paa at udfylde en stak papirer, som sikrer mig opholds- og arbejdstilladelse. Der kan gaa op til tre maaneder inden jeg faar min arbejdstilladelse (i bedste fald tre uger), og jeg er indstillet paa at vaere taalmodig inden hele tilvaerelsen er faldet paa plads igen.

I skrivende stund har jeg vaeret i Seattle i en maaned, hvor far & mor, soester Britt + Ole, Marius og Liva har vaeret paa besoeg. Min gode kammerat Ernst har ogsaa kigget paa Seattle i en lille uge inden han tog et smut forbi oestkysten, saa New York og Washington D.C. inden han ogsaa tog hjem. Jeg er glad for, at vores bryllup blev som det blev – udendoersbryllup uden religioese (eller rigtige!) skyer haengede over Fidalgo Beach, hvor dagen mest af alt var en fejring af Laura og jeg og vores taalmodighed gennem mere end to aar.

Inspiration

2007-07-29T21:55:00.000-07:00

Dette var min udsigt, da jeg sad og skrev det sidste indlaeg paa bloggen. Fantastisk udsigt! Luften er 15 grader og vandtemperaturen over 40, saa der stod vanddamp op fra jacuzzien.

Amerikansk mudder

2007-07-29T21:01:00.000-07:00

Gletscher ved Prince William Sound, Alaska

En normal samtale med en amerikaner starter med et haandtryk, det obligatoriske how’s it going og til sidst et nice to meet you. Lige saa snart de finder ud af, at jeg er fra Danmark kommer deres egen forbindelse til Europa, hvor deres roedder (foraeldre, bedsteforaeldre, oldeforaeldre osv.) oprindeligt kom fra inden de tog springet over dammen. Paa denne maade kan en person eksempelvis vaere ¼ irer, ¼ skotte, ¼ oestriger og ¼ spanier. Amerikanerne kalder denne sammensaetning “mud” (altsaa mudder), som udtryk for den menneskelige og kulturelle smeltedigel, som landet har vaeret og stadigvaek er.
Man glemmer nogle gange at USA har en meget kort og hektisk historie sammenlignet med vores europaeiske, inden landet blev opfattet som interessant af kolonimagter og senere lykkeriddere.

I Anchorage, Alaska har jeg i de sidste 10 dage vaeret hos Lauras venner Sara og Nathan, hvis foraeldre kommer fra Finland og Norge, saa den oversoeiske forbindelse fandt jeg ogsaa her. Vi har vaeret saa heldige at bo hos dem i deres feriehytte oest for Anchorage ved et stort kompleks af soeer og deres hus ved det meget tidevandspaavirkede Stillehav ved Anchorage.

Udsigt fra Sara og Nathans hytte oest for Anchorage, Alaska.

I de sidste dage I USA har jeg planer om at tage til staten Washingtons hovedstad Olympia, som ligger laengere mod syd for at se, hvordan en hovedstad I en stat ser ud selvom der kun er omkring 40.000 indbyggere.

Der resterer nu fem dage af mit ophold her i USA, og jeg er ganske sikker paa, at det er et af de lande jeg kommer tilbage til. Der er stadigvaek 48 stater jeg kan besoege! Isaer oestkysten ser attraktiv ud, da de vigtigste begivenheder I forbindelse med uafhaengigheden og borgerkrigen fandt sted her. I hele min skoletid har jeg naermest aldrig stoedt paa USA’s historie selvom det efter min mening er et af de vigtigste kapitler for blandt andet at kunne forstaa det politiske skakbraet i verden i dag.

Lige et spoergsmaal: hvad er chancerne for at man finder man en ovn der er lavet i Hedensted, Danmark i en tilfaeldig hytte ved en soe i Alaska? Gode aabenbart!

Hvem har lavet dette sted?

2007-07-23T00:51:00.000-07:00

Forestil dig, at du koerer paa en bjergvej og pludslig aabner traeerne sig og foran dig har du en komplet vindstille soe, som danner det perfekte spejlbillede af bjergene paa den anden side. Saadan er Alaska ofte, og man undrer sig nogen gange over hvordan (og hvorfor) saadan en sted eksisterer...Jeg er bestemt ikke religioest anlagt, men jeg undrer mig da nu og da over disse "fingeraftryk" i naturen.

Jeg var paa tur til Kenai-halvoeen, hvor jeg bestemte mig for at tage into the wild. Det blev til en 5 timer lang travetur op ad bjerget langs den gigantiske Exit-gletscher. Jeg var foerste mand paa pletten om morgenen, og beloenningen ventede paa toppen i form af en glimrende udsigt over bjergene omkring gletscheren. Paa skiltene som jeg laeste inden jeg startede paa klatreturen kunne jeg se, at jeg skulle soerge for at stoeje en del, da jeg gik ind paa et bjoerneterritorium, og bjoerne (sorte og brune) har det bedst med at vide, at der er folk paa vej ind i deres baggaard. I det taette buskads langs den smalle sti kunne jeg paa vej ned af bjerget hoere lidt rumsteren og inde i blandt blade og grene kunne jeg se en sortbjoern. Desvaerre var den saa godt gemt, at jeg ikke kunne tage et ordentligt billede. Jeg haaber paa, at jeg faar flere at se.

Exit-gletscheren set fra stien

Jeg sidder nu hos nogle af Lauras venner i Anchorage, hvor vi er ved at finde ud af hvad de naeste dage kan bringe. Vi haaber paa at kunne tage oestpaa, hvor Prince William Sound venter. Der skulle vaere masser af gletschere og dyreliv.

Close encounter i en park i Anchorage!

Seattle Mariners, Mt Baker National Park, Alaska

2007-07-17T21:08:00.000-07:00

Jeg har desvaerre ikke faaet min ledning til at overfoere billeder med til Anchorage, Alaska, hvor jeg sidder nu, men jeg saetter billeder ind, naar jeg faar fat paa den!

De foreloebigt sidste dage i Seattle blev brugt paa at tage paa Safeco Field, hvor baseball-holdet Seattle Mariners holder til. I sidste uge var jeg paa stadionrundvisning, og jeg fik et ganske godt indtryk af forholdene, saa jeg bestemte mig for at invitere den meget sportsskeptiske Laura med til en kamp, og hun brillerede ved faktisk at kunne de fleste regler. Omkring 32.000 tilskuere saa Mariners vinde 3-2 i en kamp, hvor hjemmeholdet spillede en enkelt god 5.inning, hvor de lavede de noedvendige 3 point - nok til at have flere point end Detroit Tigers og dermed ogsaa at vinde kampen.
Holdets superstjerne er japaneren Ichiro, som til stor glaede for Mariners-fans, og de mange tilrejsende japanske fans har skrevet en ny 5-aarig med klubben. I det seneste dage har denne nyhed vaeret paa forsiden af de fleste aviser i Seattle, og mon ikke holdets ejer, Nintendo-bossen Yamauchi har haft en indflydelse paa Ichiros beslutning.

Soendag var jeg paa tur nordoest for Seattle, hvor Mt. Baker ligger, og jeg hikede omkring 12 kilometer rundt ved bakkerne omkring bjerget, som er 3286 meter hoejt. Ingen bjoerne, elge, pumaer eller andre dyr, og jeg haaber meget paa, at de vil vise sig paa Alaska-rundturen. Til gengaeld saa jeg (igen) den meget smukke natur bestaaende af gletschere, vandfald, sne og uendeligt mange store og hoeje traeer paa de rullende bakker omkring bjerget.

Lige nu sidder jeg hoejt mod nordvest, hvor det naesten ikke bliver moerkt her om sommeren, og paa den foerste hele dag i Alaska har jeg vaeret paa mountainbike i omkring 10 timer rundt i Anchorages gader og de omkringliggende bakker med bjergene som evige omgivelser. Jeg er ikke det store bymenneske, saa jeg har lejet bil og koerer ud paa opdagelse. Det bliver med garanti endnu en flot oplevelse. Mere om det naeste gang jeg logger paa!

Mt. Rainier National Park

2007-07-10T22:33:00.001-07:00

Smaa 100 kilometer syd for Seattle ligger den store nationalpark Mt Rainier National Park. Omdrejningspunktet for parken er det 14.410 fod (ca. 4.400 meter) hoeje Mt Rainier, som fra afstand ligner et bjerg, som en kaempe har malet paa horisonten. Der er ingen store omkringliggende bjerge saa det gletscherklaedte Mt Rainier staar ret alene, naar man fra Seattle kigger mod syd. Bjerget er faktisk en vulkan, som ikke har vaeret aktiv siden 1854, men enkelte steder i nationalparken stoedte vi paa varme kilder, som vidner om en aktiv undergrund, og geologer regner med at Mt Rainier ikke har haft sit sidste udbrud. I 2003 blev parken ramt af en stor storm, som oedelagde en del af det ellers saa billedskoenne omraade, og der er stadigvaek nogle veje og broer paa vandrestierne, som er lukkede for faerdsel, men ellers er de fleste synlige saar ved at vaere helet.

Alt lige fra vandfald, floder, enorme skove, rullende bakker til naermest ubeskrivelig flot natur med uendelige udsigter kan parken byde paa, og jeg kan ikke mindes at have vaeret paa et saa flot omraade siden jeg var paa New Zealand i 2005. Landskabet baerer ogsaa praeg af millioner af aars erosion, hvor gletscherne, stenskred, floder, vind og vejr har ploejet sig vej gennem landskabet og efterladt tydelige spor.

Desvaerre saa vi ikke saa meget til sortbjoerne, hjorte og bjerggeder som ellers findes parken, men vi saa dog en enkelt (ufarlig) slange, et par mus og nogle egern og en del myg selvfoelgelig.
Jeg ser meget frem til Alaska hvor jeg skal vaere fra 16-31 juli, som jeg haaber bliver lidt ligesom Mount Rainier. Dog burde der vaere lidt stoerre chance for at se det beroemte dyreliv.

Seattle

2007-07-07T17:02:00.000-07:00

Efter at have hjulpet min soester med at flytte det meste af soendagen vaagner jeg tidligt mandag i min soesters toemte lejlighed i Odense. Klokken er tre og jeg skal af sted til USA. Lidt hurtig hovedregning fortaeller mig, at mandag den 2.juli bliver 33 timer lang, da jeg skal flyve mod vest og vinder dermed en del timer.
Trods det tidlige tidspunkt er Kastrup Lufthavn meget travl , da jeg ankommer kl.6 og jeg naar at staa i koe i to timer bare for at kunne tjekke ind. Turen fra London til Vancouver gaar ret hurtigt, og jeg faar lavet lidt research paa, hvad jeg gerne vil se naar jeg kommer til Seattle og de mange muligheder i staten Washington.

Udsigt fra flyveren over Newfoundland, Canada.

Ganske som planlagt moeder jeg Laura foran lufthavnen i Vancouer, og hun er glad for at se Stiin igen! Jeg kan maerke, at jetlaget er ved at saette ind, men jeg forsoeger virkelig at holde mig vaagen, da det efter sigende skulle vaere det bedste middel til at tilpasse sig den 9 timer store tidsforskel.
Om aftenen moedes Laura, Janet og jeg med nogle af deres venner ved Lake Union, hvor jeg ved den anden ende soeen for foerste gang ser Seattles skyline. Paa en bakketop ikke saa langt derfra staar et groent oppustet plastichoved af frihedsgudinden(!) omgivet af blafrende Stars n’ Stripes, som skal markere, at det snart er den 4.juli.
Kl. halv elleve er vi hjemme, og jeg kan snart heller ikke holde mig vaagen laengere. Dagen efter gaar jeg paa opdagelse i Seattle, og selvfoelgelig skal jeg forbi NFL-holdet Seattle Seahawks hjemmebane Qwest Field for at se det store stadion, som ligger lige ned til kysten (Waterfront). Vi gaar rundt i en gruppe paa ca 50, og vi ser udeholdets omklaedningsrum, presserum, staar paa den ene af de to store sidetribuner og ser en af de luksusloger man kan koebe sig adgang til 24-7-365, hvis man har raad! En af de store countrysangere (Kenny Chesney) skal snart give koncert paa stadion, saa det meste af banens underlag er daekket over for at skaane det naar koncertgaesterne kommer. Der har ogsaa vaeret spillet fodbold (soccer) paa stadion, saa banen har ikke dens saedvanlige udseende med de to Field goals, og stregerne som markerer de 100 yards + endzones, som ellers bliver brugt naar NFL-saesonen koerer, er ogsaa vaek.

Om aftenen tager Laura og jeg til Whidbey Island i Puget Sound for at fejre dagen inden den 4.juli med nogle af Lauras venner. Det bliver markeret med masser af mad (!) og over det tidevandspaavirkede Puget Sound bliver skudt masser af fyrvaerkeri af. Sent om aftenen koerer vi videre hen til nogle venner af Lauras familie, hvor vi skal sove.
Jeg vaagner en del tid foer de andre og gaar en tur langs vandet, og kan paa den meget klare og kolde morgen se det sneklaedte Mt. Rainier taarne sig op i horisonten.

Paa Whidbey Island koerer vi videre nordpaa forbi nogle af de steder som George Vancouver saa, da han var paa ekspedition ved den nordamerikanske vestkyst i 1790’erne. Tilbage paa fastlandet koerer vi mod Seattle igen, hvor vi i en af forstaederne moedes med Lauras mor og mange af Lauras andre familiemedlemmer + venner og kaerester fejrer Independence Day. Laura havde paa forhaand advaret mig om hendes familie, som kan vaere ret stoejende (!) – det var de vist, men jeg fik et rigtigt godt indtryk af dem. Masser af mad igen (!), volleyball, petanque og fyrvaerkeri staar menuen paa inden vi koerer tilbage til Lauras hus, som hun deler med en af sine veninder i det nordlige Seattle.
I Seattle er der rig mulighed for at gaa paa opdagelse, jeg har vaeret paa stadionrundvisning paa baseballholdet Seattle Mariners hjemmebane Safeco Field, som ligger ved siden af Qwest Field. Paa torsdag skal jeg se min foerste baseballkamp, hvor Mariners tager imod Detroit Tigers. Jeg har ikke det store kendskab til baseball, men det har en stor plads i den amerikanske sportshistorie, og jeg glaeder mig til at opleve en kamp paa et forhaabentlig fyldt stadion med god stemning.
Jeg har ogsaa vaeret paa besoeg i det meget roste Seattle Aquarium, hvor de fleste boern ligesom min nevoe Marius stortrives ved at kunne genkende Nemo i et af aquarierne. I den nordvestlige del af bycentrum ligger det 148 meter hoeje taarn Space Needle, hvorfra man har en glimrende 360 grader udsigt over byen og de omkringliggende bjerge med sne paa.

Ved siden af Space Needle ligger et Science Fiction- og musikmuseum, som jeg ogsaa lige skulle besoege. Seattle er i oevrigt en meget paen by med mange traeer og ganske paentopryddede avenuer
I de naeste dage skal jeg hjaelpe Laura med at flytte, da hun har faaet lejlighed lidt taettere paa bycentrum. Mandag og tirsdag har hun taget fri og vi koerer mod en af de store groenne nationalparker Mt. Rainier National Park syd for Seattle.

Den sidste grænse

2007-05-24T07:18:00.000-07:00

Under rundrejsen i det sydlige Afrika mødte jeg to amerikanere fra Seattle på den amerikanske vestkyst. Det var egentlig lidt tilfældigt, at vi skulle komme til at snakke sammen, da vi alle var ved at være trætte af oplevelseskåde turister. Hvorfor skulle man så snakke sammen, når vi alle havde udset os de små øer i Lake Malawi på grund af deres isolerede beliggenheder og tydelige fravær af turister? På Likoma Island fandt vi imidlertid ud af, at vi alle lød meget fornuftige, og der begyndte så småt at opstå små tegn på det, man kan kalde for kommunikation.
Janet var begejstret, da det var første gang, at hun mødte ”a Danish Viking”, og da hun selv har danske rødder var hun glad for at have fået en kontakt i Danmark, som ”hun stolt ville fortælle til sin mor”! I starten af det 20. århundrede emigrerede hendes oldefar fra Danmark til USA, og derfra stammer hendes danske efternavn Olsen. I dag har hun sin egen blomsterbutik i Seattle, som var med til at finansiere hendes besøg og rundrejse i Afrika. Laura var i sin tid i Afrika ved at færdiggøre næsten et års erhvervsarbejde som sygeplejerske i nærheden af Zambias hovedstad Lusaka, og arbejder nu på et hospital i Seattle.
Vi fulgtes fra Likoma Island sydpå mod Malawis hovedstad Lilongwe, og da vi skiltes, var mit indtryk, at det ikke var sidste gang, at jeg så de to.

Engang i marts bestilte jeg billetter til Vancouver, som ligger i Canada omkring 150 km nord for Seattle. Der lander jeg den 2. juli, og skal være der frem til den 3.august. Indtil videre ved jeg, at jeg bliver hentet af Laura, som kører os til Seattle, hvor jeg blandt andet skal være med til at fejre den amerikanske uafhængighedsdag den 4.juli med hendes ”højtråbende irske” familie. I den tid jeg er i Seattle har jeg fået lov til at bo hos Laura, som desværre skal arbejde meget af tiden, mens jeg er i byen, så jeg skal nok indstille mig på at gå på soloeventyr. Man får jo også set meget, når man farer vild alene (!). En god blanding af en begrænset stedsans og jetlagspåvirkninger (Seattle er ni timer efter Danmark) skal nok blive interessant i en by med omkring 4 mio. indbyggere.
Selve byen ligger smukt kilet ind mellem Puget Sound på vestsiden som gennem snævre passager giver adgang til Stillehavet mod nordvest, og det mere bjergrige terræn på østsiden (Cascade Ranges). Havklimaet er garant for en del dis, tåge og regn, men det skulle efter sigende være en del af charmen ved byen og staten Washington som er ”meget grøn og fyldt med træer”.

I ”The Emerald City” har jeg planer om at se Qwest Field - NFL-holdet Seattle Seahawks´ hjemmebane - som står højt på min liste. Desuden ved jeg, at nogle af Boeing-fabrikkerne ligger i nærheden af byen (hovedkontorene er dog flyttet til Chicago) og Microsoft-koncernen ligger stadig i byen. Gennem de seneste 20 år har byen også været base for rockmusikkens grunge-genre, hvor bands som Nirvana, Foo Fighters, Pearl Jam, Alice in Chains og Soundgarden er blomstret op. Jimi Hendrix er også født og begravet i Seattle, og efter sigende skulle der i visse områder af byen stadig være et livligt musisk miljø på caféer og barer.

Fra den 16. – 31. juli tager jeg nordpå til USA’s største stat Alaska. Jeg er stadigvæk i gang med at lave lidt research på de muligheder, der er i ”The Last Frontier”, og ligesom på New Zealand skal jeg nyde bjergene, vulkanerne, gletscherne, de uendelige vidder osv. Der skulle være gode muligheder for at trekke i staten, der er næsten 34 gange større end Danmark, og jeg håber på at få øje på noget af det dyreliv, som Alaska også er så kendt for.

Jeg glæder mig meget til at danne mit eget indtryk af (en lille del af) USA, som efter min mening er et af de lande, der er forbundet med flest misforståelser, forestillinger og fordomme. Indtil videre har jeg haft fornøjelsen af at spille volleyball med og mod spillere fra USA, og de har alle været hårdtarbejdende, engagerede og livlige på og uden for banen. Jeg ved dog ikke, hvor meget jeg kan generalisere ud fra mit sparsomme kendskab til de amerikanere jeg har mødt, men jeg glæder mig til at få syn for sagen.

To interessante telefonopkald, SMS-magi og en smule overtro!

2007-05-08T10:41:00.000-07:00

Mandag morgen (30/4) gik turen til Sverige på studietur med seminarieklassen, hvor vi skulle være indtil fredag eftermiddag. Studieturen fungerer som en del af vores danskstudie, hvor de nordiske sprog er fremtrædende og betydningsfulde, og Norge og Sverige er således oplagte rejsemål.
Under sejlturen fra Frederikshavn til Göteborg bliver jeg ringet op af studiekontoret på seminariet, og jeg får at vide, at jeg i efteråret og i starten af 2008 har fået praktikplads på Bjerre Gymnastik- og Idrætsefterskole (BGI) syd for Horsens. Umiddelbart er min glæde stor, da BGI er en eftertragtet og populær efterskole for både lærere, elever og lærerstuderende der søger praktikplads. Det sætter dog nogle tanker i gang, da jeg også har haft planer om at skulle i praktik i udlandet igen, hvis muligheden bød sig. Et dilemma, da jeg meget gerne vil prøve begge udfordringer.
Jeg får lov til at tænke over begge muligheder under studieturen i Sverige, og efter en del overvejelser bliver jeg enig med mig selv om at sige ja til efterskolen. Gennem studietiden og praktikken har jeg efterhånden indset, at hvis jeg skal kunne se en fremtid med lærergerningen, bliver det nok på en efterskole. En bedre mulighed får jeg nok ikke for at prøve en efterskole af, og jeg ser frem til at genopleve den stemning og det unikke miljø, som jeg befandt mig i for omkring 10 år siden på Hellebjerg i Juelsminde. Dog har det været svært at sige nej til det store udland, og jeg var ellers i gang med at søge information om skoler i Nordirland, Berlin og på Filippinerne.

Selve studieturen i Sverige gik fint, og vi boede på en lille isoleret ø Biskops-Arnö 55 km. nordvest for Stockholm. Vi fik set Stockholm et par gange, som i øvrigt er en smuk by med mange kanaler, gamle velholdte bygninger og en flot udsigt på toppen fra Skansen, som er verdens første friluftsmuseum, der endda har en lille zoo. Vi var i teateret for at se et svensk stykke og hørte nogle foredrag, blandt andet om svensk historie og svensk grammatik (!). Om fredagen inden vi skulle hjem, kom den svenske forfatter Ulf Stark på besøg, og han fortalte blandt andet om sit forfatterskab.

Stockholm set fra Skansen på toppen af byen

Vi sluttede af med en bustur på omkring 14 timer gennem Sverige over Helsingborg-Helsingør hele vejen til Aarhus. Under kørslen var jeg så heldig at se en græssende elg stå på en eng ved siden af motorvejen. Som selvudnævnt jubelturist er det jo et must at se sådan én!

Det andet interessante telefonopkald kom fra min far, som har nogle kammerater, der gerne vil til Liverpool, og som gerne vil have mig med som stedkendt. Jeg vil med glæde tage på tur til Liverpool igen, og jeg har indtil videre aftalt at maile sammen med min fars kammerater om en tur engang i sæsonen 07/08. I sommerferien udgiver det engelske fodboldforbund programmet for næste sæson, og hvis man er hurtig, kan man få billetter til en af de store kampe mod manchester united, Chelsea, Arsenal eller hvad med et lokalderby mod Everton?

Apropos Liverpool – en sjov lille anekdote: I 2005 sad jeg på New Zealand og fulgte med i Liverpools semifinalekamp i Champions League mod Chelsea via SMS. Omkring 150 km. syd for Auckland sad jeg i Hamilton, som vist aldrig havde hørt om fodbold, og hellere ville koncentrere sig om rugby, cricket og hestesport (!). Jeg havde ellers tjekket mulighederne for at finde en pub eller lignende, da det var en kamp jeg absolut ikke ville gå glip af. Jeg finder i stedet en parkbænk ved Waikato-floden og sidder i stilhed og spiser morgenmad for mig selv, mens der 20.000 km. væk på den anden side af jorden bliver spillet en kamp af vital betydning for klubben.

Waikato-floden, New Zealand

Da den sidste SMS tikker ind med den gode nyhed om vores sejr, sidder jeg i tavshed, sænker hovedet og knuger mobiltelefonen i mine hænder, mens den søvnige by intet aner om det store slag i Liverpool. I stilhed går jeg en tur langs den fredelige langsomtflydende flod og sender en del tanker til Anfield, som efter sigende skulle have været elektrisk den aften.
Så sker det selvfølgelig igen – jeg skal til udlandet, når Liverpool skal spille semifinale mod Chelsea i 2007-udgaven af Champions League. Situationen er lidt den samme – jeg sidder isoleret et sted, hvor de færreste går op i fodbold, og følger med via SMS og senere internet. Der er dog TV på skolen, men ingen kanaler, der kan vise fodbold. Lidt tragikomisk har vi i vores program fået lagt en svensk vise-aften ind, hvor en finne kommer og synger nogle gamle svenske sange. Så sidder man der i en svedende uvidenhed og venter blot på nyt hjemmefra. Udfaldet bliver det samme – vi vinder efter endnu en nervekrig og står som i 2005 igen i finalen mod Milan, og igen kan jeg fejre min egen lille sejr langt fra begivenhedernes centrum.
Kald det overtro men når vi i 2009 møder Chelsea i Champions League-semifinalen er jeg sikkert ikke i Danmark…

I det kommende skole år slutter jeg mig til den internationale klasse på seminariet, som er en klasse, der kommer til at bestå af 15 danske og 15 udenlandske studerende. Der kommer fortrinsvis studerende fra Vesteuropa af den simple grund, at det (desværre) er for dyrt at bo og leve i Danmark. Af erfaring ved seminariet, at det er med til at holde folk fra andre verdensdele væk.
Al undervisning og pensum kommer til at foregå på engelsk, hvilket bliver spændende og udfordrende. Jeg skal have de pædagogiske fag psykologi, pædagogik og didaktik med den internationale klasse, og som 3. og 4. liniefag har jeg valgt samfundsfag og idræt.
Den internationale klasse har givet mig mulighed for at komme til udlandet igen, men som jeg skrev i starten, har jeg altså prioriteret efterskolen. Jeg er dog meget fristet af at skulle af sted igen, og de første af mine kommende medstuderende har allerede meldt sig på Tanzania og Filippinerne, og det prikker da lidt til min explorer-DNA.

Til slut skal der lyde et stort tillykke til min søster Britt (og Ole og Marius), som venter sit andet barn til december. Så skal jeg være morbror for anden gang.

Tap the shield lad!

2007-04-03T01:22:00.000-07:00

I byen som i år fejrer sin fødselsdag nr. 800 og som i 2008 er valgt som ”Cultural capital og Europe”, løber mine røde helte rundt på det legendariske Anfield Road. Rammerne er sat til britisk kultur, oplevelser og lidenskab. For anden gang er jeg på besøg i byen langs Merseyflodens breder, hvor en lille million scousers (den lokale dialekt og den normale omtale af lokalbefolkningen) holder til, og ligeledes skal jeg for anden gang se Liverpool spille mod Arsenal i den bedste engelske fodboldrække. Tilbage i januar 2003 så jeg the reds spille 2-2 mod Arsenal, men denne gang skulle det uafgjorte resultat skiftes ud med et radikalt andet udfald – med en bønnestages alsidighed og et dansk hoved involveret…

Selve turen starter tidligt torsdag, hvor jeg med mine kammerater Michael, Lasse og Christian fra gymnasiet i Horsens kører til Hamburg for derefter at flyve til manchester. Jeg sidder og er lidt stresspåvirket, da vi først lander i manchester omkring 11.30 og jeg har bestilt rundvisning på Anfield Road kl. 13, da det var det eneste tidspunkt, hvor der var plads. Alle andre tidspunkter til stadionrundvisningen er for længst reserveret af andre interesserede folk. ”Booking in advance is essential”.
Til trods for tidspresset når vi det, og jeg står foran stadion kl. 12.45. Et supermoderne stadion er Anfield nok ikke, men det har en fantastisk stemning og en næsten underlig tavshed under rundvisningen, da jeg fra publikum er vant til store jubelbrøl og et utal af højlydte slagsange. I en gruppe på omkring 30 personer går jeg rundt sammen med mine artsfæller (andre Liverpoolfans, he he), og ser omklædningsrummene til spillere og dommere, små rum til interviews og det legendariske skilt med skriften ”This is Anfield”. Som legenderne har gjort det i mange år klapper jeg skiltet, der hænger lige over trappen inden man træder ind på banen. Noget forundret står jeg lige ved siden af græsset, som det i øvrigt er strengt forbudt at betræde, og på nethinden ser jeg anfører Steven Gerrard score et meget vigtigt mål til 3-1 mod Olympiakos i Champions League 2004, og det får tavsheden til at være næsten uvirkelig, da stadion nærmest eksploderede ved den anledning.

Den kyndige engelsksprogede guide øser ud af sin viden om, hvornår de forskellige dele af stadion er bygget, historien om ”The Kop” (den legendariske endetribune bag det ene mål) og de 111*74 yards, som danner græsramme om en af de mindste men mest intense baner i den engelske række. Fra sædet hvor den nuværende spanske manager Rafael Benitez dirigerer sine tropper, kan jeg se over på den anden langside, hvor L▪F▪C er tatoveret ind som hvide bogstaver og udgør en slags mosaik blandt de røde sæder, som der i øvrigt er 45.362 af på hele anlægget. I bedste engelske stil er stadion designet således, at publikum sidder helt tæt ned til græsarealet for at skabe endnu mere intime, tættere og intense rammer om kampene. Rundvisningen slutter med en tur i klubbens fanshop, hvor alle tænkelige Liverpoolprodukter kan købes – fodbolde, kuglepenne, trøjer, krus, bøger, CD´er, flag osv.

Selvfølgelig skal vi også ud for at kigge lidt på byen og smage på det som briterne er så begejstrede for og har store traditioner for at producere. Min egen favorit kommer fra Irland, hedder Guinness og er en øl, som for nogen skal skæres ud med kniv og gaffel og presset ned i svælget, da smagen ikke helt falder i god jord hos alle (piger især). De fleste pints (0,57 liter) koster lidt over et pund, og skulle dermed være overkommelig for de fleste pengepunge.

Af andre initiativer på turen skal turen til Prenton Park på den anden side af Merseyfloden fredag aften absolut nævnes. Her ser man et skoleeksempel på, hvordan briter kan leve sig ind i en for de fleste fuldstændig ukendt og ligegyldig kamp mellem Tranmere Rovers og Carlisle united i den tredjebedste række. Prenton Park er ikke større end, at man fra den ene endetribune kan se de små engelske huse ligge tomme og mørke (folk er jo på stadion) på en skråning bag den ene langside. 7.500 møder op til en kamp som absolut er fyldt med tempo og teknik. Personligt havde jeg regnet med lidt mere knokleri og traditionel kick and rush-fodbold, hvor boldene bliver afleveret langt op ad banen og alle mand stormer efter bolden, men efter at have set kampen er de forestillinger vist lagt på hylden. Måske kan nogle nikke genkendende til spillere som Jason McAteer (tidligere Liverpool og irsk landsholdsspiller) og Shane Cansdell-Sheriff (tidligere AGF), som nu begge optræder for Tranmere.

Ligesom jeg senere vil fortælle om Liverpool - Arsenal, mødes man på mange forskellige barer tæt på stadion for at samles til et par øl og for langsomt at skrue op for humøret og den gode engelske stemning omkring kampene. I modsætning til Liverpool – Arsenal er der fans fra begge lejre samlet på den samme pub lige ved siden af stadion, og der er enkelte forsøg på at starte et par slagsange, mens der skylles pints ned. Selve kampen ender 2-0 til udeholdet Carlisle, som så småt kan skimte en realistisk mulighed for at komme i play-offs og dermed muligheden for at rykke op i rækken under Premier League.

Om lørdagen når vi frem til det, som er turens højdepunkt – mødet mellem Liverpool og Arsenal. Vi mødes på en opvarmningspub klods op af Anfield Road, hvor en vigtig del af stemningen etableres inden man går på stadion. På ”The Albert” er der kun Liverpoolfans og flertallet er fanatiske og dedikerede. Gennem de to timer (eller mere), hvor vi er på pubben bliver min sangskat afprøvet og udvidet. Før alle hjemmekampe starter en mangfoldighed af sange og kreativiteten og engagementet mærker man. Selv i januar 2003, hvor jeg for første gang var på opvarmningspubben ”The Albert”, var stemningen god, men dog også en smule trykket af sæsonens lidt pobre udbytte, og det vidner om fansenes tilhørsforhold, som stikker dybere end den umiddelbare placering i tabellen, en dårlig stime eller om pokalskabet vokser efter hver sæson. Der veksles mellem sange om manageren, tidligere managere, spillere, tidligere spillere og klubbens mange togter rundt omkring i Europa. Af og til kommer der også ”hilsener ” til de omkringliggende klubber især i det nordengelske. Fansenes sangskat virker nærmest uudtømmelig og det er ofte en god blanding af nostalgiske tilbageblik, hyldest til klubbens legender (både spillere og managere), som for det meste bliver sunget på traditionelle britisk-komponerede folkemelodier.
Omgivelserne på ”The Albert” består af tapetet som selvfølgelig er rødt, hvorpå de gamle legender, Jan Molby, John Barnes, Bill Shankly osv., hænger indrammede som tavse vidner om de mange traditioner og historier der er knyttet til klubben. De nyere triumfer (fx UEFA-cuppen 2001, Champions League 2005 og FA-triumfen 2006) er også oppe på væggene. Selvfølgelig er det danske Carlsberg (hovedsponsor for Liverpool) købeklar i baren, men det er næppe kun for at drikke øl, at fansene er kommet. Gennem årene har besøgende fans også givet halstørklæder, trøjer og flag til klubben, som hænger tæt ved siden af hinanden på både lofter og vægge. Der er gaver fra fx tyske Carl Zeiss Jena, italienske Roma, norske Molde og amerikanske Denver for bare at nævne nogle få.

Hvorfor fan af Liverpool? Fansene, traditionerne, stemningen og historierne for at svare kort på det spørgsmål. The Kop (endetribunen bag det ene mål), som altid er medlevende og trofast, giver altid opbakning og en unik stemning. Den nuværende manager Rafael Benitez har sagt: ” When you see the supporters and how the club works it is like a religion to them”, og jeg er meget tilbøjelig til at give ham ret! Gennem årene er mit eget tilhørsforhold blevet stærkere, og mine rejser til Italien hvor jeg så Juventus – Liverpool i april 2005, og den første tur til Anfield i 2003 har sat sine tydelige spor hos mig.

Selve kampen bliver for mig uforglemmelig, og som jeg nævnte i starten var en bønnestages alsidighed og et dansk hoved involveret. Hele fem mål er vi vidner til og engelske Peter Crouch (204 centimeter høj!) scorer med højre ben, på hovedstød og til sidst med venstrebenet til et hattrick og danske Daniel Agger snitter et indlæg videre ind i nettet til en samlet sejr på 4-1. Kampens resultat er vigtigt, da vi kæmper mod netop Arsenal om bronzen i Premier League. Trods den komfortable sejr var stemningen aldrig helt oppe i det røde felt men dog stadigvæk god, og jeg tror det skyldes, at kampen lå 12.45 engelsk tid, som er meget tidligt, og det er svært at sparke hinanden helt i gang. En sen eftermiddagsforestilling havde nok været en bedre lejlighed til at rulle hele sangrepertoiret ud.

Med et evigt håb om at klubben vil vende tilbage til tronen af engelsk fodbold venter fansene (og jeg) på national succes og især et mesterskabet vil lune gevaldigt. Personligt tror jeg, at den rigtige manager (Rafael Benitez) sidder i sædet, og med den økonomiske indsprøjtning fra de nytilkomne amerikanske investorer skal det nok bringe den længeventede succes tilbage til der, hvor den hører hjemme. Efter godkendelse fra byrådet i Liverpool er det netop blevet besluttet, at der skal bygges et nyt stadion til Liverpool med plads til 60.000 i Stanley Park tæt på den nuværende hjemmebane.

I min Liverpool-iver har jeg siden november sidste år arbejdet på at ligne en af spillerne. Det har egentligt ikke været så svært og det har faktisk bare været et spørgsmål om at lade mit hår gro. Fra sommeren 2006 har hollænderen Dirk Kuyt været tilknyttet klubben og under min rundtur i Afrika fandt jeg ud af jeg begyndte at ligne ham lidt med mine krøllede lokker. Døm selv! Af andre bud på hvem jeg kunne ligne har jeg fra venner og bekendte hørt: Jascha Richter fra Michael Learns to Rock, Steve Sanders fra Beverly Hills, Leo fra Sussi og Leo og Cyron Bjørn Melville fra forbrydelsen. Bare rolig – frisøren, i form af en af pigerne fra min seminarieklasse, skal snart klippe mig, men dog ikke det korte aerodynamiske look, som jeg plejer at have.

Afsluttende kan jeg konstatere, at rejse- og oplevelseslysten absolut ikke fejler noget, og det er dejligt at være af sted igen. At jeg kommer tilbage til Liverpool er ganske sikkert, og med de forholdsvis billige flybilletter virker det ikke helt uoverkommeligt at tage på tur igen.

Tillykke til Michael med de 25 år, som han fyldte på turen, hvor han af mig fik et par strømper fra fanshoppen og af Lasse fik han den på turen meget omtalte pålidelige badevægt. Et velvalgt sted at holde sin fødselsdag.

Huller i luften

2007-01-04T16:59:00.000-08:00

Selvom jeg efterhånden er blevet ældre (mere moden?) har der alligevel indfundet sig en tilstand af teenage-agtig rastløshed i mit depressive sind. Jeg er kommet hjem og har gået lidt rundt i cirkler og trillet tommelfingre. Jeg har fundet mange huller i luften, hvor tankerne har fået frit løb…
Der er et eller andet galt. I Afrika opfandt jeg begrebet ”explorer-DNA”, som dækker over lysten til at se noget nyt hver dag, og glæden ved uvidenheden om hvad der venter omkring det næste gadehjørne. Det er der ikke i Danmark! Forstå mig ret – jeg er glad for at se folk igen, og jeg glæder mig til at komme i gang igen på seminariet, men jeg er bange for begrebet hverdagen – konformitetens legeplads!
Mere end fem år i Aarhus danner grobund for en vis rutine og desværre også en tilstand af lidt for megen forudsigelighed. Det hjælper ikke meget, at jeg er ved at lave en PowerPoint-præsentation af tiden i Namibia og rundrejsen bagefter, da jeg hurtigt falder tilbage til glæderne ved at rejse.
Sjovt nok mener nogle af de folk, der har været på udveksling det samme som jeg, og deres hverdag forløber også med at tjekke priser på flybilletter til…væk herfra. Tankerne er for mig ikke ukendte og tiden efter højskolen (01-02) var også præget af en overgangsperiode, hvor jeg måtte acceptere, at boblen, som jeg levede i, var ved at briste. Vakuumet, hvori man svævede rundt, blev afløst af en langtrukket turbulent tur hen over landingsbanen med smagen af det svært fordøjelige navn ”back to reality”.

Dog er der langsigtet optimisme at spore, og i slutningen af marts tager jeg til Liverpool for at se fodbold med en af mine kammerater fra gymnasiet. Mon ikke jeg også skal på Beatles-museum for at imødekomme min søsters ønsker om ikke at være en for primitiv fodboldfan?
I maj går turen til Sverige med seminarieklassen, hvor vi skal være i en lille uge som en del af vores danskstudie. Og og og! Lige nu arbejder jeg på at skulle til Seattle i August, hvor jeg kender to amerikanere, som jeg mødte i Malawi (de lider også af teenage-agtig rastløshed!). Ikke så langt fra Seattle ligger Alaska med den velskabte natur…

Der findes en kur mod næsten alt – også min rastløshed. Problemet er nok bare, at jeg bliver afhængig af at rejse, og jeg må finde mig i, at de hårde landinger blandet med lysten til at tage af sted igen kommer til at påvirke mig mere, end jeg har lyst til.

Spørg mig næste gang du møder mig, hvordan mine planer om at nå 50 lande går? Hvad med at se alle kontinenterne? Tankerne bliver til en sand mosaik af løse rejsetråde som kun kan sys sammen til dynen af erfaringer, når jeg har været på stedet. (Jørgen Leth lever ikke forgæves).

Der var vist nogle folk, som jeg glemte at give en hilsen med fra Afrika:
Karsten Sander, Jette Madsen, Ann-Sophie, Stubbe, Lasse og Signe, Katrine Svendsen, min cykel…send mig lige en mail, hvis du føler dig glemt. Så skal du nok komme med på bloggen.

The beagle has landed

2006-12-18T09:24:00.001-08:00

Fødderne på dansk grund igen og det der skulle være et fladt sneklædt landskab i december er afløst af noget, der minder om en gennemsnitlig dansk oktober eller november. To piger som jeg boede på værelse med i Cape Town, hvoraf den ene ligesom jeg har gået på Hellebjerg idrætsungdomsskole, havde advaret mig lidt om den fraværende danske vinter, men alligevel blev jeg ret overrasket, da jeg tjekkede internettet med nyheder og vejrudsigt fra Danmark.
Jeg brugte de sidste dage i Afrika og de første dage i Danmark på at tænke over, hvad der egentlig er sket de sidste fire måneder. Hvad kan jeg tage med fra sådan en tur? Spørgsmålet er vel snarere – hvad kan jeg ikke tage med? Ganske få ting er svaret. Hver eneste dag bragte nye oplevelser, erfaringer og indtryk, som jeg med tiden nok vil indse, har påvirket mig mere end jeg har regnet med – både fagligt og menneskeligt. Kan jeg sætte ord på det? – kun i utilstrækkelig og ufuldendt form. Hvis du selv har haft en speciel oplevelse, kan det sikkert være svært at dække alle de aspekter, facetter og momenter, som gjorde oplevelsen unik.
Jeg så en hverdag, som jeg aldrig før har set og heldigvis var det over længerevarende tid (i Namibia), som giver en bedre mulighed for at kunne gå i dybden med den verden og forstå de folk, der lever i den. I et af mine andre indlæg her på bloggen kaldte jeg de 5 uger efter tiden i Namibia for en spurt gennem Afrika, og det giver også oplevelser - sjældent dybdegående men på en måde også berigende. Jeg var tit begrænset til det jeg kunne se gennem den sammensatte tape (også kaldt vinduet!) i minibussen. Det er let at sige, "at man har fået udvidet horisonten", men hvad betyder det, når folk siger det? – det er en af grundene til, at jeg kun kan beskrive turen i utilstrækkelig og ufuldendt form.
Hvordan forklarer man det indtryk det giver, når man i 14 dage befinder sig i det område, hvor verdens måske højeste AIDS-procent florerer (41 % i området på grænsen til Angola i det nordlige Namibia)? Kan man sætte ord på det, når man underviser en klasse, hvor omkring halvdelen af børnene har mistet mindst en forælder og kun sjældent får morgenmad, og skal gå op til fem kilometer for at komme i skole? Hvilket indtryk vil det give dig, hvis du for første gang ser en township, når du ved, at to kilometer derfra ligger et nyt præsidentpalads til flere millioner statsejede og forkertbrugte dollars? Hvad siger du til et barn, som kigger op på dig og på lidt lommefilosoferende manér spørger, hvorfor han selv er sort, og jeg er hvid? Hvad holder folk i gang i fattigdommen, og hvilken påvirkning får man, når man ser deres evne til at nøjes med det de har, og holde tankerne fra det de aldrig kan opnå? Hvad skal jeg mene om, at Coca-Cola og kirker er det eneste, som man kan være sikker på at se i praktisk talt alle landsbyer? Hvordan reagerer jeg, når en aggressiv hunelefant angriber min bil, når jeg svømmer ved siden af øjet på en hvalhaj, og når jeg i kort sekund har øjenkontakt med dødens gab? Hvorfor blev jeg stærkere knyttet til tilfældige folk, som jeg mødte på turen, og hvorfor var der nogen, som jeg gjorde en indsats for at undgå?! Kan jeg med de nødvendige og relevante ord beskrive den fornemmelse det giver, når jeg for første gang ser en lærer afstraffe et barn fysisk? Hvad med Sydafrikas hårrejsende statistikker fra trafikken og Johannesburg? Hvad med kolonitidens spøgelser som stadig hjemsøger de nu selvstændige lande, stupide turister og faren for landminer i Mocambique?
I visse situationer bliver man tavs, og man har brug for nogle sekunder til at fordøje det. Ofte kan jeg ikke sætte det i perspektiv, da jeg ikke ved, hvad jeg skal sammenligne det med. Uanset oplevelsernes brutalitet eller skønhed er jeg glad for at have oplevet det, og jeg føler mig rigere men ikke mæt på oplevelser. Alle refleksioner kan jeg ikke gengive her, da det til dels vil fylde for meget (!), men også fordi jeg ikke altid kan beskrive det med de rette ord og vendinger. De fleste oplevelser er også subjektive, hvilket betyder, at du sikkert vil opleve situationen anderledes end jeg oplevede den. Man ser forskellige ting, og dine øjne vil sikkert opfange andre signaler end mine og omvendt.

Når man har været væk fra Danmark i et stykke tid er der visse ting, som man "glemmer" om det at være dansker. Jeg håber ikke, at jeg træder nogen over tæerne ved at sige, at danskere er blandt de mindre sympatiske rejsefolk. En grov generalisering måske, men jeg blev lynhurtigt mindet om det, da jeg sad og ventede på flyet fra Frankfurt til Billund, som var forsinket. Gennem mine andre rejser rundt (især i Europa) har jeg tit oplevet danskere som ret utilfredse, brokkende og til tider lidt ubehøvlede, hvis tingene ikke lige fungerer (præcis) efter planen. Jeg har spekuleret lidt over hvorfor: Er det dårlig opdragelse, (for) høje forventninger, den høje levestandard eller tilstanden, hvor man ikke rigtig ved, hvad man skal sige, og så er det oftest lettere at brokke sig end at være tavs optimist?
Min reaktion var at sætte mig over i et andet hjørne af ventesalen, da jeg egentlig sad og blev lidt trist til mode på grund af hr. og fru Danmark, som ikke kunne komme hjem og den sædvanlige danske ironi og sarkasme blev krydret med en del eder og forbandelser over flyselskabet.
Når alt dette er sagt skal det selvfølgelig siges, at masser af danskere rejser rundt og ganske fornuftigt suger til sig at de oplevelser de får, og hvis plan A ikke fungerer, som man har tænkt sig, er man dog stadigvæk i live!
Der var to små leveregler, som jeg hurtigt fik indopereret, da jeg stiftede bekendtskab med afrikanernes måde hvorpå de planlægger og gennemfører fx transportsystemet eller uddannelsessystemet. "When in Rome – act like the Romans" og "I ain’t gonna stop the rain by complaining". Visse ting ligger ganske enkelt uden for ens egen rækkevidde, og man kan egentlig bare stå og vente på, hvad der sker og handle derefter. Det hører vel til det, man kalder for kultur og normer, og man kommer til at kæmpe en hård kamp mod årtiers (århundreders) underforståede leveregler og livsopfattelser, hvis man ønsker at ændre på det. I vores foretrukne transportform, minibussen, gjaldt reglen f.eks. om, at "når bussen er fuld, kører den". Så står man der med alle sine talenter og vaner fra Danmark og tænker på, hvor dumt det er at vente her i op til 5,6 eller 7 timer på at blive transporteret 400 kilometer, når man ønsker at være på stedet så hurtigt som muligt. Resultatet er og bliver, at man ikke kan gøre noget, så hvorfor egentlig bruge en masse tid og energi på at brokke sig?
Rejsen i Afrika er nu slut, og jeg har haft stor glæde at kunne skrive her på bloggen. Det er udfordrende og spændende at sætte ord på hverdag, som jeg siden 15.august har forsøgt at etablere på et andet kontinent. Når jeg engang får styr på alle mine billeder fra turen (ca. 2500!), håber jeg på at kunne lægge nogle af de bedste shots ind, da det for dig som læser sikkert giver et bedre indtryk af turen.
Endnu engang vil jeg sige tak til de folk, som har lagt små kommentarer ind her på hjemmesiden eller skrevet til mig på hrgroen@hotmail.com.

“You’ll never see the end of the road while you’re traveling with me”

2006-12-13T00:32:00.001-08:00

Et naesten skraemmende faktum er ved at gaa op for mig – jeg skal snart forlade Afrika og saette foedderne paa dansk grund igen. Hverdagen vil starte og boblen, som jeg har levet i hernede, vil snart briste og tyske verber, bakkerne i Aarhus og juleraeset venter lige om hjoernet. Hvad goer jeg saa for at skubbe det kolde Europa ud af tankerne? Gaar paa jagt efter opfyldelse af nogle drengedroemme, som paa et eller andet tidspunkt skulle afproeves. Gennem det meste af min barndom har jeg set naturprogrammer paa TV og vaeret fascineret af de store rovdyr i Afrika – paa landet og i vandet.

Kruger National Park byder paa alt hvad man kan forvente af Afrikas beroemte dyreliv, og det var med stor glaede (naermest undren), at vi spottede en leopard, som for det meste er meget sky og kun nataktive. Selve Kruger er 360 kilometer lang og 60-70 kilometer bred, og lige nu arbejder man paa at lave en gigantisk park i samarbejde med Mocambique paa tvaers af landegraensen mellem de to lande. Vegetationen er paa denne tid af aaret taet, groen og frodig, hvilket goer det til en stoerre udfordring at spotte dyrene i forhold til Etoshas lange og oede sletter med en sparsom maengde skjulesteder. De sjaelde og truede sorte og hvide naesehorn saa vi 20 af (!), og store elefantflokke med aggressive moedre angreb paa et tidspunkt vores bil, da vi kom for taet paa en unge. Resultatet blev hjulspin og et adrenalinkick, da elefanter let kan lave kartoffelmos af en bil, hvis de har lyst. Paa et tidspunkt maette vi i sikker afstand koere efter en stor hanelefant i 20 minutter, da den aabenbart mente at asfalten var det bedste at gaa paa og vi havde ikke lyst til at overhale...Afrikas maaske sjoveste dyr, kamaeleonen, saa vi ogsaa samt flodheste, krokodiller, vandboeffler, vandbukke, giraffer, skildpadder, bavianer, zebraer, gnuer, kuduer og utallige impalaer.

Ved Gaansbai Cape Town, som er den sidste destination inden Europa, var det tid til at moede verdens maaske mest beroemte, berygtede og misforstaaede draeber. Med det karakteristiske Miguel Indurain-smil, en snigende og naesten usynlig tilstedevaerelse har den hvide haj fascineret masserne og dannet grobund for myter, rygter, nysgerrighed, frygt og kult. Ordren fra kaptajnen gik paa, at vi skulle holde oeje med graabrune skikkelser ved vandoverfladen, og i de foerste fem minutter efter tunstykkerne bliver sat i vandet, har man oejne paa stilke, og alt hvad der roerer sig i vandoverfladen, bliver intuitivt tolket som den store hvide haj. Foerst da jeg havde besluttet mig for at den ikke kommer lige foreloebig bliver vandoverfladen brudt af en kolos paa 4-5 meter, som ganske elegant aabner gabet, saetter taenderne i tunen og traekker den ned i dybet. Hvad goer man saa? Man hopper i en vaadedragt og saetter foedderne ned i hajsikret bur fyldt med bidemaerker og venter paa at den naeste skal komme forbi. 10 minutter er en evighed at vente paa noget, som kan komme fra alle taenkelige retninger og som ved hvor du er men ikke omvendt. Naar man ser taenderne og de sorte oejne gennem dykkermasken, gyser det lidt og jeg ved ikke helt, hvilket ben jeg skal staa paa. Med et enkelt slag med halen forsvinder den fra min sparsomme synsvidde i vandet, og jeg ser den ikke igen. Tilbage paa baaden kan jeg i en folder fornoeje mig med, at der er stoerre chance for at blive slaaet ihjel af en faldende kokosnoed end ved et angreb fra the great whtie!

Paa den hoejhellige 12. december skulle et af Cape Towns vartegn bestiges. Det 1073 meter hoeje Table Mountain skulle forceres paa en klatretur i sveddryppende 1 time og 20 minutter. Paa toppen ventede beloenningen i form af udsigten over hele Cape Town, hvis 3 millioner indbyggere er presset sammen mellem bjergene og stranden i en tynd men lang stribe af rigmandsvillaer, hoejhuse og lange boulevarder. Det legendariske Robben Island, hvor Nelson Mandela sad faengslet ligger et stykke ude i bugten til stor glaede for de obligatoriske blitzende japanere og tyskere. Cape Town er og et turistmekka/helvede og ligesom paa New Zealand er man aldrig i tvivl om, at der er japs i naerheden. Om 4 aar kommerCape Town til at danne en smuk skueplads for en af vaertsbyerne ved VM i fodbold.

Den sidste tid i Afrika skal nydes og en ting ved jeg med sikkerhed. De mange oplevelser, kilometer, indtryk, kulturer, inspirationer og forskelligheder har givet mig lyst til mere og isaer Nordamerika lokker. Af mine lidt spontane og til tider vilde ambitioner ser jeg mig selv i Nordamerika inden for en overskuelig fremtid.

Updatehilsen til min gamle gymnasieveninde Birtchen og Juliane Siv Korterman Jauch, som hjaelper mig med at soege bolig i Aahus, men jeg har vaeret vaek.

The gentle giant

2006-12-05T01:51:00.000-08:00

I vores tur gennem Afrika, som nogle gange minder om en spurt, naaede vi til Mocambique, hvor vi paa forhaand havde udset os oestkysten, som goer sig bemaerket ved sine lange hvide sandstrande og fremragende snorkleforhold. Vi snorklede ud for en oegruppe (Bazaruto archipelago) og saa en masse farverige fisk og enkelte koraller langs et rev. Dejligt at se det indiske ocean, som laenge har vaeret paa min (uendelige) liste over steder jeg gerne vil se.
Hoejdepunktet paa turen ned langs oestkysten kom, da vi naaede Tofo omkring 400 kilometer nord for hovedstaden Maputo. Verdens stoerste fisk, hvalhajen, ventede paa os taet paa kysten, og vi saa hele tre af dem. De svoemmer gerne taet paa overfladen, hvor de nogle gange aabner deres enorme gab for at spise plankton. Jeg svoemmede i omkring 30 sekunder ud for det ene oeje paa to af hvalhajerne inden de forsvandt ned i dybet. Mit bedste gaet er, at de var omkring 8 meter, men de fuldvoksne kan blive 15-18 meter. Desvaerre havde vi ikke tilladelse til at roere dem, men det var meget fristende at tage fat i en af finnerne og glide med. Stor oplevelse igen igen, og den naeste date jeg har under overfladen er ved Gaansbai, Cape Town hvor den store hvide haj huserer.

Morgenstemning ved det indiske ocean

Mocambique er ligesom Malawi et af verdens fattigste lande, som blev haerget af en altoedelaeggende borgerkrig gennem 17 aar, hvor de vaerste efterladenskaber bestaar af landminer, som man endnu ikke har fjernet. Det er strengt forbudt at gaa en tur ud i landskabet, da ingen har kortlagt landminernes lokationer, og man skal holde sig til de stier der allerede er der, og bedst muligt blive paa de asfalterede omraader. Den sydlige del af Mocambique er dog vaesentlig forbedret, og det taette oekonomiske samarbejde med Sydafrika ser ud til at goere landet en del gavn. Den nordlige del af Mocambique er derimod sat en del aar tilbage i udviklingen, og der er vist ikke udsigt til, at der sker noget lige foreloebig. Derfor valgte vi ogsaa at undgaa den nordlige del, da vi skulle videre fra Malawi, og vi maaske kunne sidde fast paa ubestemt tid, da transportsystemet heller ikke rigtigt fungerer paalideligt.
Ligesom Malawi er Mocambique et meget smukt land med rullende groenne bakker med smaa traer og etagemarker, og enkelte gange har man en naesten uendelig udsigt over landskabet helt ud til det indiske ocean.

Lige nu er vi tilbage i Sydafrika, hvor vi har lejet en bil og er paa vej ind i det folk beskriver som verdens maaske bedste nationalpark – Kruger National Park.

Updatehilsen til Signe, Peter og Asger

Conquest of paradise

2006-11-26T23:25:00.000-08:00

De to smaa oeer Chizumulu island og Likoma Island i Lake Malawi blev i omkring en uge skueplads for den danske viking, som i al beskedenhed valgte at kalde dem for paradis. Lange hvide sandstrande med mangotraeer og smaa palmer udgjorde sammen med de majestaetiske fiskeoerne, farverige firben og et naesten ubegribeligt antal insekter omgivelserne ved verdens niendestoerste soe. Danmark synes at vaere reduceret til et koldt og regnfuldt sted meget langt mod nord, og badevandet i ferskvandsoeen maa vaere et sted over 25 grader. Der var gode snorklemuligheder i soeen, og smaa orange, blaa, gule og sandfarvede fisk dominerede sammen med lilla krabber klipperne under overfladen. Jeg har dog flere ambitioner hvad dykning angaar efter Sarai og jeg fandt en bog om de bedste snorklesteder i verden. Mocambique, som er vores naeste maal, udmaerker sig ved de uendelige hvide sandstrande med koraller og fisk i alle taenkelige stoerrelser og farver. Verdens stoerste fisk, hvalhajen, er den naeste store oplevelse, som (forhaabentlig) venter. Efter at have laest en artikel I National Geographic om hvidhajer, er jeg ogsaa sikker paa, at det er noget der skal proeves – enten i Mocambique eller Sydafrika ved Cape Town.

Selve Malawi falder ganske godt i min smag. Rolige og imoedekommende folk som for det meste registrerer vores tilstedevaerelse som muzungu, som betyder hvid mand! I forhold til nogle af de andre lande vi har rejst rundt i, ser befolkningen i Malawi ikke ens tilstedevaerelse som en stor pengemaskine, men de fleste folk vil i stedet gerne snakke og bare spoerge hvordan det gaar, og hvor man kommer fra. Af og til har jeg indtrykket af, at vi er havnet i en gigantisk zoologisk have, da folk ganske indiskret stirrer undrende paa os. Isaer boernene er sjove, og man kan paa lang afstand hoere, at de har spottet en muzungu!Befolkningen i Malawi er meget cykelivrig og alt ligefra boern, hoens, braende, fisk og 3 meter brede straa bliver transporteret paa bagagebaereren. Ofte er det gamle rustne herrecykler, som bearer den til tider urimelige vaegt! Malawi er et af verdens fattigste lande hvad angaar BNP pr. Indbygger, men folk virker ikke til at vaere alt for paavirkede af de svaere forhold – det er maaske et spoergsmaal om tilvaenning og indstilling(?).

Det danske islaet i Malawi bestaar af Carlsberg (!), som er det suveraent stoerste bryggeri i landet. Alle ved hvad Carlsberg er, og naar jeg siger, at jeg kommer fra Danmark nikker folk genkendende, og siger at de gerne vil komme til Danmark og drikke oel!

Updatehilsen til moedregruppen paa seminariet
Line – socialminister og minister for udviklingsbistand
Helle – kultur- og boligminister
Kirsten – energiminister og minister for ligestilling

Okavangodeltaet

2006-11-13T22:59:00.000-08:00

Tiden i Namibia er (desvaerre) slut og turen gaar nu videre til Botswana, hvor Okavangodeltaet var foerste stop. Sarai, min hollandske rejsemakker, og jeg valgte for tre dage at blive transporteret ud in the middle of nowhere for at leve af tun og vand og sove i telt taet paa loevernes jagtomraader. Vores kyndige (og ubevaebnede!) guide Nelson tog os med i sin mokoro (en slags kano) rundt i Okavangodeltaets smaa labyrinter af smaafloder og sumpe. Tre gaasafarier blev det til og vi saa zebraer, gnuer, elefanter, strudse og friske dyrespor fra blandt andet loever og hyaener. Vi gik rundt med en smule nervoesitet og adrenalin, da loever ganske lydloest og naesten usynligt kan bevaege sig rundt i det gule graes, men Nelson vidste aabenbart hvad han foretog sig.
Senere demonstrerede han sin kunnen og viden naar det drejer sig om at jage tre fuldvoksne hanelefanter vaek, som ellers var paa vej ind i vores lejr. Ganske behaendigt klappede han med vores hjaelp hoejlydt med haenderne, og det var aabenbart nok til at skraemme de store dyr vaek. Elefanterne valgte i stedet at graesse 100 meter vaek, hvor det naeste hold turister en halv time senere skulle slaa deres telte op.

Selve landskabet paa de smaa oeer i Okavangodeltaet baerer ogsaa praeg af elefantaktivitet, hvor de paa bedste bulldozermaner ploejer sig vej gennem det taette buskads og efterlader tydelige spor paa naesten alle buske og traeer.

Show off-flodhest med aabent gab - som skabt til turister!

Turen gaar nu videre til Lake Malawi, men for at komme dertil skal vi forest lige stifte bekendtskab med transportsystemet og vejnettet i Zambia…

Updatehilsen til Rasmus og Katrine

Update igen!

2006-11-07T00:28:00.000-08:00

Beklager min manglende evne til at opdatere og jeg kender en vis fru Krogh paa Borgergade 17 i Stouby, som nok er lidt bekymret!
Siden sidst har jeg vaeret i Katima Mulilo i det nordoestlige Namibia, hvor vi ogsaa lige slog et smut forbi Victoria Falls paa Zimbabwe-siden. Stort at se et af verdens syv vidundere og et inferno af vand og vanddampe. Et utilgiveligt dyrt sted maa man sige, og der er ingen tillid til den zimbabwiske dollar saa alt bliver maalt og vejet i US-dollars. Horsebackriding og en kanotur paa Zambesi-floden blev det til for mit vedkommende og jeg kom meget taet paa en stor hanelefant, som aabenbart syntes saa godt om vores selskab, saa den besluttede sig for at foelge efter os, da vi proevede at forlade den!

Katima var ikke et vildt ophidsende sted, og eleverne havde en noget anderledes mentalitet end i Windhoek. Mange af dem var svaere at snakke med selvom alle taler engelsk. Jeg tror bare folk var mere individuelle og (reserverede?) end i Windhoek. I hvert fald savnede jeg hovedstaden mens jeg var i Katima, men jeg ville ikke vaere denne oplevelse foruden. Der var kun faa initiativer til aftenaktiviteter saasom fodbold, volleyball, netball, kor eller lignende som vi eller aktivt tog del i i Windhoek. Vi moedte selvfoelgelig ganske soede og aabne folk i Katima, men alt i alt var det svaerere at begaa sig rent socialt i nordoest. Et af de mindre charmerende traek ved Katima (maaske hele Namibia?) var, at der laa skrald over alt trods forsoeg paa at informere om ”do not litter”. Efter en mindre opsang (!) fra Marie-Louise lykkedes det at faa ryddet op paa skolen og det saa ganske paent ud i vores oejne da vi forlod stedet. Vi tror det skyldes at folk ganske enkelt ikke er vant til at se skraldespande, der hvor de kommer fra.
Ganske pludselig blev der ogsaa lukket for vandet, hvilket betoed at folk ikke kunne komme i bad eller fx. vaske deres bestik eller tallerkener. Skolen havde ikke betalt vandregningen, vi badede i Zambesi-floden paa et krokodillesikret sted for at slippe af med svedlugten og for at blive koelet ned i den ulidelige middagshede.

Tilbage i Windhoek nu, hvor vi mangler at skrive en evalueringsrapport inden vi kan tage af sted. Jeg overtalte vores hollandske medstuderende til at vi skal rejse rundt sammen i det sydlige Afrika selvom hun skulle hjem i starten af november. I stedet rejser vi til Botswana, Lake Malawi, Mocambique og Cape Town. Paa et eller andet tidspunkt siger jeg farvel til hende, da hun skal hjem til Nederlandene den 28.november.

Updatehilsen til de to Niels Leo-juniorer!

Harnas Foundation

2006-10-19T00:55:00.000-07:00

Lige en indledende bemaerkning: jeg har en del billeder af dyr fra Harnas, som jeg regner med at laegge paa bloggen senere, men jeg sidder paa en ret dyr turistinformation i Katima Mulilo, saa jeg haaber I kan vente.

Inden turen til Caprivi tog Jonas, Saraj og jeg af sted til Harnas, som er et reservat omkring 300 kilometer oest for Windhoek. Vi tog af sted omkring 3.45 (!) for at vaere der i ordentlig tid til at se de forskellige dyr blive fodret. Gode professionelle rammer saa vi, og dyrene saa ud til at trives. Mit foerste moede med dyrene var tre meget nysgerrige vortesvin som aabenbart syntes godt om smagen af mine knae – har endnu ikke vasket mine shorts, og der sidder stadigvaek vortesvinsavl paa dem. I en flok paa 25 manguster fornoejede nogle af dem sig ogsaa med at bide i mine snoerrebaand.

Sammen med et ungt schweizisk aegtepar som gennem 22 lande havde koert hele vejen fra Schweiz i en firehjulstraekker langs den afrikanske vestkyst, saa vi surikater, bavianer, loever, geparder, leoparder, vervet monkeys og wild dogs blive fodret.

Efter rundturen spurgte jeg om det var muligt at se loeveunger og det resulterede i endnu en lille rundtur i en slags baghave til de bygninger, hvor personalet holder til. Vi kom meget taet paa dyrene, og fik lov til at roere naesten dem alle sammen. Verdens naestaeldste gepard (24 aar), som engang har vaeret med en James Bond-film, gik rundt i baghaven, og mr. Nielson (opkaldt efter aben i Pippi Langstroempe) sad paa min skulder og legede med min krave.
Med en blanding af aerefygt og barnedroemme gik jeg ind i en indhegning til to loever (5 maaneder og 12 maaneder gamle) og klappede dem. Meget legesyge dyr og Jonas fandt ud af, at man ikke skal vende ryggen til dem, da det aabenbart taender deres jagtinstinkt. Den lille loeve paa 5 maaneder sprang op paa ryggen af ham, da han paa boejede sig ned for at tage et billede og han faar et ganske fint lille ar paa laenden efter moedet med en loevenegl! Heldigvis havde vi vores guide med ind i indhegningen og han vidste praecis, hvordan man skulle haandtere og taemme dem. Den lille loeve paa 5 maaneder gaar dagligt gennem en stoerre opdragelsesproces, og den skal hver dag vaenne sig til moedet med mennesker. Som ”mor” havde loeverne en labrador, som gik rundt med dem i indhegningen, og de saa ud til at fungere ganske godt sammen og de to loever respekterer deres ”mor”som var hun en af deres egne.

Et af de lidt sjovere moeder paa Harnas var med to danske piger, som var de foerste (udover Marie-Louise og Anja), som vi snakker dansk med siden vi forlod Danmark for to maaneder siden. Annette (fra Hjoerring som kender Line Friis Rasch fra min seminarieklasse i Aarhus) og Signe arbejder som frivillige paa reservatet, og skal dagligt hjaelpe med fodring og pasning af dyrene, vedligeholdelse af stedet og turistrundvisninger. Et populaert sted at arbejde naar man er ung og vi moedte omkring 25 unge fra blandt andet Norge, England, Tyskland og selvfoelgelig ogsaa Danmark.

Updatehilsen til Birgit, Lasse og Laerke (fortsat god studietur i Italien)

Moses Van Der Bal

2006-10-19T00:47:00.000-07:00

Vi har nu overstaaet vores praktik paa de to skoler Hermann Gmeiner og Moses Van der Bal. Jeg har skrevet lidt om Hermann Gmeiner, saa her kommer et par ord om Moses Van der Bal

Kort beskrivelse af skolen: 1400 elever (!) fra foerste til syvende klasse. Nogle af boernene bor ikke i naerheden af skolen og skal saaledes gaa 5-6 kilometer hver morgen og eftermiddag for at blive transporteret. Foraeldrene har ingen bil og har ikke raad til at saette dem i en taxa selvom det kun koster 6.50 kr, men for et gennemsnitlig foraelder er det en udgift der ikke bliver prioriteret. Omkring 50 % af boernene har mistet mindst en foraelder (sandsynligvis paa grund af AIDS) og omkring halvdelen af boernene er ogsaa fejlernaerede. Der findes specielle hjem for foraeldreloese boern, hvor nogle af boernene ogsaa bor. Haarde facts kan jeg kun konstatere, og der er vel ikke noget at sige til at de har koncentrationsproblemer paa grund af sult eller sociale problemer. Boernene er dog som forventet fantastiske og med en blanding af aerefrygt og nysgerrighed kommer de hen og siger, at de efter en del research har fundet ud af at hovedstaden i Danmark hedder ”Cobenhargue”. Igen er mine lyse haar paa arme og ben til stor glaede og forundring for eleverne, som meget gerne vil have en lille haarproeve med hjem! I de fleste klasser skal boernene deles om boegerne og i mine samfundsfagtimer er der omkring 15 boeger i klasser paa op til 45 elever. Eleverne har heller ikke blyanter eller notatpapir.
En speciel situation haeftede jeg mig ved i min laererinde Miss Tjikas samfundsfagstimer. I starten af ugen virker hun til at vaere en haard, kontant men ogsaa retfaerdig laerer der forstaar at holde klassen i et fast greb. En pige kommer for sent og efter et ”you’re waisting my time – sit down” i en haard tone faar pigen de foerste to slag paa ryggen og derefter en lussing. Der stopper det ikke og laereren finder en stok frem, som hun bruger til at slaa paa elevernes aabne haandflader, hvis de ikke kan svare paa spoergsmaal om naturressourcer i Namibia. Raekke ned og raekke op faar hver enkelt elev et slag hvis de ikke kender svaret eller svarer forkert.
Man bliver ramt af et sug i maven og mellemgulvet naesten inden lyden fra slaget naar oerene og paa nethinden bliver slaget gentaget i slowmotion. En blanding af lamslaaethed og overraskelse rammer én og man forsoeger virkelig at finde en grimasse der kan passe. Allermest har man lyst til at storme ned gennem klasselokalet for at rive stokken ud af haanden paa hende og give hende af samme skuffe, men i stedet valgte jeg at udvandre. Jeg gik direkte til skoleinspektoeren og konfronterede hende med situationen, og i loebet af den samtale med hende finder man ud af, hvordan systemet nogle gange fungerer hernede. Det er ikke bare saadan lige at fyre en laerer i landet – foerst kommer laereren igennem en raekke mundtlige advarsler, dernaest skriftlige advarsler og til sidst kan han/hun fyres hvis bestyrelsen paa skolen finder det noedvendigt! Hun pakkede ogsaa haendelsen ind i ”welcome to Africa” eller ”people can get away with murder in this country”. Alt hvad jeg fik ud af moedet med skoleinspektoeren var at Miss Tjika blev indkaldt til endnu en samtale – min oplevelse var bestemt ikke enestaaende og Miss Tjika er kendt (berygtet) for at behandle eleverne paa den maade...Med skuffelse og ophidselse i stemmen forklarede jeg hende at saadan burde systemet simpelthen ikke fungere, og at vold mod boern og vold i det hele taget er forbudt og strafbart i landet.
Jeg har ikke den store fornemmelse af i hvilken grad volden mod boern florerer i landet og hvor mange laerere der praktiserer det, men jeg ved det foregaar, og den mest venligsindede laerer kan pludselig skifte ham.

Alt i alt var det i loebet af vores tre uger i praktikken spaendende at se en anderledes skoleform, selvom der var visse oplevelser jeg gerne ville have vaeret foruden.

Updatehilsen til Dejgaard, Reed og Hemmersam

Min farbrors havn

2006-10-09T05:34:00.000-07:00

Weekenden mellem de to uger paa vores praktikskole Moses Van der Byl (udtales baijl) blev brugt paa at tage til Lüderitz i det sydvestlige Namibia. Jonas og jeg sad i en minibus hele vejen fra Windhoek til Lüderitz, hvilket er omkring 850 kilometer. I bedste afrikanerstil sad vi 16 pakket sammen i en minibus, hvor der kun var plads til 14 (!), og en overgang frygtede jeg for eksploderede knae eller laar, da bussen ikke var bygget til folk paa 1.90 eller derover. Paa forhaand vidste vi, at vi kun havde en hel dag i Lüderitz til at lege turister saa vi spaenede rundt fra morgen til aften i forsoeget paa at naa saa meget som muligt.

Spoegelsesbyen Kolmanskop blev turens foerste stop, hvor de tyske koloniherrer for omkring 100 aar siden opdagede diamanter. Efter en del hemmelighedskraemmeri slap hemmeligheden ud og i bedste Klondyke-stil valfartede folk til stedet for at proeve lykken og for at soege arbejde. Da der senere blev fundet stoerre og mere vaerdifulde diamanter laengere mod syd i Sydafrika blev Kolmanskops skaebne dermed beseglet, og folk flyttede fra byen. Tilbage stod en hel landsby med hospital, skole, bageri, slagteri, teater og kasino som blev offer for tidens tand og oerkenens langsomme men sikre overtagelse af byen. Saaledes laa nogle af bygningerne halvt begravet i sand og sand har det med (bitre erfaringer fra Soussouvlei!) at komme ind over alt, og ofte laa der op til to meter hoeje sandbunker inde i husene. Hvis du har set Stings musikvideo til ”Fields of gold” vil du maaske kunne danne et billede af hvordan byen saa ud engang – det var i hvert fald den association jeg fik, da vores meget kyndige guide levendegjorde byen med sine fortaellinger. I denne video gaar Sting rundt som guldsilhuet i en spoegelsesby og gennem denne silhuet kan man se det liv og de mennesker, der engang boede i byen. Uden om guldsilhuetten ser man kun den doede og forfaldne by fra den svundne tid.

Naar man som dansker er vant til vand og havets brusen er den namibiske oerken og den lave luftfugtighed i Windhoek nogle gange lidt af en proevelse og glaeden ved at se havet igen var stor. Hvad ville saa vaere mere oplagt end at tage af sted paa en 3 timer lang sejltur rundt om halvoen ved Lüderitz. Paa forhaand havde jeg laest lidt om dyrelivet i Lüderitz og som forventet saa vi delfiner, pingviner og saeler. Med lidt held havde vi ogsaa set hvaler, da de for det meste viser sig ud for Namibias kyster omkring det afrikanske foraar (vores efteraar), men desvaerre intet held. Heldigvis har jeg foer set kaskelothvaler ud for Kaikouras kyst paa New Zealand, saa skuffelsen var til at leve med. Under sejlturen forlystede delfinerne sig med at lave en mindre gymnastikopvisning ved staevnen til stor glaede for de blitzende turister. Pingvinerne og saelerne var lidt dovne og de noejedes med at kigge paa os i sikker afstand fra de smaa klippeoer. For Jonas blev sejlturen dog for meget og han maatte for en stund boeje sig ud over raelingen for at snakke med elgen.

Som naevnt i mine andre updates er Namibia paa mange maader paavirket af Tyskland og arkitekturen i Luderitz var saaledes ogsaa jugendstil (ogsaa kaldet typisk tysk!). Jeg tror ikke byen (med undtagelse af havnen) har aendret sig meget gennem de sidste 100 aar, og forfaldne bygninger og gadenavne som Bismarckstrasse og Nactigalstrasse dominerer stadigvaek byen. Der er to vigtige industrier i Lüderitz: diamanter og fiskeri. Diamantindustrien foregaar baade til lands og til soes, hvor smaa skibe stoevsuger havbunden, hvorefter diamanterne bliver filtreret fra. For hver gang man finder en diamant skal man sortere 250.000 sandkorn fra!
For tiden har fiskerne svaere vilkaar i Lüderitz, da den namibiske regering grundet overfiskeri har besluttet at stoppe al fiskeri i oktober, saa fiskebestanden har tid til at stabilisere sig.
Inden moerkets frembrud naaede vi at faa byens vartegn at se – die Felsenkirche (klippekirken), som ogsaa er af tysk oprindelse og arkitektur. Ganske hyggelig kirke paa toppen af byen og bygget som ordet siger oven paa klipper. Jeg er jo af nogen kendt som vaerende halvt tysker saa Lüderitz var lige mig!

Trods en aftale med en buschauffoer som skulle komme og hente os soendag kl 9, blev vi alligevel noedt til at soege andre transportmuligheder, da han aldrig moedte op. Flybilletter til Windhoek kostede 1500 kroner saa den sprang vi behaendigt over. I stedet forsoegte vi os trods en smule skepsis fra min side som blaffere hele vejen til Windhoek. Fortuna kommer nogle gange i uventede forklaedninger, men i hvert fald viste hun sig den dag i skikkelse af et ungt tysk aegtepar, et midaldrende namibisk aegtepar og til sidst en mekaniker. Som naevnt i starten var der 850 kilometer mellem Lüderitz og Windhoek og det var saaledes ogsaa den distance vi skulle tilbagelaegge som blaffere. Alle som tog os med op var meget hjaelpsomme, og fx. i firehjulstraekkeren havde vi vores egen madras (!), som hurtigt blev brugt til eftermiddagens tiltraengte Joergen Leth. Vi fik ogsaa cola og hot dogs af det midaldrende aegtepar – nice! Ingen af dem forlangte en eneste dollar for at tage os med, og vi blev naesten koert lige til doeren i Windhoek.

Gennem de sidste 250 kilometer fra Mariental til Windhoek sad vi paa ladet af en pick up med vind i haaret under aaben himmel (det er tilladt at sidde der som passager i Namibia!), og det markerede saaledes en glimrende afslutning paa weekenden.

Vi har stadigvaek en uge tilbage paa Moses Van der Bal primary school inden turen gaar til det noget groennere og mere frugtbare Caprivi – taet paa graensen til baade Botswana, Zambia og Zimbabwe.

Hvis du undrer dig over overskriften, er det fordi min farbror har vaeret med til at lave nogle maalinger paa havnen i Lüderitz.

Updatehilsen til Mogens, Karen, Christian og Line (og Mogens’ trek!)

Hermann Gmeiner Primary School

2006-09-29T05:28:00.000-07:00

Vores foerste uge i praktikken er overstaaet paa en skole, som hedder SOS Hermann Gmeiner Primary School (1.-7. klasse). Eleverne var meget disciplinerede og hoeflige, og jeg blev tiltalt enten som mister Sting, sir eller Titja (teacher)! Alle skoledage bliver indledt med et laerermoede paa laerervaerelset med dagens informationer og evt. debat. I klasserne starter dagen med et fadervor, som udfoeres staaende med lukkede oejne og siges i kor. Laereren siger derefter ”Good morning grade 6”, hvorefter eleverne svarer i kor ”Good morning teacher(s)” – foerst naar dette er overstaaet og laereren siger ”please be seated” maa eleverne saette sig. Der er op til 40 elever i klasserne, og alle baerer skoleuniform (lovpligtigt), som man kan se paa billedet. Jeg skulle ogsaa have lange bukser paa og dresscoden skulle vaere ”paen”. Skolen starter 7.10 og slutter 13.10, saa gennem hele ugen er vi staaet op kl 5.50. Skoledagen afsluttes ogsaa med en boen.
Heldigvis var jeg kommet i en klasse som ogsaa havde idraet, og blev dermed ogsaa vidne til den absolut mest populaere sport blandt drengene - fodbold. Op til 40 drenge spurter rundt paa en grusbane (der er for toert til, at der kan gro graes), og skoene floej rundt om oerene paa os, naar der blev skudt paa maal. Et stoerre kaos maa man sige, og jeg gad nok vide om eleverne nogensinde har hoert om en almindelig 4-4-2! Oftest er drengene gode driblere og hurtige paa foedderne, men de ved sjaeldent, hvor den naermeste medspiller staar.
Boernene var rigtigt soede og meget spoergelystne. Jeg stod ved tavlen og svarede paa spoergsmaal om Danmark lige fra stoerrelse, moentfod, teenagefoedsler, AIDS, sne, bistandshjaelp, naturressourcer, skolesystemet og faunaen. Flere af dem havde flere spoergsmaal efter timen, og de ville meget gerne have haandtryk! Namibia har desvaerre den hoejeste procentsats af AIDS-ramte indbyggere, og det kom som et chok for dem at det naermest er et ikke-eksisterende problem i Danmark – paa aarsbasis bliver der registreret 18.000 nye tilfaelde i Namibia dvs. 50 nye tilfaelde om dagen. I oevrigt lever 25 af verdens 40 millioner AIDS-ramte syd for Sahara med Namibia som en lidt trist verdensrekordholder.

En del af forklaringen paa elevernes lydige opfoersel skyldes maaske, at der stadigvaek eksisterer vold mod eleverne. Jeg var ikke selv vidne til vold, men Jonas hoerte uden for et klasselokale, at laereren havde linealen fremme og eleven fik nogle rap over fingrene. Marie-Louise oplevede ogsaa lussinger i en klasse. Den namibiske grundlov siger dog, at det ikke er tilladt, men det forholder sig nogle gange saadan, at foraeldrene giver deres samtykke til volden, hvis boernene fx. ikke har lavet lektier eller opfoerer sig uartigt. Vi naevnte det for skoleinspektoeren, som fremhaevede det paa et laerermoede, men hun skred ikke til handling over for laererne, som i mine oejne skulle fyres paa stedet...En af laererne forklarede (undskyldte) sig over for Jonas, men spoergsmaalet er vel stadigvaek om man kan retfaerdiggoere vold, hvis foraeldrene giver deres samtykke – i mine oejne nej. Af og til registrede vi ogsaa, at boernene fx. beskyttede deres ansigter, naar laererne med fx. en lineal eller kuglepen i haanden kom taet paa dem som om de forventede, at laereren skulle til at slaa dem – et ikke alt for heldigt reaktionsmoenster...

I loebet af ugen fik vi ogsaa tid til at besoege det namibiske parlament, hvor vi overvaerede en hoering om et krav fra det namibiske folk til Tyskland om at kompensere for folkedrabet begaaet af de tyske koloniherrer mod herero- og damarafolket i perioden 1904-1908. Saa vidt jeg er orienteret har Namibia uden held foer forsoegt at faa kompensation, men det virker stadigvaek til at vaere noget, der sidder dybt i den enkelte namibianer (75 % af Hererofolket blev udryddet), og jeg gaar staerkt ud fra, at det sidste ord ikke er blevet sagt i den sag. I hvert fald kom der et betydeligt bifald og anerkendende nik fra salen efter talen. Og guess what: jeg kom i fjernsynet paa den namibiske tv-station NBC, som havde lavet optagelser fra hoeringen. Kun lige et kort klip, hvor der blev filmet ud paa publikum men alligevel er det lidt underholdende at se sig selv paa skaermen.

I naeste uge skal vi i praktik paa en ny skole i den noget fattigere bydel Katutura, saa jeg er spaendt paa at se, hvad det bliver for noget.

Updatehilsen til Lasse og Lene Schultz!

Bzzzzz…stik, sand, moededisciplin og de beroemte afrikanske rytmer

2006-09-25T00:17:00.000-07:00

De foerste tre uger i skolen er snart overstaaet og jeg kan passende give et par reflektioner over skolen og eleverne. Det skal helt klart hedde sig, at alle (eleverne, laererne og personalet) er rigtig soede og imoedekommende og vi er blevet taget meget paent imod. Vi har ogsaa laert eleverne at kende fra den mere sociale og fritidsmaessige side, hvilket vi ogsaa blev opfordret til at goere fra starten.
Vi har dog oplevet en del timeaflysninger, og jeg tror faktisk ikke jeg har haft en hel efter skemaet planlagt dag endnu. Informationer om aflysninger eller timeflytninger er svaere at finde og laererne faar det heller ikke kommunikeret ud til eleverne. En anden ting er at moede til tiden! – vi har joket lidt med, at vi hver morgen moeder kl 7.40 europaeisk tid som vi skal, mens eleverne moeder 8.10 afrikansk tid. Det er nok i hoejere grad en vestlig tradition/levemaade/pligt at vaere afhaengig af sit ur…
Hvis du en dag skulle komme til Afrika, kan jeg varmt anbefale dig at opsoege et kor paa fx. en skole. Vi har vaeret med i skolekoret tre gange og alle rygter om afrikanerne taler sandt paa dette punkt – de er simpelthen foedt med rytme, bevaegelse og glaede hvad angaar sang og dans! Isaer den energi og power de laegger i deres stemmer er ganske enkelt enestaaende og man skal synge (skrige/skraale) igennem for at kunne hoere sig selv. Jeg kunne ikke lade vaere med at sende en tanke tilbage til min efterskoletid, hvor vi ogsaa sang en del, men ofte var man bange for at synge igennem for taenk nu hvis naboen kunne hoere dig! Vi synger ofte traditionelle stammesange kombineret med faste bevaegelser, hvor gele og budding i hele kroppen ofte kan vaere til stor hjaelp. Jeg bliver drillet med, at min dans minder lidt om Robocop eller de robotter man ser paa bilfabrikker, men jeg synes faktisk selv, at det gaar fint!

Siden april har jeg faktisk ikke roert en volleyball og jeg kunne med glaede konstatere at skolen har et hold, som jeg fik lejlighed til at traene med. Niveauet i Namibia er hoejere end jeg havde forventet, og jeg tror godt at nogle af holdene kunne begaa sig paa divisionsniveau i Danmark. Problemet for traenerne er, at folk ikke altid er lige gode til at moede op, og dermed er det svaert at skabe kontinuitet, niveau og udvikling. Ligesom i Danmark skal volleyball kaempe med andre sportsgrene om udoevere og isaer fodbold fanger drengenes opmaerksomhed, mens de piger (hvis de dyrker sport) ofte kaster deres kaerlighed paa netball (en slags basketball uden plade bag kurven, som jeg ogsaa oplevede paa New Zealand)

I den netop overstaaede weekend tog vi til Soussuvlei, som har verdens stoerste sandklitter. De kan blive helt op til 300 meter hoeje, og de er for det meste paprikafarvede og isaer i morgentimerne kan solen lege med farverne og mit kamera var roedgloedende (se evt. billedet under mit indlaeg “stay in touch” her paa siden). Der var ogsaa strudse, oryxer, springboks og jordegern paa sletterne mellem klitterne. Vi saa (desvaerre) ikke noget til de slanger, gekkoer og edderkopper som ellers er derude, men myriader af spor paa klitterne afsloerede den livlige aktivitet om natten, hvor temperaturen er noget lavere. Jeg sov under aaben himmel mellem fredag og loerdag i Sesriem-lejren, som fungerer som port til sandklitterne. Dog under myggenet, da de smaa baester ogsaa har meldt deres ankomst, og malariapiller er efterhaanden blevet en fast del af min hverdagskost.
Der var ulideligt varmt fra middag og frem til tidlig aften (35-40 grader), og sandet fornoejede sig med at laegge sig som et fint lag paa baade oere, naese, mund og hvor de tellers havde lyst til at laegge sig (over alt!).
Loerdag middag besluttede pigerne, at de ville tilbage til Windhoek mens Jonas, Saraj (en hollandsk udvekslingsstudent) og jeg ville tage nordpaa til Otjiwarongo for at se et gepardreservat og en krokodillefarm. Der var 8 geparder, som desvaerre ikke var alt for aktive omkring middagstid, men vi kom dog taet paa dem (7-8 meter), og deres levevilkaar paa reservatet maa absolut beskrives som gode og professionelle. Det anslaaes at omkring 20 % af verdens gepardbestand lever i Namibia - enten i den fri natur eller bag hegn. Formaalet med farmen er til dels at sikre gepardernes eksistens, men ogsaa at lukke dem ud i naturen igen. Nogle af dem har dog ikke laert de mest fundementale overlevelsesmetoder, da de hele deres liv har levet bag hegn, saa det ville ikke vaere forsvarligt at lukke dem ud i naturen.
Videre gik turen til en krokodillefarm, hvis formaal var lidt anderledes. Krokodillerne blev avlet med kommercielle hensigter, og blev solgt til restauranter og skindet brugt til fx. toej og punge. Der var 6 store hanner og 40 hunner i et bassin og 600 (!) smaa krokodiller paa et meget lille omraade omkring et andet bassin. Vi saa de store blive fodret med hoens som oftest blev slugt paa en enkelt mundfuld eller to. Naar vi kommer til Caprivi i nord kan vi se krokodillerne i deres naturlige omgivelser i baade Zambesi-floden og Okavango-floden.

Til slut skal der lyde en stor tak til jer der skriver til mig – bade under “comments” her paa siden eller til min mailadresse hrgroen@hotmail.com. Det er fedt at hoere fra jer hjemmefra, og jeg ser frem til de naeste mails.

Updatehilsen til Michael og Lasse. Savner at se NFL og fodbold med jer, men I kan tro jeg foelger med hernede. Selv namibianerne maatte tage hatten af for Daniel Aggers pletskud…(og Xabi Alonso fra midten igen igen) + 3-0 mod spurs. Premier League og den sydafrikanske liga er ret populaere hernede og vi kan foelge med via satellit hver weekend. FCK er ogsaa kommet paa verdenskortet i det sydlige Afrika via deres deltagelse i Champions League!

Skolestart

2006-09-13T23:13:00.000-07:00

Der skulle gaa omkring 10 dage foer vi saa den foerste sky i Namibia og yderligere 10 dage foer de foerste dryp kom. Det understreger vel meget godt, at vi er i et af de regnfattigste lande i verden. Nedboersgennemsnittet for Windhoek i september ligger ogsaa kun paa 1 milimeter og grundet den meget lave luftfugtighed toerrer min hud ret hurtigt ind og jeg klager som en toes over hudspraekker paa foedderne og haenderne, mens min krop optager oceaner af nivea...Skolen starter for det meste omkring 7.40, og vaekkeuret ringer uboenhoereligt tidligt kl 6, saa edekarytmen fra sommerferien, hvor jeg stod op kl 4.15 er naesten bevaret. En Joergen Leth (morfar, power nap) om eftermiddagen er nogle gange tiltraengt.Eleverne er meget soede og imoedekommende og spoerger ofte nysgerrigt ind til hvad vi laver her paa skolen, og hvorfor vi er i landet. Naar vi kommer gaaende ned ad en af gangene paa skolen, falder vi heller ikke ligefrem ind i hverdagsbilledet af den enkle aarsag, at vi er hvide. I alt er der ca 7-8 hvide paa skolen saa vi har svaert ved at gemme os i en flok paa omkring 400 studerende. Det er meget underholdende og laererigt at snakke med de lokale studerende, og det er aldrig svaert at komme i kontakt med folk. Ofte spoerger de ind til skoleforholdene i DK, Peter Schmeichel, det danske skolesystem, vejret, sne, AIDS og om dansk og tysk er det samme sprog. Al undervisning foregaar paa engelsk og alle elever taler ogsaa sproget, mens kommunikationen i frikvarterene for det meste foregaar paa afrikaan eller et af stammesprogene.Jeg foelger fagene tysk, social science (samfundsfag, historie, geografi), idraet og ECS, ETP og ELE som alle gaar lidt ind under kategorien at laere at laere fra sig (didaktik), og hvordan man kan/skal forbedre og udvikle sig som laerer. Der er ingen forelaesninger og al undervisning foregaar i klasser fra 5 elever (mit tyskhold)og op til 35 elever paa ETP-holdet.Nogle af eleverne er ogsaa meget troende og jeg sad i omkring 2 timer og snakkede med en pige, som var ”rebourn christian”. At tilhoere denne tro betyder, at man anser sig selv for baade biologisk og aandeligt at vaere forbundet med Jesus. De troende elever er meget ivrige og engagerede, og jeg fik hele historien om Jesu liv, og om deres tro paa at de mirakler han udfoerte rent faktisk fandt sted. Skulle jeg vaere i tvivl kunne jeg jo altid finde konkrete beviser i bibelen...Pigen, som jeg snakkede med, ville ogsaa gerne hoere om vores tro i DK og jeg forklarede, at den gennemsnitlige dansker anser sig selv for at vaere sekulariseret, og at man kun i meget faa tilfaelde hoerte om folk der var saa engagerede og involverede (ortodokse) i Danmark.Vores program for den resterende tid i Namibia kom til at se saaledes ud: 6.– 23. september: college based studies (Windhoek College of Education hvor vi er nu) 26. september – 14. oktober: School based studies (folkeskoler i Windhoek) 17. oktober – 2. november: Visit to Caprivi college (i den nordoestlige del af Namibia samt tur til Victoria falls) 3. – 11. november: enrichment activities; finishing assignments (opgaveskrivning + en tur til vestkysten) 15. november: skal vi forlade Namibia, da vores opholdstilladelse udloeber. Vi er stadigvaek ikke helt klar over hvad der skal ske efter den 15. november udover, at vi skal forlade landet. Anja skal til Kenya engang i starten af december, Marie-Louise skal vaere i Johannesburg den 5.december og Jonas og jeg ved ikke helt, hvor vi skal tage hen. Lake Malawi og Okavangodeltaet traekker lidt i mig, men en del kan naa at aendre sig endnu.I oevrigt er den bedste namibianske fodboldspiller Heinrich Isaacs taget til dansk fodbold – SoenderjyskE! Would you believe it?! Updatehilsen til David og Ulla i Freiburg

Den mest kendte namibianer

2006-09-01T06:35:00.000-07:00

Vi venter stadigvaek i spaending paa at komme i gang med det som udvekslingsopholdet er tiltaenkt - skolen og praktikken. Lige nu gaar vi lidt rastloese rundt, og er lidt paavirket af, at vi endnu ikke har en fast skemalagt hverdag, men det skulle gerne vaere anderledes fra paa mandag. Denne uge er gaaet med at komme naermere ind paa livet af Windhoek by. Desvaerre er vi begraenset af den afrikanske vinter, hvilket betyder at der kun er dagslys fra 6-18, og vi har faaet besked paa ikke at faerdes alt for meget ude om aftenen. Vi maa ind i en tyskerbutik og koebe nogle spil, og vi er hurtigt blevet enige om, at vi absolut ikke spiller for fornoejelsens skyld. Haaneret og hoveren er en dyd. Indtil videre har jeg erobret haaneretten i minigolf.
Jonas og jeg har vaeret lidt rundt i de smaa forstaeder i Windhoek og kigget paa forskellige markeder, storcentre og hvad der ellers er. Windhoek er paa mange maader en moderne by og kunne egentlig passe godt ind som by i Europa. Dog er forskellen paa rig og fattig noget tydeligere her, hvor de fattigste forstaeder bestaar af blikskure, smaa grusveje og masser af stoev og affald der flyder. I langt de fleste af de lidt mere velstaaende kvarterer ser man ofte huse som er barrikaderet bag hegn, pigtraad og store skilte med diverse vagtfirmaer. Egentlig ville jeg mene, at det er ret unoedvendigt, da byen udadtil virker meget fredelig, men der er nok en grund til at husejerne tager deres forholdsregler.

Vi var desuden saa heldige, at moede en sydafrikansk taxachauffoer som maaske kan skabe kontakt til den mest kendte namibianer - den gamle sprinter som havde sin storhedstid i 90erne; Frankie Fredericks! Det loed faktisk meget realistisk, at der kunne blive arrangeret et moede og vi proever at ringe til taxachauffoeren en af de kommende dage. Saa skal der i hvert fald straekkes ud med ham (jeg har en lille vane med at skulle straekke min lyske med de kendte, mens der bliver taget billeder). Hvis vi moeder ham vil jeg gerne garantere, at der kommer et billede her paa siden.

Updatehilsen til Helle og Johanne

Etosha National Park

2006-08-29T03:39:00.000-07:00

Da skolen foerst starter den 4.september havde vi tid til at tage paa safari i det nordlige Namibia. Vi lejede en ikke-terraengaaende (!) toyota tazz, som vi cruisede rundt i. Namibia er et fascinerende land at koere i; man koerer over en bakketop og kan praktisk talt se helt ud i horisonten, hvor den snorlige vej forsvinder bag den naeste bakketop. Namibia har kun asfalterede veje mellem de stoerre byer saa vi koerte en del paa grusvej. Jeg fik ogsaa afproevet faerdsel i venstre side af vejen, hvilket var ganske overkommeligt i forhold til at trafikken var spejlvendt!
Etosha National Park er den absolut mest besoegte turistattraktion i Namibia og dyrene var (heldigvis) ret ligeglade med vores tilstedevaerelse, saa vi fik et (tror jeg) realistisk billede af hvordan de normalt opfoerer sig. Den stoerste oplevelse kom paa den sidste dag i parken, hvor vi 8 meter fra vejsiden betragtede en flok spisende loever, som havde nedlagt en kudu (en stor hjort). Loever jager ikke alt for tit, og at de saa lige havde valgt at goere det ved vejsiden hvor vi tilfaeldigvis kom forbi var ret heldigt. En rasende stupid turist steg endda ud af en turistbus for at komme endnu taettere paa loeverne, og han fik ret travlt da loeverne rejste sig og begyndte at broele af ham!
Parken er ret turistvenlig, og om aftenen er vandhullerne oplyste saa man kan se dyrene komme for at drikke. I lang tid sad vi bare og betragtede vandhullet, hvor baade elefanter (en flok paa 30-40), naesehorn, gazeller og zebraer kom forbi. Paa min opfordring slog vi teltet op taet paa hegnet, saa vi bedre kunne hoere dyrene om natten. Vi hoerte sjakalerne kalde og loeverne broele, og en stor hanelefant stod kun omkring 15-20 meter fra hegnet lige inden jeg lagde mig til at sove.
Resten af turen blev brugt paa at koere rundt for at se 5000-6000 aar gamle hulemalerier, en forstenet skov og paa min foedselsdag den 26.august skulle vi have set en slags ceremoni, fordi det er Hero's day, hvor man mindes nogle folk som kaempede mod de tyske koloniherrer for over 100 aar siden, men det viste sig at vaere lidt af en fuser. I stedet koerte vi til et friluftsbad, hvor vi plaskede lidt rundt i poolen. Om aftenen blev jeg fejret paa en restaurant i Windhoek, hvor jeg smagte zebra, struds, krokodille, kudu.
I naeste uge starter skolen, og den egentlige hverdag begynder. Vi har dog planer om weekendture rundt i landet og isaer vestkysten lokker. Havnebyerne Swakopmund, Walvis Bay og Luderitz (som min farbror har vaeret med til at lave maalinger paa) skal vi besoege paa et tidspunkt, men vi ved ikke lige hvornaar.

Denne gang gaar min updatehilsen til den gale hund feat. the neverending story og Jerome Stuhlgang Rothen

Okahandja Soup Kitchen!

2006-08-21T06:02:00.000-07:00

Vores foerste moede med de afrikanske boern var en stor oplevelse. Vi skulle hjaelpe til paa en slags fritidshjem , som ligger i en fattig forstad til Windhoek. Der var omkring 500 (!) boern som skulle have mad, lege, synge og hoere om vorherre. Boernene var i aldermen 2-18 aar og var meget nysgerrige og imoedekommende og vi forsoegte at kommunikere saa godt vi kunne men ikke alle af dem kunne engelsk. Det var en stor oplevelse at betragte deres livsglaede og deres evne til at leve under de vilkaar som de levede under hver dag. 15% af boernene havde HIV eller Aids og mange af dem havde mistet deres foraeldre pga. AIDS. Nogle af dem maatte ogsaa leve med at blive seksuelt misbrugt men indtil videre er det ikke noget som der bliver talt om og jeg kunne forestille mig at det var omgivet af en del tabu.
Vores skoleprogram kom paa plads i dag den 21/8, hvor vi moedte vores studiekoordinator Imelda Simeon. Vi skal pga. kommunikationsfejl forest starte den 4.september og vi har netop besluttet at bruge tiden paa at tage paa safari i Etosha National Park som er paa stoerelse med Jylland! Fra i morgen lejer vi en bil og koerer nordpaa og maaske skal vi ogsaa se nogle af Namibias oprindelige stammers leveforhold Jeg lover at skyde loes med kameraet da jeg ved at det er noget som folk gerne vil se!

Denne gang gaar min updatehilsen til Ole, Britt og Mar!

De foerste timer

2006-08-18T03:24:00.000-07:00

Saa oprandt dagen, hvor vi kom til Windhoek. Alle har det godt og vi bor paa et ganske paent hostel i den nordlige del af hovedstaden, hvorfra vi har 2 kilometer til bycentrum. Det var en langvarig tur fra Danmark, hvor vi tog af sted tirsdag aften og ankom til Windhoek tidligt fredag morgen. Som naiv dansker regner man selvfoelgelig med at man skal ned i varmen men think again...omkring 5-6 grader og ingen varme i bussen om natten fra Uppington (Sydafrika) til Windhoek. Jeg vaagnede ved, at jeg sad og rystede og trak min windbreaker op ad taksen, som jeg naermest grinende havde pakket ved tanken om at man skulle faa brug for saadan en! Overnatningen i Johannesburgs lufthavn var noget af det samme og aerligt talt er jeg glad for at komme ud af den by - taxaturen og busturen afsloerede en ret beskidt by, hvor forstaederne nogle steder bestod af blikskure og "huse" sammensat af affald. Dog saa vi da ogsaa storby naermest som vi kender dem fra Europa

Vores plan er forloebig, at vi i dag skal moedes med vores kontaktperson fra universitetet og hoere hvad hun har strikket sammen til os.

Lige en sidste ting: jeg proever at starte en lille ny tradition ved min updates. En personlig hilsen til...en eller anden

denne gang gaar den til min far og mor som sikkert venter i spaending paa at hoere fra mig

Steen

Stay in touch!

2006-07-30T08:15:00.000-07:00

Når jeg engang er kommet til Negerland, må I meget gerne skrive til mig. Jeg har lavet en funktion på siden, som gør, at I kan skrive små indlæg. I bunden af de artikler jeg har skrevet, er der et link som hedder "comments". Klik på den og skriv dit indlæg. Du skal bare lige være klar over, at alle som har lyst, kan læse det du skriver! Hvis du ikke vil dele dine kærestebreve med andre kan du også skrive til mig på hrgroen@hotmail.com. Jeg ved endnu ikke hvor meget internettet kommer til at fylde i min hverdag, men jeg håber på at kunne skrive jævnligt.Seneste nyt er, at jeg formentlig ikke kommer hjem til hverken jul eller nytår. Jeg håber på at jeg juleaften kan sidde med benene op af en palme på en tropeø, mens to negere står med deres vifter og holder mig ved selskab. Jonas (som jeg også skal rejse med) regner med at ville det samme, så vi kan da bygge et lille juletræ af sand når vi sidder på stranden på...Zanzibar?Vores boligsituation kom også plads i denne uge (uge 30), hvor jeg via telefonen snakkede med en familie i Windhoek, som vi har fået anbefalet. Vi skal bo på 27 Stevenson Street i Windhoek North og moderen i familien lød meget hjælpsom og imødekommende, så jeg vil mene at vi er i gode hænder.Jeg vil nyde de sidste to uger i DK, hvor jeg lige har ti arbejdsdage tilbage og to weekender til at pakke og sige farvel til folk. Jeg håber snart på at høre fra jer!

No pain no gain!

2006-06-03T14:13:00.000-07:00

Endnu engang byder sommerferien på en kærkommen lejlighed til at sige hej til en gammel ven - min cykel! Desværre kører jeg ikke på det uhyre man kan se på billedet, men når jeg ligger henover triathlonstyret på min elskede Taarnby og pløjer vejen op er det TREK-stellet, der er under mig og arbejder for mig!
Jeg skal for niende gang i træk arbejde på Edeka i Horsens mens jeg bor hjemme hos de gamle i Stouby. Der er små tyve kilometer hver vej og hvis man ganger det med fem gange om ugen gennem 8 uger giver det små 1600 kilometer. Hvorfor gør jeg det?
Penge til Namibia, mental afveksling i forhold til studiet, opvarmning til den nye volleysæson hvor cyklingen er fremragende for lår, knæ og legmuskler. Jeg håber på at være lidt mere systematisk i min tilgang til cyklingen i år, hvor det kunne være sjovt at regne lidt på gennemsnitshastigheder, vægt, hvilepuls og andre sjove ting. Dertil kunne det også være sjovt hvis jeg kunne få lidt sol på min blege krop inden jeg skal ned i den afrikanske sol.
Hvad holder så én i gang når man bor hjemme hos forældrene, og alle ens folkeskolekammerater for længst er flygtet fra byen?! De årlige sportsbegivenheder: VM, Tour de France, Wimbledon og andre projekter. Dertil er der et par legendariske steder jeg kan opsøge når jeg er derhjemme, som vækker minder fra den gang jeg var en lille mand...
Dette år er dog noget anderledes idet jeg ikke skal starte i skole i traditionel forstand. Namibia kalder og det kan vise sig at blive en vigtig motivationsfaktor når uret ringer 4.15 om morgenen og jeg skal ud på en regnvåd enkeltstart mod Horsens på de halvmørke veje til et arbejde som man kan udenad efter den første uge...jeg kan undre mig over hvorfor jeg gang på gang vender tilbage. Gammel kærlighed ruster ikke og især ikke til en cykel!

Wir wollen löffeln, löffeln, löffeln...

2006-05-06T14:06:00.000-07:00

Fantastisk tur til Berlin! Intet mindre. Jeg fik taget omkring 250 billeder på turen og videoklip, og jeg fyrede ganske ukritisk af, hvilket jeg er glad for nu. Vi så alle de berømte ting i Berlin, hvoraf man kan se nogle af seværdighederne på ovenstående billede. Vores lærer (Dr. Granild) var guide og han øste godt og grundigt ud af sine erfaringer - "Ich werde jetzt einen Vortrag über...halten!" og det gjorde han så! Vi gik mange kilometer i løbet af dagene og folk var ofte bombede inden aften, men havde dog overskud til en tur i hotellets bar. Det blev endda til en gang karaoke for mit vedkommende - achy breaky heart med Billy Ray Cyrus; en klassiker!Siegessäule, Bundestag, Fernsehturm, Olympiastadion (Hertha - Leverkusen 1-5!), jødemuseet, murresterne, Brandenburger Tor und so weiter blev set og durchfotografiert af mig.Udover de mange seværdigheder var turen og rent socialt rigtig god og der var mange underholdende indslag. Peter fik f.eks. glattet håret(!)af pigerne og folk måtte konstatere, at han ikke bare er underlig engang i mellem men faktisk hele dagen.
Der var grand prix-fest da vi kom hjem, men grundet en hård bustur måtte jeg kapitulere kl 2. Jeg nåede dog at opføre sis-dansen med Tomas og den vildeste svedetur på dansegulvet, hvor Marie-Louise og jeg tog forskud på de afrikanske rytmer, og jeg lavede et aldeles flatterende styrt under dansen. Jawohl!

Rundrejse i det sydlige Afrika på tegnebrættet

2006-03-25T11:22:00.001-08:00

Jeg mødtes med mine kommende rejsekammerater for at snakke flybilletter, skrive brev til vores kontaktperson og planlægge rejsen. Jonas vil gerne rejse rundt i det sydlige Afrika efter de tre måneder er overstået i Namibia. Det tog ikke meget overtalelsestid - det skal prøves! Jeg er ikke specielt nervøs for det - dels er vi to drenge - begge to ret store, og vi mødte under vores planlægning en pige fra seminariet, som havde ret gode erfaringer med at rejse i den del af Afrika. Man skal nok passe på sine ting, og være lidt ekstra opmærksom på sine omgivelser men ellers ikke de store køer på isen. Vi håber på at besøge lande som: Botswana, Zimbabwe, Zambia, Malawi, Mocambique og slutte af i Cape Town i Sydafrika. Her håber jeg på at få besøg af min kammerat Rasmus og hans kæreste Katrine. Vi skal helt sikkert ud at dykke og sige hej til the great white plus klappe et par pingviner inden turen går fra Cape Town og hjem til Danmark.
Vores flybilletter tur/retur kommer nok til at koste 6200 kr. hvilket er ganske overkommeligt i forhold til den distance vi kommer til at tilbagelægge. Det indebærer dog en bustur fra Johannesburg til Windhoek på 24 timer, men det er sikkert en oplevelse i sig selv!

2006-03-17T14:38:00.001-08:00

Opskriften på motivation kan nogle gange være meget simpel. Den ugentlige pause fra volley om onsdagen gav mig tid til at se nogle af de DVDer som vores hæver Makoto lånte mig. Blandt andet den olympiske guld- og bronzefinale, world league-finalen og nogle af Makotos egne kampe fra Japan. Når man ser nogle gutter der er på et helt andet niveau end én selv begynder det at krible i fingrene. Jeg var meget imponeret over brasilianeren Giba (t.v på billedet), som ”kun” er 1,92. Kantspiller, rigtig god teknik, stor springserv og det er vel næsten overflødigt at sige at manden springer højt. Rent højdemæssigt er han kun lidt større end mig, og så begynder man at drømme. Hvis han kan det kan jeg også – nu er alt relativt og manden er sindssyg, og jeg er kun dødelig, men alligevel…
Dertil kommer kaffens renæssance – to kopper inden træning og man flyver. Har man ikke drukket kaffe i en lang periode har det en ret vild effekt på én. Den ene times styrketræning inden træningen gik meget nemt, og jeg kørte bare på i løbet af de to timers boldtræning. Mentalt og fysisk ovenpå. At man så også har elitedivisionens bedste hæver til at lægge boldene til én, gør det hele meget sjovere. Jeg snakker jævnligt med ham om hvilke elementer i mit spil som jeg forbedre – især min teknik som er blevet forpestet af for meget tennis og håndbold. Jeg klør på selvom det af og til er frustrerende at teorien ikke sådan lige er at føre ud i praksis. Makoto er tålmodig og gentager gerne tingene. Det er meget inspirerende at spille med ham og jeg håber virkelig at han bliver i klubben i næste sæson. Så er der virkelig noget at se frem til når jeg kommer hjem fra Namibia.

Die beste Schwester der Welt!

2006-03-13T07:37:00.000-08:00

Her er min kære søster 26 år. Mor til Marius på snart halvandet år og kæreste til klavervirtuosen, 13-skalaknækkeren og personlig ven med Brian Mikkelsen; Ole Kiilerich. Håber snart de bliver bosiddende i Århus, da Marius nok snart skal have mere plads.
Da der blev uddelt gaver stod min søster forrest i køen ved musik, humor og temperament

SK - Gentofte

2006-03-13T07:29:00.000-08:00

Steen Krogh Gr�nneb�k

Det eneste hold som vi ikke havde besejret inden weekenden var Gentofte. Vi havde tabt til dem hjemme og ude og ikke mindst i pokalfinalen. Lørdag var det anderledes! Vi spillede en fornuftig kamp og blokadespillet var periodevis rigtigt godt. Daniel spillede en rigtig god angrebskamp og havde ofte held med at toole deres store blokader til vores fordel. Vi tabte et unødvendigt sæt som forhåbentlig ikke bliver udslagsgivende i det lange løb. En kombination af en underlig udskiftning, gummiarm og nogle forkerte beslutninger betød at en sikker sætsejr blev sat over styr. Gentofte kom tilbage via vores fejl, og vandt dermed et sæt de aldrig skulle have vundet.
Summa sumarum - vi lever i slutspillet og skal vinde de to sidste kampe for at komme i semien. Gentofte skal tabe den ene af de to tilbageværende kampe mod enten Holte eller Marienlyst.Det har båret meget frugt at vores tilgang til de sidste kampe har været mere systematisk og...tja, professionel?
Endnu engang imponerer Makoto - årets hæver efter min mening

Namibia

2006-02-26T13:42:00.000-08:00

Fra engang i august og til engang i november skal jeg til Namibia på udveksling. I denne uge (uge 8) har jeg mødt de tre andre som jeg skal af sted med - Jonas, Anja og Marie-Louise. Det virker til at blive et godt team, og jeg håber vi bliver venner og kan bruge hinanden dernede. Vi kommer sikkert til at stå i nogle uvante situationer, og da vi sikkert ikke kender andre i Namibia er vi nødt til at bruge hinanden som mentale sparringspartnere. Namibia bliver mit land nr. 22 som jeg skal besøge og jeg glæder mig. Vi sendte et brev ned til den familie som vi forhåbentlig skal bo hos. Det sidste hold der var i Namibia var i hvert fald glade for at bo hos dem. Planen er at arbejde 37 timer i ti uger (i bedste fald) og dermed tjene nok til at finansiere opholdet. Dertil kommer legater som jeg regner med at søge forskellige steder. Det bliver en oplevelse for livet og jeg vil sikkert aldrig glemme det.

indoktrinering...

2006-02-26T13:32:00.000-08:00

Mine lille nevø på lidt over 1 år øver sig på sine første slag

Hello to Ule, Børdit og aquarius

VIGTIG SEJR!

2006-02-26T12:28:00.000-08:00

Steen Krogh Gr�nneb�k

3-1 over Marienlyst. Sådan. Vi har tit undret os over hvorfor vi ikke har slået Marienlyst i det hidtige møder. De virker ikke så skræmmende eller uovertroffent gode. Stabilt hold stadigvæk men i dag spillede vi med en anden taktik og tænding. Vi servede ofte kort på position 3, hvilket gjorde det svært for Jesper Hansen at komme til angreb. Vi vidste at Jordan ville søge ham meget (og hurtigt) i sine angrebsvalg, så hvis vi kunne serve klogt på ham ville de komme i problemer. På vores side af nettet hævede Makoto en rigtig god kamp, og bidrog med nogle fantastiske forsvarsaktioner (1/3 bryst, 1/3 chickenwing og en 1/3 hage?)- oven i købet på en sætbold til Marienlyst (tror jeg nok) nice!. Jeg er ikke i tvivl om, at han er den bedste hæver i elitedivisionen og han kan bringe holdet op på et endnu højere niveau end det er nu. Jean sendte også en del vigtige bolde i gulvet og var således også det naturlige valg at hæve til på matchbolden som han også vandt. Sascha vandt også en del i dag og han formåede at administrere og kanalisere sit temperament ud i sine angreb. De commitede meget på centere hvilket gjorde det lidt nemmere for vores kanter at vinde boldene.

Stiiners

2006-02-03T13:53:00.000-08:00

Online

2006-02-03T13:12:00.000-08:00

Here we go!